Den bølge af unge rockbands, der skyllede ind over populærmusikken i starten af det nye årtusinde, er i dag for mange blot minder om en tiltrængt musikalsk vitaminindsprøjtning, der hurtigt ebbede ud og efterlod en ganske lille håndfuld fremragende plader til nydelse og inspiration for eftertiden. Stort set ingen af de pågældende bands er tilbage i dag. De er enten glemte (The Vines), feset ud (BRMC) eller på orlov på ubestemt tid (The Strokes). Fælles for dem er, at ingen af dem formåede at ændre eller tilpasse deres musikalske udtryk.
Med undtagelse af Yeah Yeah Yeahs. Det var vist de færreste, der troede på, at der skulle gemme sig et videre langtidsholdbart projekt bag de primitive ep’er og den heftige lp ved navn Fever to Tell, der indledte trioens karriere, men opfølgeren Show Your Bones var et stilskift af de mere radikale og efter min mening et hovedværk i det nye årtusindes New York-output.
Det, der gjorde udslaget på Show Your Bones, var de følelsesmæssige nuancer, der pludselig hørtes i udtrykket. Bandet tog tråden op fra debutens milepæl af en kærlighedssang, “Maps”, og melodierne blev pænere, det støjende panser, som hidtil havde fungeret som sikkerhedsforanstaltning, blev afmonteret, og tekster og musik fik lov at funkle i fuldt flor, samtidig med at den animalske puls, der hidtil havde kendetegnet såvel forsanger Karen O som guitarist Nick Zinner, blev bibeholdt.
Netop Karen O er stadig – og har alle dage været – Yeah Yeah Yeahs’ trumfkort. Hun har løbende formået at udvikle sin vokal, så den besidder et udtryksregister, som matches af meget få andre sangere eller sangerinder. På en enkelt linje kan hun nå fra det dybeste underliv og direkte i hjertet, og man kan bruge lang tid på blot at lytte til hendes måde at synge en bestemt linje eller til et pludseligt skift i hendes udtryk fra vers til omkvæd.
Den store vokale spændvidde var noget, hun virkelig viste på den fænomenale ep Is Is fra 2007, og på denne gruppens tredje fuldlængde album, It’s Blitz!, perfektionerer hun den. Hovedvægten er klogelig lagt på de mere balladeorienterede numre, og på dem er det en stor oplevelse at høre Karen O synge: »Run, run, run away / lost, lost, lost my mind« på “Runaway”, »shake it like a ladder to the sun« på førstesinglen “Zero” og »you suddenly complete me« på “Hysteric”. Det er svært præcis at sætte en finger på, hvad der gør det til så inciterende lytning, men første gang, man hører numrene, spidser man ører, og anden gang kan man allerede mærke det i mellemgulvet. Tredje gang bliver det bare endnu bedre.
Instrumenteringen på It’s Blitz! er blevet orienteret mod synth og trommemaskine, og det klæder den gevaldigt. Det er – modsat hvad man måske kunne få indtryk af – ikke et lydbillede, der i særlig grad trækker bandets udtryk i nogen ny retning, men derimod en elegant og sine steder decideret lækker bund, der kridter banen smukt op for Karen O.
Yeah Yeah Yeahs mestrer her alle former af deres udtryk til fulde. De helt afdæmpede numre er gribende, de få, der tangerer tidligere tiders pågående udtryk, som den effektive “Heads Will Roll”, er gamle esser i ny indpakning, og de, der ligner en mellemting, er pladens største øjeblikke. Til dem hører “Soft Shock” og førnævnte “Hysteric”, der bruger synth og disco-inspiration, så det nærmest tangerer det tacky, samtidig med de i deres udspænding mellem udbrud og introspektion markerer pladens emotionelle højdepunkter.
Der er få dråber malurt i bægeret, som de mere anonyme “Shame and Fortune” og “Dragon Queen”, der gør, at It’s Blitz! ikke indgyder samme eksalterede helhedsindtryk som Show Your Bones, men de skygger ikke for, at Yeah Yeah Yeahs fortsætter deres rivende positive udvikling, og at de i kraft af Karen O laver noget af det mest bevægende musik i disse år.
Som sin forgænger er It’s Blitz! en sikker blanding af urørlig coolness (hvornår har man sidst set så sejt et coverfoto?) og kvindelig sårbarhed, maskulin brutalitet og kvindelig seksualitet – og ikke mindst udtryksfulde tekster og elegante melodier.
