Yeah Yeah Yeahs’ første ep’er fra 2001 og 2002 var punkede, sexede og ufærdige. Debutalbummet Fever to Tell fra 2003 var mere raffineret, men stadig en eksplosiv omgang guitardrøn, charmerende skrigeri og selvsikkert flabede tekster fra forsanger Karen O. Nu er efterfølgeren her omsider, og med Show Your Bones har newyorker-bandet taget et skridt videre og gjort deres egen arena større.
Der er ingen tvivl om, at bandet stadig lyder som sig selv på Show Your Bones – pladen lyder bare ikke som Fever to Tell. Der er lagt en dæmper på Karen O.’s vokal, og allerede i albummets to første numre, “Gold Lion” og “Way Out”, bliver det tydeligt, at der på det nye album er skruet ned for varmen i forhold til de to fabelagtigt festlige intronumre fra forgængeren, “Rich” og “Date with the Night”.
De nye numre er imidlertid ikke dårligere end de ældre. Yeah Yeah Yeahs har tydeligvis gemt på nogle rigtig gode melodier, for de sprøjter dem ud på det nye album. Desuden har bandet ikke været bange for at blive beskyldt for at være blevet “mere poppede”, for umiddelbart har numrene uden tvivl større syng-med-kvaliteter, og melodierne fænger hurtigt og sætter sig fast hos lytteren. Her er særligt den glimrende “Cheated Hearts” et godt eksempel.
Desuden er der blevet gjort mere ud af at producere og mixe Show Your Bones, og det står d’herrer Squeak E. Clean og Alan Moulder (My Bloody Valentine, Depeche Mode, Smashing Pumpkins) for. Der er mere studiearbejde, og Yeah Yeah Yeahs’ lyd har fået flere lag. En mere traditionel rocklyd er blevet tilført Nick Zinners guitar en del steder på pladen, f.eks. på “Way Out”. Hans punk-guitarer er dog ikke glemt og melder sig ind i lydbilledet undervejs i mange numre.
Festligt bliver det også – “Honeybear” har et godt tempo, og “Phenomena” er funky og kæk som bare fanden og bygges op over Grandmaster Flashs gammelkendte linje: “You’re something like a phenomena, baby”. Den lyder unægteligt ekstra godt, når den bliver sunget af Karen O.
På pladens anden halvdel findes en række mere stille numre, der emmer af sårbarhed – som “Warrior” og “The Sweets”, der viser en ny side af bandet. Disse numre kunne fint passe ind blandt P.J. Harveys stille numre fra hendes nyere plader. Kærlighedskvaler, jalousi og mere personlige emner præger teksterne albummet igennem, og på “Dudley” og “Turn Into” er sårbarheden hos Karen O. kombineret med en sørgmodig sødme. Særligt afslutningsnummeret “Turn Into” viser Yeah Yeah Yeahs som et stærkt band, også når det er bittersøde popmelodier og americana-guitar, der bærer nummeret.
Undervejs blandt de dæmpede numre dukker “Mysteries” pludselig op. Den bryder stemningen på skøn vis og vælter derudaf med vaklende hillbilly-trommer, og Karen O råbesynger om fortvivlet kærlighed: “I don’t even know / what it’s like not to go back to you / I don’t even know who I like less – you or me.” Stadig er Karen O.’s stemme det vigtigste våben i alle sangene – utrolig udtryksfuld hvad enten det gælder punk-brag eller rock-ballader, og hun får uhyrligt meget ud af sine ord.
På Show Your Bones kan man godt komme til at savne vildskaben og den eksplosive stemning fra Fever to Tell, og det nye album er ikke i lige så høj grad egnet til at sætte på inden en bytur. Show Your Bones er bredere end forgængeren, og faktisk er der ingen dårlige numre på albummet.
Med denne fuldlængde-toer er det musikalske felt, som tilhører Yeah Yeah Yeahs, blevet gjort større. Sammen har Karen O., Nick Zinner og Brian Chase nogle store kvaliteter og mange gode idéer. Jeg tror, at bandet har meget mere at give endnu – og næste plade vil forhåbentlig byde på endnu flere rå, selvsikre, charmerende, sårbare og lækre numre, der vil gøre Yeah Yeah Yeahs musikalske arena endnu større.
