Udvikling er et nøgleord inden for al historiefortælling. Mange mener, at en karakteristisk udvikling er afgørende for, at man kan fortælle en god historie, hvad enten det er over et lejrbål, i en tale foran en større forsamling eller i bøger eller film. Selv i de ældste folkeeventyr, der har gennemrejst hele lande fra mund til mund, har protagonistens personlige udvikling været fortællingens væsentligste element. Her drejer det sig som regel om udviklingen til at blive voksen.
Og netop udviklingen til voksen fra ung voksen er hovedtemaet på Years&Years&Years, der er andet udspil fra danske Before the Show. En kvintet dannet af tidligere Alcoholic Faith Mission-trommeslager Laurids Smedegaard. Albumtitlen refererer til måden, hvorpå denne udvikling sker; ikke på en gang, men gennem flere forskellige begivenheder.
Der skal da heller ikke mange gennemlyt til for at slå fast, at Years&Years&Years uden tvivl er en samling sange skrevet til og af voksne mennesker. Musikken er kompleks, teksterne er velovervejede, og produktionen er roligt nedtonet. Javist, der er sket (små)ting og sager siden 2010-debuten, Hearts & Heads. Before the Show er blevet voksne, og det kan høres.
Years&Years&Years åbnes af ”My Spring Curse”, der bestemt sætter en standard og giver et behageligt førstehåndsindtryk. Efter tre og et halvt minuts yderst tilbagelænet sang og akustisk guitar samt lidt dæmpet marchtromme begynder musikken så småt at vise tegn på, at det så var dén indledning. Man når kun lige at ønske, at nummeret ville fortsætte, inden det bryder ud i et meget mildt brag af en afslutning bestående af el-guitar og trommer med et formidabelt strygerlignende arrangement på toppen. Vildere bliver det ikke ’inden showet’. Og det er der absolut heller ikke behov for.
Herefter føler man sig mere end villig til at begive sig videre på eventyret i Before the Shows finpudsede univers. Her er skam også meget at hente for den tålmodige lytter, der tør hengive sig. »Losing my grip / and let the current take me,« som Smedegaard formulerer det på ”Blue Gentiana”.
En af pladens mest fremragende skæringer, ”Japan”, eksperimenterer på bedste vis med form og præger derved og med hjælp fra keyboard og korstemmer sin lytter med en blanding af skønhed og uhygge. ”Climbed So Far” er en smuk ballade, der handler om tilværelsens håbløse meningsløshed, og med ”Rev. I-IV” får Years&Years&Years samme hårrejsende og ikke mindst velfortjente afslutning, som ”My Spring Curse” indledte med. Disse er alle eksempler på interessante perler, der er at finde på Years&Years&Years.
Desværre kan pladen også være et småkedeligt bekendtskab, når man ikke lige er i sit mest afslappede hjørne. Den store hovedsynder her er produktionen, der med sin diskretion af og til kræver en stor imødekommenhed fra lytterens side og i et enkelt tilfælde, på titelnummeret, nærmest virker tam.
På den anden side er der tale om en produktion, der passer upåklageligt til voksenuniverset. Years&Years&Years er et album med mange goder, som man ikke skal regne med at få serveret på et sølvfad ved første møde. De kræver, at man tålmodigt lader sig hengive til musikken og i første omgang stifter ordentligt bekendtskab med det næsten eventyrlige lydlandskab. For Years&Years&Years kan sagtens opleves som et eventyr, hvis blot man er forberedt på ikke at blive overrasket.
