Tag - Ryuichi Sakamoto

Killl, Pavilion, 15.00 Det var det norske band Killls sjette koncert, som publikum kunne opleve søndag eftermiddag kl. 15 på Pavillion-scenen. Deres musik findes ikke på plade, så det var rimelig eksklusivt at få lov at høre musikken. Inden bandet gik på, blev publikum advaret: De næste tre kvarter ville både indeholde stroboskoplys og så meget larm, at det ikke var sundt for patienter med dårlige nerver. Den advarsel tog de mange nordmænd blandt publikum med jubel. De fire medlemmer, som blandt andet kommer fra Jaga Jazzist og JR Ewing, gik på scenen, og en mur af gammeldags heavyguitar-støj ramte ørerne. Et øjeblik tog guitarerne form af maskingeværssalve, inden riffet huggende begyndte at bevæge sig fremad. Attituden var meget mørk og ond, hvilket stod i stor kontrast til sommerstemningen og de bagende 25 grader udenfor. Men solen havde ikke magt inde i teltet, som var Killls territorium denne eftermiddag. Der var ikke mange pauser til at sunde sig i mellem de ret enslydende numre. Vokalen, som kun var sparsomt til stede, var reduceret til skrig, der ikke føjede meget til lydbilledet. Indimellem var Killls musik pokkers intens, når bandet ramte den perfekte blanding af de tunge guitar-riffs og hårde, synkoperede maskin-trommer. Men det skete sjældent – og de støjkollager, som Killl skulle hypnotisere publikum med, udeblev næsten 100 %. Det var en oplevelse at se Killl – men ikke en af dem, man gemmer på. (JL) Insen – alva noto & Ryuichi Sakamoto, Metropol, 15.30 Den sidste forberedelse til tyske Carsten Nicolai (alias alva noto) og japanske Ryuichi Sakamotos koncert var, at tangenterne på japanerens blanke, sorte flygel blev støvet af. En understregning af det næsten sterile live-setup: på den ene side flyglet og på den anden en halvmat stålgrå pult med to kulsorte laptops. Nicolai forfinede det stilmæssige ved at være i en kridhvid jakke, mens Sakamotos krøllede jakke og dinglende pandehår brød de stramme linjer. Sådan forløb selve koncerten også: Nicolai fortrak ikke en mine, mens han med afmålte bevægelser justerede sine computeres knitrende og sitrende mikro-beats. Sakamoto kælede derimod blidt for tangenterne og demonstrerede et indgående kendskab til hver et hjørne på det svungne flygel. Under flere af numrene rejste han sig og spillede direkte på strengene med hænderne eller med mønter og ståldimser – sidstnævnte så voldsomt, at flygelet skreg ildevarslende. Så dramatisk var det nu sjældent. Tværtimod var det blide sammenstød mellem Nicolais kirurgisk skarpe støjstumper og Sakamotos klavertoner, der oftere kom som sparsomme dryp end som egentlige melodier, til tider lige rigeligt stilfærdigt. De første minutter gik Ballroom-scenen i al fald ret klart igennem. Men da dét gik over, blev koncerten en smuk oplevelse. De to kommunikerede kun via enkelte blikke – derudover splejsede Sakamoto og Nicolai problemfrit deres vidt forskellige lyduniverser sammen. Nogle gange tindrede musikken smukt, andre gange tårnede hvid støj sig op – ikke overraskende med Sakamoto som en indlevende leverandør af kaos-akkorder, mens Nicolai så lige så upåvirket ud som hele tiden. Først da koncerten var slut, smilede han, og publikum gav så megen velfortjent hyldest, at duoen endte med at kramme konferencieren – lidt kejtet og alt andet end sterilt og stilrent. (MA) Animal Collective, Pavilion, 21.00 På stoffer eller ej – det er ikke helt let at sige om de fire medlemmer i amerikanske Animal Collective. Og lette kan man absolut heller ikke kalde de musikalske stier, som gruppen betræder. Således heller ikke denne aften på Pavillion-scenen, hvor en mindre flok fans havde fundet vej til festivalens næstmindste scene. Og de tilhørere, der ikke vidste, hvad de skulle se, må i høj grad have fået sig en gevaldig én på opleveren. Især hvis de forventede at høre mere ligefrem rock, som Flaming Lips-sammenligningen i festival-programmet lidt havde lovet. Det er svært at tale om hit-parade denne aften: Animal Collective fik da spillet de popnumre, som bandet har begravet godt og grundigt under støj, skrig og melodimæssige omveje. Men mellem disse numre, primært fra seneste udspil Feels, var der tid og plads til, de fire legebørn kunne syre ud og lade deres fantastiske – og en smule psykotiske – vokalarrangementer tage teten. Hvis der er et band, som bruger vokalen som instrument, må det være Animal Collective. Koncerten blev aldrig nem for publikum, men koncentration og åbne ører gav et fantastisk udbytte. Koncerten sluttede blot en time efter, bandet var gået på. Og selv om Animal Collective var det sidste band på Pavillion-scenen, og publikum virkelig ønskede mere fra det skæve univers, kom der ikke mere. Et af de fire bandmedlemmer måtte komme på scenen og fortælle, at bandet rigtig gerne ville spille mere, men ikke måtte, fordi scenen skulle pakkes sammen. En logistisk kedelig afslutning på en fremragende koncert. (JL)