Hovednavnene var mere bærende i Roskilde-programmet, end de har været i flere år. Sammen med en usædvanlig relevant samling mellemstørrelsekunstnere gjorde de 2013 til et stærkt musikår, der hovedsageligt blev skæmmet af uheldige scenevalg, faciliteter og krav til de optrædende.
Übercool Kraftwerk er stadig det ubestridt bedste elektroniske musik, der er til at opstøve, og selv i dag står de som et fremsynet fyrtårn, der er lysår foran alt og alle. Man må simpelthen lægge sig fladt ned for den drivkraft, tyskerne zappede Orange Scene i hi med.
Den avantgardistiske doomtrio Nazoranai udfordrede mere, end den underholdte, og de støjende lydflader krævede på festivalens niende døgn ofte alt for meget af det fremmødte publikum.
Søndag aften kunne man på Orange Scene opleve Josh Homme og resten af Queens of the Stone Age i noget nær absolut topform, hvor de fik hevet publikum med på en sand tour de force udi deres mest slagkraftige og velfungerende kompositioner.
"Kære Rikke [...] hvad havde I forestillet jer, at der skulle komme ud af at placere min koncert søndag klokken 18 på en scene uden for selve festivalpladsen? [...] Hvis jeg i nogle enkelte øjeblikke virkede lidt fjern oppe på Apollo-scenen, var det, fordi jeg gjorde mig umage med at prøve at tælle mig frem til mere end 100 tilhørere."
Unge amerikanske The Bots skulle søndag aften sende Roskilde Festivals gæster hjem med det sidste skud rock og rul. På festivalens mindste scene gav de en noget rodet, men stærkt underholdende koncert.
Tømmermændene blev glemt, da amerikanske FIDLAR spillede sig igennem et godt og hårdtslående sæt søndag eftermiddag på Pavilion.
Mens festivalens sidste ævlebævle suger sig igennem det tynde papkrus, giver Pinkunoizu en af de bedste koncerter på Roskilde i år.
My Bubba spillede en sød og vedkommende koncert, der adskilte sig markant fra resten af programmet, men desværre var pigerne lidt for puttenuttede og stille til søndagsstive Roskilde.
Harlem-rapperen leverede lige præcis, hvad man kunne forvente - og så ikke ét sekund mere.
The National forsøgte at komme tæt på sit publikum på Orange, men bandets mørkemandsmelankoli havde svært ved for alvor at ramme os fra den store scene og i strålende solskin.
Calexico lukkede Odeon ned med en forrygende blanding af eftertænksomhed og ørkenfest.
Brændende sol og læderjakker er et modigt mix, men Black Rebel Motorcycle Club går ikke på kompromis med attituden. Desværre satte søndagstrætheden sit tydelige præg på koncerten, hvor garagerocken faldt til jorden, og den støvede americana sejrede.
Badet i vedholdende søndagssolskin fik James Blake det indre øre til at ryste i vibrerende bas, mens englænderens voldsomt store vokal gjorde det ud for en hel uges følelser.
Lige så skånselsløst Dominick Fernows industrielle techno dundrede, lige så nådesløst afslørede de 65 minutters spilletid, at Vatican Shadow-numrene er for statiske til rigtig at egne sig som koncertmateriale.
Goat opløser Pavilions dansende kroppe og efterlader én samlet syrepuls, der kører med verdensmusikken som pejlemærke.
Med Metallicas festfyrværkeri som baggrund førte Sigur Rós med lange strygertag publikum tilbage til livmoderen.
Odeon-publikummet glemte alt om det galopperende søvnunderskud, da Uncle Acid & the Deadbeats lod syren flyde og heavy metal-riffene dundre helt uimodståeligt.
Arena var træt efter Sigur Rós, men When Saints Go Machine formåede alligevel med glæde, standhaftighed og inderlighed at holde os vågne med deres transcenderende electropop.
Matthew E. White leverede en kort, selvsikker og hyggelig koncert på Roskilde Festival, hvor de soulede og jazzede skæringer kom til sin fulde ret i sommervarmen.
