På Red Mile ryster Crack Cloud prædikatet art-punk af sig og indsætter i stedet en række musikalske muligheder efter bindestregen. Kollektivet med rødder i Canada er tilbage med et mindre larmende album, som er en legesyg omgang med tonalitet og genrer. Desværre lidt på bekostning af gruppens tidligere hang til storladne støjbangere.
GBs debut jonglerer eksistentiel angst med indflydelser fra ambient-, kammer-, punk- og poptraditioner. Det er et rodet værk, men det er også det, der gør det så smukt.
Nogle gange skal man helt tilbage til noget meget basalt for at komme rigtig godt afsted. Et godt eksempel er denne countryslasker af en debutsingle, hvor Elias Rønnenfelt tager en lille svingom med gulvbassen.
Nogle gange lyder det som en plade, der er gået i hak. Andre gange lyder det, som om forsangeren råber dig lige i fjæset. Taxidermys post punkede og avant-proggede anden single står aldrig stille.
Kraftigt inspireret af Londons post-punkscene i de seneste år, har Leeds-bandet English Teacher skabt et vellykket debutalbum. This Could Be Texas leger med alverdens genrer og er både følelsesladet og kaotisk. De kæmper dog lidt med at skille sig ud.
Det britiske post-punkband Drahla har taget saxofonudskejelserne og de eksperimenterende takter til nye niveauer på deres andet album Angeltape. Kun i få momenter er det mere galt end genialt.
Post-punk, hardcore og metal mødes i en hvirvelstorm af en dobbeltsingle fra Salver. Det lover godt for det københavnske band, der indtil videre primært har rumsteret i undergrunden.
De britiske postpunkere fra Idles har rystet posen og viser nye musikalske sider af sig selv frem på Tangk, der er en samling af elleve vidt forskellige kærlighedssange. Resultatet af de mange musikalske nybrud er dog en anelse usammenhængende.
Den post-punkede trio fra Aarhus laver legesyge, hektiske popsange, der taler til både hjertet og bentøjet. Deres anden EP vidner om et ungt band med seriøst vokseværk.
Neu Sierras nyudklækkede EP får dig til at sværme rundt i de mørkeste brostensgader af Paris under silende regn. På blot fire numre udforsker hun alt fra musikkens kvalitetsstøjende undergrund til de mere melankolske afkroge med hjælp fra digteren Tove Ditlevsen og hendes kat.
Den britiske sekstet i Black Country, New Road lykkedes på trods af lydproblemer og musikalsk/dynamiske udfordringer flere gange at skabe teatralsk indlevelse, så vi blev mest rørt.
Squids anden fuldlængde spiller bolden naturligt videre fra den mesterlige debut. På overfladen er det en mere overskuelig plade, men vanvidsniveauet er højere, og eksperimenterne står i kø for at overgå hinanden. Ikke videre tilgængeligt, men for det meste rigtig godt.
Neu Sierra trækker lytteren ind i et perfekt underspillet og intimt univers af komplet melankoli. Hendes nye single rummer så meget skønhed, at det nærmest er til at forsvinde i.
Sveriges bedste musik-eksport pumpede endnu gang det københavnske publikum i gennem med deres techno-klingende post-punk. Viagra Boys fik så sandeligt hele Store Vega op at stå.
Ungt, dumsmart og overraskende forfriskende. Post-Brexit-bølgens nyeste skud på stammen, Cowboyy, debuterer med en mathrocket indiepunk-EP, der både griner ad og med dig.
Iceage er ustoppelige i deres mission om at være Danmarks fedeste rockband. I Amager Bio understregede de, at missionen bliver ved med at lykkedes igen og igen. Med en energi, der sad lige i skabet, og en setliste, der bød på undervurderede skatte fra bagkataloget samt nye sange, der kan agere lydtapet til dit næste barslagsmål, leverede de en klasse rockkoncert.
Dumb har på plade nummer tre ikke ændret vildt på opskriften, og menuen står stadigvæk på energisk slackerpunkrock med kantede, catchy melodier og en stor skefuld guitarfeedback – også selvom Pray 4 Tomorrow sagtens kunne have været 10-15 minutter kortere.
Iceages opsamlingsplade er et godt bevis på, hvor dygtigt og spændende et band de er. Der er punksmadder, snirklede melodier, gedigen rock og interessante overraskelser. Desværre er der også gravet sange op fra arkiverne, som ikke har så meget at bidrage med.
Goat Girl nåede kun momentvis igennem med deres underspillede punk-vibes og leverede derfor en forglemmelig første optræden på københavnsk jord.
Den hypede britiske eksperimentalrock-sekstet spillede udelukkende nyt materiale på Primavera Sound. Det er bandets mindst rockede, men måske smukkeste del af ouvret, som vi fik præsenteret med leadvokal fra halvdelen af medlemmerne.
