Hvis man er til det stort opslåede og pompøse i den musikalske verden, bliver denne strygerbesatte plade et hit. Dog kan de store armbevægelser godt blive en anelse for meget, og det får albummet til at tippe til en lidt negativ side, selvom det ellers er rigtig flot skruet sammen.
På I Am Very Far sender Okkervil River lytteren ud i grænselandet mellem drøm og mareridt. Will Sheffs dystre, men farverige univers skaber en plade, der ånder og lever.
Muse har aldrig svulmet så meget som lørdag aften på Orange. Desværre er grænsen mellem storslåethed og varm luft hårfin, når der serveres ensidig hitparade.
Tirsdag bød Loppen på tysk grundighed. Get Well Soons Konstantin Gropper er mand for at komponere en iørefaldende og arty indierock-sang, men i tilbageholdende versioner var ikke alt lige interessant.
Med en 'best of'-lignende tilgang til sit materiale præsenterede Tindersticks en perfekt varieret introduktion til diskografien – og en både gribende og professionel optræden.
Herzog, Seneca, Homer og Sartre er bare et udpluk af inspiratonskilderne på Konstantin Groppers andet album – en teksttung udgivelse om den lange vej til stoisk frihed. Men endnu vigtigere: en melodiøs, interessant og dejlig plade.
Alle mine fordomme om et selvhøjtideligt band blev gjort til skamme på en søndag aften, hvor der både blev danset på baren, slået søm i instrumenterne og spillet rigtig, rigtig god rock.
Undertoners forudsigelser holder stik Som Christian Klauber forudså i sin anmeldelse af White Lies, så kommer gruppen til Roskilde. De pompøse og melankolske stadionrockere er i hvert fald blevet offentliggjort i dag af Roskilde Festival. Derudover er danske Balstyrko offentliggjort. En garvet trio bestående af Blæs Bukki fra Malk de Koijn og Bigstok Røgsystem, Ane Trolle, der bl.a. er med i JaConfetti, og Ormen fra Melk. Sidst, men ikke mindst er finske Paavoharju offentliggjort. Bandet røg på vores liste over plader vi overså i 2008 og spiller en elektronisk inficeret freefolk med både melodier og eksperimenter. Så er det bare frem med kniven og snitte sin egen pilefløjte.
UNKLE rører på sig igen - på ny med et væld af gæsteoptrædender: bl.a. Josh Homme fra Queen of the Stone Age, Chris Goss (Masters of Reality) og Black Mountain. Alligevel skuffer albummet fælt. Pladen lyder mest af alt som et lydspor til en umanerligt overfladisk, ligegyldig film.
Ud over momentan voyeuristisk interesse er onani kun spændende for én person ad gangen. Med en massiv metallyd og konsekvent og demonstrativt skæve taktarter holder Oceansize tungen lige i munden igennem maratonalbummet Frames. Den musikalske virtuositet er i fokus på bekostning af det vedkommende.
Selvhøjtidligheden og legesygen står klar ved ringsiden, når Efterklang som en anden samling super-wrestlere tager livtag med folktronica-genren. Men der er hverken noget forlorent eller vulgært over Efterklang, der endnu en gang har præsteret et sublimt album.
The Beautiful Mistake leverer stadigvæk storladen og kliché-præget hjerte/smerte-emo på en måde, der enten får nakkehårene til at rejse sig eller mundvigen til at falde.
