Tag - Placebo

Figurines, Odeon, 12.00 Konferencieren proklamerede inden Figurines gik på scenen, at de ikke havde sovet i fire dage. Og forsanger og guitarist Christian Hjelm så også en kende medtaget ud, da han alene gik på scenen og spillede “Race You”, der også åbner det seneste album Skeleton. Efter et par krumspring fra Hjelm entrede resten af orkestret, der til lejligheden havde fået besøg af Malthe Fischer fra Oh No Ono, som også tidligere har assisteret live med guitar, iBook-lyde og generel coolness bagerst på scenen. Det trætte orkester virkede heldigvis alt andet end trætte, da de endelig gik i gang. “Fiery Affair” rockede sundt derudaf, ligesom “I Remember” og “Silver Ponds” satte en fuldfed tusch-streg under Christian Hjelms evner som sangskriver og især melodismed. For det er dét, der gør Figurines til langt mere end et hypet indie-orkester. Deres melodier er friske og godt krydrede, men smager alligevel velkendt hver gang. At de så også fungerer godt som orkester, beviste de med “Ambush”, hvor der blev groovet så tight, at selv klassiske rockkonstellationer som Creedence Clearwater Revival ville have været stolte. Koncerten var den sidste på dansk grund i år, og det skal blive spændende at se, i hvilken retning Figurines går med deres næste udspil. Deres Roskilde-optræden var i al fald en fin afslutning på bandets Skeleton-periode. (MT) Placebo, Arena, 18.00 Sidst Placebo stod på Roskildes næststørste scene, hed den ikke Arena, men Grøn Scene. Det var i 2001, og foran scenen var der alt for mange mennesker og stor masen. Fem år senere var presset ikke helt så voldsomt, men Placebo kunne stadig trække rigeligt med publikum, og man skulle stille sig i kø i god tid for at få en ordentlig plads. “Good evening ladies and gentlemen, we are the ladies and gentlemen of Placebo”¦” Trioen kom frem på scenen alle klædt i sort og Brian Molko med sædvanlig make-up og forførende attitude. Bandet åbnede ballet med “Infra-Red” fra nyeste udgivelse Meds – et gedigent Placebo-album, der vinder betydeligt efter flere gennemlyt. “Infra-Red” var en glimrende starter og et typisk Placebo-nummer, der hurtigt formåede at sætte gang i masserne. Herefter fulgte en række numre fra Meds, bl.a. det stærke titelnummer. Numrene fra det nyeste album fyldte i det hele taget langt det meste af koncerten. Senere kom dog et par gamle kendinge, og publikums begejstring eskalerede, da vi fik “Black Eyed” fra Black Market Music, “The Bitter End” fra Sleeping with Ghosts og særligt “Every You Every Me” fra Without You I’m Nothing – et af bandets bedste numre. Det var ærgerligt, at Placebo ikke bød på flere gamle numre, for deres bagkatalog indeholder virkelig mange perler. På den anden side var det også forståeligt, at de gerne ville promovere Meds og ikke kun lave en hit-koncert. Brian Molko leverede en tilpas småkrukket og charmerende præstation, og de andre bandmedlemmer var også vældigt oplagte. Trioen formåede at bevise, at deres nye numre har store kvaliteter og godt kan bære en koncert. Og at der stadig er masser af saft og kraft i Placebo. (CG) The Raconteurs, Odeon, 20.15 Samtalerne inden Raconteurs-koncerten gik på, om Odeon ikke var alt for lille et spillested til en verdensstjerne som Jack White. Interessen for at se netop ham måtte jo være kæmpestor, hvilket den da også viste sig at være. Endnu mere interessant var det nu, om The Raconteurs rent faktisk var et godt liveband. Det er sangene, hvor Jack White og Brendan Bensons karakteristiske udtryk forenes, der berettiger The Raconteurs eksistens, og gør gruppen til mere end et fritidsprojekt. Dét høres tydeligt i “Steady As She Goes”, som de spillede ret tidligt i sættet til publikums store jubel. Sangen er et klart hit, fordi den fænger umiddelbart. Efterhånden virker den dog lige vel konstrueret. Raconteurs har ikke just revitaliseret rockmusikken. Men popdrengen og rockfjæset, der finder sammen, har vist sig som en fremragende idé, da det har affødt et varieret udtryk. På Broken Boy Soldiers har de fleste og bedste sange et tydeligt Brendan Benson-aftryk, som Jack White giver en tiltrængt kant med sin vrængende stemme og gennemtrængende guitar. Og det er medvirkende til, at The Raconteurs undslipper at lyde for meget som The White Stripes. I stedet har Jack White har fundet sig til rette i et langt mere poppet univers, end han plejer. Omvendt får Bensons sange en kant takket være Whites vrængende stemme og gennemtrængende guitar, som hans seneste plade The Alternative to Love manglede. Det forholdsvis varierede sæt bød på indfølte ballader, stærke popsange, eksplosive rockudladninger og enkelte covernumre fra et velspillende band, der overhovedet ikke lød som noget sideprojekt. (LDL)