Newyorker-parret Cults lever op til navnet og efterstræber den kulturelle kultstatus med velkendte fif: et markant udgangspunkt i traditioner, her 60'ernes pige-pop, der pakkes ind i nutidige beats og skaber en uskyldig lyd garneret med dystre undertoner.
Der skal noget særligt til at gøre bekendelser fra et pigeværelse interessante for andre end pigen selv. På Asleep lykkes det desværre ikke, da universet simpelthen er for endimensionelt og poleret.
Japansk pigegruppe spiller charmerende og forskelligartet popmusik med xylofon, orgel og kække vokaler, og man skal virkelig kæmpe imod for ikke at blive opstemt af den energiske sammensætning.
Ren kliché lyder som Kristen Bjørnkjær-digte med let pop som underlægningsmusik. Noget siger mig, at melodierne og arrangementerne faktisk er fine, men det drukner i platte metaforer og en oplevelse af, at alle teksterne er voldsomt konstruerede.
På det skotske bands fjerde album lever de bittersøde, 60'er-inspirerede melodier endnu. Tracyanne Campbells sange om forelskelse og forladthed synges ydmygt og ærligt, så det er en fornøjelse. Bandets rørstrømske karriere bliver langsomt større.
