The Brian Jonestown Massacre fejrer 30-årsjubilæum med udgivelsen af deres 20. studiealbum, som desværre er en forglemmelig affære og kun lige kradser i overfladen af den sex-, drugs- og bakkenbart-attitude, bandet ellers har stået for.
Tag - neopsych
Tame Impala: The Slow Rush
På opfølgeren til 2010’ernes bedste album har Kevin Parker hovedet for langt oppe i sin 34-årige røv. Det deprimerende farvel til de sjove 20’ere og angsten for at blive rigtig voksen gennemsyrer Tame Impalas nye album.
Moon Loves Honey: Bubbleburst
På deres nye album Bubbleburst rider Moon Loves Honey fortsat den neo-psykedeliske indie-rock bølge, og de funderer stadig over kærlighed, tvivl og sårbarhed. Både lyrik og lydbillede mangler dog fokus og nuance, og albummet formår kun at tegne konturerne af dets tematikker.
Tame Impala, 06.06.19, NorthSide Festival, Aarhus
Tame Impala lever stadig højt på Currents, men kunne ikke helt holde niveauet med de nye sange, da de besøgte NorthSide på en kold juni-aften.
Bo Ningen, 22.02.19, Journey.fest, København
Bo Ningen leverede en hårdtrockende, men også underligt søgende koncert til Journey.rock i Pumpehuset.
Ty Segall / White Fence: Joy
Den hyperproduktive garagerocker Ty Segall har for anden gang slået pjalterne sammen med neo-psych-projektet White Fence. I de bedste momenter er samarbejdet fyldt med drive og variation, men som helhed er albummet en ujævn oplevelse, hvor mange af sangene lyder som ufærdige skitser.
Haven 2018: Unknown Mortal Orchestra, Mindfield
Portland-bandets bedste sange strålede om kap med regnbuen over Refshaleøen. Desværre mødte det mere tætte og svært tilgængelige materiale sin overmand i et lidt for mudret lydbillede.
Red Lama: Motions
Et af de danske bands, der ikke har fået den samme opmærksomhed som andre psykedeliske grupper, selv efter den psykedeliske musiks genopstanden, er det syv mand store Red Lama. Deres debut fik en fin modtagelse hos Undertoner, men tidligere i år udgav de så den svære to'er, Motions.
Gnod: Chapel Perilous
Bandet Gnod fra den engelske by Manchester har efterhånden udgivet så meget, at man er stoppet med at tælle udgivelserne. Men er det stadig lige relevant? Hvis man er til psykedelisk drone og kraut, så kan Chapel Perilous måske kilde de rette steder.
DRINKS: Hippo Lite
DRINKS balancerer på en knivsæg, når det kommer til at holde tungen og de de musikalske arvestykker lige i munden. Med deres andet album Hippo Lite trækker de på mange interessante musikhistoriske strømninger, men det er vanskeligt farvand, de har bevæget sig ud på.
Roskilde Festival 2017: The Love Coffin
The Love Coffin gav den som landets bedste leverandør af dystopisk, støjende rock, da de med en vanvittig, hypnotiserende midnatsperformance flænsede sig vej direkte ind i sjælen.
Masasolo: Breakup
Jeg husker, da jeg så Masasolo på Rising-scenen på Roskilde Festival i sommer. Jeg gik derfra med den følelse, at det var et fint band, der dog lød enormt meget som Tame Impala, men at jeg glædede mig til at høre den ægte vare på Arena om fredagen. Efter at have hørt deres nye EP Breakup, sidder jeg tilbage med samme følelse, for deres ligheder er ganske mange. F.eks. den store fascination af guitareffekter som phaser, flanger og reverb, groovy, lo-fi, bitcrunchede trommer, falsetvokalen og følerteksterne, den fremskudte bas med de livlige figurer, de psykedeliske synths og den kompromisløse poptilgang til psychrocken. Ifølge mig er EP’ens bedste sang åbneren “On My Own”. Den har tonsvis af momentum og et upbeat trommegroove med en dyb lilletromme og en syndflod af psykedeliske guitarer og synthesizere, der hvirvler rundt i lydbilledet. Morten Søgaards lyse vokal kommer ind og danser vellykket oven på denne bund af psykedelisk sukkerdej. Sangen rammer så omkvædet, og med det rammer vi hermed også højdepunktet på pladen. Omkvædet er lige præcis den slags knivskarpe psychpop, som Masasolo stræber efter at lave. Faktisk en helt igennem fantastisk syret popsang. Det dykker dog nedad i niveau på den næste sang “Really Thought She Loved Me”, som er førstesinglen fra albummet. Det er en straight forward-popsang, men den er bare ikke specielt spændende og fanger mig ikke rigtigt. Det undrer mig lidt, at dette er deres største hit, da den er den klart mest forglemmelige. Jeg kan huske omkvædene i alle de andre sange, men jeg kan ikke huske et eneste musikalsk moment fra denne sang. Den er egentlig ganske fin, imens man hører den, men den lever ikke videre i mit hoved, efter jeg har hørt den, da melodien simpelthen ikke er spændende nok, hvilket jeg synes er problematisk, da det rimelig tydeligt er et band, der gerne vil lave popmusik. Så skal jeg blive fanget af deres førstesingle. Den leder os dog ned til næste sang, “My Medicine”. Her går Masasolo fuldt ud Beatlemania. Omkvædet lyder som, noget der kunne have passet fint ind på et 67-68’er-Beatlesalbum – melodien i omkvædet minder i øvrigt utroligt meget om “Run for Your Life” fra Rubber Soul. Den her sang er faktisk ret ørehængende, og selvom jeg i starten ikke var så vild med den, er den efter en halv snes lytninger blevet en sang, der med lethed finder sin vej til min hjerne, hver gang jeg hører den. Teksten er dog lidt overfladisk og banal i dens tematik, hvilket lidt er en skam. »We got time to kill/look her in the eyes as she eats the pill« er bare i mine øjne en lidt smagløs rehashing af 60’ernes stofglorificering. Sidste sang på udgivelsen er andensinglen “How It Feels”. Den har lidt bluesede kvaliteter og er en velsammenskruet psykedelisk popsang. Den minder lidt om en mere downtempo udgave af Tame Impalas “Solitude Is Bliss”, men lider bare også under samme kvaler som førstesinglen, navnligt at den ikke er så catchy som, den i mine øjne burde være. Hvis man vil høre Morten Søgaard i nogle andre konstellationer, kan man f.eks. gå på opdagelse i hans gruppe Ufornias Fall Into the Real (2015), som er en tæt på fantastisk shoegaze-EP. Jeg har ikke lige så mange roser at sige om denne EP, der lyder næsten identisk med Tame Impala, hvilket får Breakup til at lyde som en b-side-EP fra de australske psychrockere, og tæt på alle idéer på denne EP lyder som en idé, Kevin Parker har haft før, som han bare har udført med mere finesse. Misforstå mig ikke, dette er en helt udmærket EP. Gruppen har bestemt potentiale, og jeg håber, at de får udarbejdet en mere genkendelig Masasolo-lyd i fremtiden, for lige nu distraherer det mig simpelthen for meget.
Red Lama: Dreams Are Free
På Dreams Are Free leverer Red Lama neopsych, der tager lytteren på en stemningsrejse gennem et mix af moderne og rockklassiske lyde. Et bundsolidt debutalbum, der dog også har tendenser til ensformighed.
Jacco Gardner: Hypnophobia
Det hollandske ophav kan måske vildlede ens forventninger, men Jacco Gardners album Hypnophobia lyder mere som San Francisco i 1967 end Hoorn (hollandsk by) i 2015 - og det er ment både positivt og negativt.
Temples: Sun Structures
De er Noel Gallaghers yndlingsband p.t., så vi burde skrive noget grimt om dem. Men Temples' 60'er-inspirerede psychpop holder desværre/heldigvis hele vejen til ashramen.
Toy: Join the Dots
Psychrockerne fra London indstiller det musiske sigtekort og ensretter deres galaktiske udtryk på bekostning af mangfoldigheden.
Salvia Plath: The Bardo Story
Michael Collins er under nyt navn mere retrospektiv, mindre eksperimenterende og akkurat lige så psykedelisk. På trods af gode melodier synes hans neopsykedeliske poprock på The Bardo Story desværre både uinspireret, ufærdig og usammenhængende.
Dead Skeletons, 23.09.12, Pumpehuset, København
Efter en fantastisk og kaotisk koncert på dette års Roskilde Festival, beviste islandske Dead Skeletons, at deres mørke, dødstematiserede psychrock også kan fremføres lige så fantastisk under kontrollerede forhold i Pumpehuset.
Ny video fra Thulebasen i samarbejde med Marie Moko Eline
Danske Thulebasen har netop udgivet en spritny video til intro- og titelnummeret fra den anmelderroste, melodiske psychrockplade Gate 5.
Plader vi overså i 2010 (del 1)
Så begynder nedtællingen til Undertoners årsliste. Her er første del af de plader vi overså i 2010, som derfor lige får et par ord med på vejen.