Debutpladen fra danske Murder byder på ulmende popmusik med en indkapslet, svært beskrivelig angst, som synes at varsle om ulykker. Albummet løftes af en række bundsolide sange – sange der er med til at demonstrere et stort potentiale i Murder. Helt indfriet bliver det dog ikke.
Man må virkelig have musikalsk overskud, når man ikke bare udsender to plader samtidigt, men også to rigtig gode plader. Conor Oberst begiver sig ud i mørk popmusik med en overflod af keyboards, guitar og flerrytmiske trommer. Og resultatet? Fremragende!
Jason Molinas seneste projekt tilbyder en 72 minutters liveoptagelse fra Belgien, der minder mere om Neil Young end Songs: Ohia. Sangene om kærlighed, de åben vidder og små byer er rockede og langt tungere end tidligere Molina-udgivelser, men det er stadigvæk den rastløse melankoli, der driver værket.
Efter sigende vigtig plade fra 1987 – for første gang ude på cd. Måske ikke så vigtig alligevel.
To musikere fra hver sin genre mødes og spændende musik opstår. Den tidligere bassist i Pluto og Wynona, Thomas Nygaard, har smidt bassen og allieret sig med jazztrommeslageren Karsten Bagge. Under navnet Halph har de begået en debutplade, der både er ulmende, støjende, melankolsk og sær – på den fede måde!
Tre sange og 16 minutter. Mere skal der ikke til for at overbevise om, at Interpol fra metropolen i New York har fat i den lange ende med deres mørke og atmosfæriske rock.
Den østrigske singer/songwriter udgiver under navnet Son of the Velvet Rat debutpladen By My Side, som indeholder en samling både mørke og indimellem meget smukke minimalistiske sange, der leder tankerne hen mod især Leonard Cohen og Tindersticks.
Irsk/australske Clann Zú er på gaden med opfølgeren til debuten Rua. Man skulle næsten tro, at bandet har lyttet til os her på Undertoner – i hvert fald har de fået styr på deres inspirationskilder og lyder mere, som om de ved, hvor de vil hen.
The Cure har samlet langt størstedelen af deres ellers uopdrivelige materiale primært i form af b-sider i et bokssæt med fire cd'er. Der er fyldt med til randen med overvejende gode sange. Mest af alt en udgivelse til fans, men der er masser til andre nysgerrige sjæle.
Lidt svær plade at holde af på grund af dens plagierende tendenser. Men der er gode øjeblikke i Emmerhoffs formørkede folk.
