Said the Shark byder velkommen til et mørkt univers, hvor kærligheden kun eksisterer som en teoretisk størrelse. Ingen af personerne i sangene stræber efter den. Den er en utopi, der kun kan være af akademisk interesse. Det er i både tekst og musik desillusionerende og nedslående, men det er også forbandet godt.
Pladekøbere, der holdt af Clarks seneste album pga. den tilbagelænede stil, kan godt forberede sig på et chok. Den engelske musiker fokuserer nu på hårdtpumpede, skræmmende beats og kradserier. Men bliv hængende, for Clarks musik er velproduceret og imponerende.
På sit tredje rigtige album har mexicanske Murcof forladt det nedbarberede, rytmeprægede lydbillede og givet sig i kast med klassisk funderet drone med tonsvis af mørke og depressive undertoner. Det er nogle gange imponerende godt, og andre gange præget af, at Murcof ikke helt er på hjemmebane.
Med monotoni og mellemtempo som virkemidler er I Got You on Tapes anden plade ikke helt nem at komme ind på livet af. Men den tålmodige lytter vil finde skjulte sangskatte på 2. Fænomenalt flettet guitarspil hjælper til at åbne dørene til en mørk popverden, der låner fra både Luna og Lush.
Hollandske Machinefabriek har slået sig sammen med den amerikanske cellist Aaron Martin. De har druknet celloen og loopet og knitret sig til en ambient-plade med karakter og blot to numre. Et mørkt, flot bekendtskab, der siver ud i æteren, når pladen slutter.
De seks gutter i Decorate. Decorate. har fundet sammen om en forkærlighed for storbymørkerock, som vi kender fra Joy Division og Interpol. Med styr på virkemidlerne formår debutanterne at fremmane et iskoldt tungsind, men arven fra forbilleder formår de ikke at løfte.
Det er som at rejse ind i sig selv og pludselig få adgang til tankerne på en helt ny måde, når man lytter til Mokiras seneste album ved høj lydstyrke. I løbet af 55 minutter vrides bas og støj rundt i den musikalske manege, så både ører og hjerne virkelig kommer på arbejde. Foruroligende og dragende.
Micah P. Hinson formår at skabe den særlige stemning, der gør et album til mere end bare et godt album. Stemningen skabes på papiret af en rusten vokal og melankolske melodier fremført som kosmisk country noir. Men helheden er mere end sine bestanddele.
Danny Kreutzfeldt er mest kendt som noise-musiker. Men han laver også musik under en række pseudonymer. Et af dem er SGNL_FLTR, og det bruger Danny Kreutzfeldt, når han laver minimalistisk, mørk techno. Chrono er hans andet SGNL_FLTR-album, men det virker som en famlende debut.
Karsten Pflum har sagt farvel til sin lettere pjankede udgave af 90'ernes drill'n'bass og forsøger sig i stedet med dyster og yderst indadvendt electronica af en ganske minimal slags. Alt i alt har han held med projektet.
Scott Da Ros har med One Kind of Dead End skabt et hiphopalbum, der leverer insisterende og intelligent samfundskritik. Problemet er bare, at budskaberne går tabt i de uhomogene og anstrengende beats.
Wilderness er storladen rock, når det er både bedst og værst. De højtråbende ambitioner forstærket af en forsanger med en stor stemme og guitarer, der næsten når Television-højder i pompøsitet, falder desværre til jorden under deres egen vægt.
Indierockerne fra San Diego har sagt adjø til de latinske virkemidler fra forrige udspil, men bevaret den sørgmodige tone. The Spell er ikke lydsporet til en dag på stranden. Faktisk får man mest ud af pladen, når solen er gået ned – dér kan man til gengæld også opleve magi.
Transmission Low står over for udgivelsen af deres debutalbum. På denne demo viser københavnerbandet, at de kan skrive nogle fængende sange. Men da de hverken er særlig alsidige eller på nogen måde dragende, vil bandets første fuldlængdealbum næppe vække større opsigt.
Justin Broadrick (Napalm Death, Godflesh, Techno Animal og Jesu) sætter lytteren på en hård prøve med sin fascinerende og særdeles krævende ambient-noise. To og en halv times spilletid er lige rigeligt.
You Win byder på halvmørk folkrock, der aldrig for alvor kommer til at gøre en forskel, selv om den gør et hæderligt forsøg på at skildre personlige relationer uden floskler.
Undergrunden er blevet for lille, og på deres fjerde album kæmper amerikanske Calla bravt for det store gennembrud. I cirka tre minutter. Derefter er det atter tilbage til den grå hverdag, og det gør faktisk ikke noget som helst.
Det er mørkt, røgfyldt og smager af 80'erne. Film Schools andet udspil reproducerer i fin stil lyden af tidlig The Cure og det dystre Manchester, blandet med shoegazing og ærlighed. Og det er slet ikke så dårligt igen.
Et nyt kvartal – en ny udgivelse fra Magnolia Electric Co. Sådan har det næsten set ud for Jason Molinas projekt her i 2005. Men på trods af den uhyre produktivitet er niveauet dog stadigvæk lige så højt, som stemningen er langt nede.
Den tidligere Wolfgang Press-forsanger Mick Allen bringer tyngde til et melodisvagt projekt, hvis forsøg på at forene det menneskeligt dunkle og det elektronisk elegante ender ganske enestående, men desværre også uvedkommende.
