Woetmann / Almholt kryber under din hud og tager plads helt inde i de spinkleste neuroner i din hjerne. Det er det oplæste digt kombineret med eksperimentel klaverspil i succesfuld forening om krigens og flygtningekrisens cykliske vanvid på randen af sammenbrud.
CPH PIX er i luften, og 9. april sidder Hauschka bag klaveret, klar til at stikke, klistre og tape alverdens genstande fast til det. Undertoner kan blive din indgangsbillet til en spændende aften med artist talk og koncert. Klik, quiz og vind.
Med fire skruer i sin gipsindsvøbte venstre tommelfinger indspillede den tyske pianist ni enkle kompositioner til ære for de fingre, han ikke havde brækket. Resultatet er en fin lille plade, der veksler mellem smuk følelsesgranskning og letbenede strøtanker.
Den tyske pianist besøgte Frost Festivalen og strakte sine kompositioner ud, så fire numre tog næsten 70 minutter, og improvisationer opløste de oprindelige mønstre. Resultatet var en smuk koncert, hvor energi og kraft dog overskyggede intimiteten.
Mikkel Almholt har forbundet sit klaver med effektpedaler, der svøber hans kompositioner i støj og ekko. Det skaber utroligt store klangrum, er imponerende virkningsfuldt og lyder som ingen andre. En god halv time er dog rigeligt.
Blandingen af electronica og jazz forbinder de fleste med trendy caféstemning og minimalistisk big beat. Pianisten Adrian Klumpes forsøger med sin solodebut at tolke begge genrer ind i et andet rum, hvor der er plads til eftertanken og den reelle skønhedsdyrkelse. Det lykkes ham ganske godt.
På sit andet soloalbum fortsætter Dustin O'Halloran med at udforske minimalistiske piano-kompositioner. Hans tempo og stil giver de 11 stykker et stærkt udtryk, som det er meget svært ikke at blive påvirket følelsesmæssigt af. Eneste anke er, at ingen numre skiller sig ud.
En musiker-duo med hang til spartansk og eksperimenterende electronica og en Golden Globe-vindende filmkomponist. Sådan ser udgangspunktet for albummet The Dolls ud - et projekt, der desværre i for høj grad lader lytteren i stikken med sine spartanske kammerpopeksperimenter.
Den klassisk uddannede pianist Maxence Cyrin nyfortolker nogle af dance-scenens klassikere, og det slipper den talentfulde franskmand ikke ubetinget heldigt fra. Albummet veksler mellem smuk melankoli og kedelig fortolkning af numre, som ikke burde spilles på klaver som eneste instrument.
