Den danske artrock-trio Slim0 er lige så eklektisk som altid, men nu med en mere velovervejet tilgang på en alt andet end almindelig rockplade, der driver dig mod undergangen. På trods af den markante instrumentering, er det de stærke stemmer der kræver din opmærksomhed.
Det norske technopunk dansekollektiv Tacobitch har gjort det umulige ved at formå at destillere deres rablende liveshows til et velskabt debutalbum. RATMODE leger med alt fra techno til hård industrial i 37 fjollede og fænomenale minutter. Der er balsam til din sjæl og dit indre barn.
Når man lytter til Kim Gordons The Collective, tænker man på intet tidspunkt "rockdinosaur". Den 70-årige legendes spyttende vokaler, tunge trapbeats og øresønderrivende støj lyder mere moderne end det meste andet rockmusik i 2024.
Anden dag på Sorte Firkant Musikfestival havde nok en gang en bred spændvidde, både når det kom genrer, intensitet og levering. Vi så koncerter med lo-fi-sangskriveren Jacob Faurholt, artrock-duoen Hackedepicciotto og ikke mindst kværnende industrial fra Trepaneringsritualen.
Mens solen sænkede sig over Avalon, indtog hardcorebandet Code Orange scenen lettere forsinket men med en energi, der kunne hive selv den sløveste festivalbanan op af sumpen.
Alice Glass bar Apollo på sine skuldre, da hun fredag aften spillede koncert med akrobatiske spring og anden scenetilstedeværelse. Men uanset hvor meget sangerinden gav af sig selv, virkede det forgæves.
Dublin-kvartetten vender på Most Normal tilbage til et mere guitardrevent udgangspunkt, der er smurt ind i angstanfald, mentale nedbrud og paranoia – og som ultimativt resulterer i gruppens bedste udspil til dato.
Under aliasset Chopper tager Jonathan K. Magnussen fra danske The Love Coffin en seriøs tur rundt i 80’ernes eklektiske manege. Det er teatralsk, excentrisk, forførende og voldsomt.
Of the Wand and the Moons første album i 10 år er storladent, forførende og dunkelt. Med en eminent god produktion og en buldrende dyb røst trækkes man igennem ti atmosfæriske stykker musik, der byder på messende neofolk, 60’er-inspireret singer-songwriter og endda larmende post-rock.
November måned er ankommet. Alt er gråt, og solen ser vi nok først igen, når kalenderen siger marts.
Det var intenst og perverst, da Blanck Mass indtog Lille Vega med sin udknaldede industrial-electronica på en aften, hvor publikum blev sat på prøve, men også belønnet.
Først i ekstranumrene fik de schweiziske industrial pionerer i The Young Gods alle de små tykke basunengle til at blafre med vingerne i ren fryd på Alice. Før dét fik vi en gedigen blanding af stampen på stedet og mere reelle luftture, hvor tingene fungerede og gik op i en højere enhed.
Ugens fredagssingle stammer fra det københavnske band Amatør.
Sophie levede mest af alt i sin egen verden på Apollo. Det er nødvendigvis ikke en dårlig ting, men musikken trak ofte ud i spændingsmomenter, der varede for længe og spolerede oplevelsen. Men musikken ramte hårdt, når den ramte!
De evigt foranderlige mørkemænd forsøger at flyve og gå samtidigt. De forsøger sågar også at være catchy, men det lykkes ikke.
Under dyb koncentration rev Jamie Stewart os rundt i alle afkroge af følelseslivet. Men det gik også lidt for stærkt.
Health var i rutineret storform, da de spillede i Den Grå Hal til Journey.fests afslutningsarrangement.
Nine Inch Nails viste på Roskilde Festival, hvordan en koncert i stadionformat skal eksekveres: Med nerve, plads til overraskelser og med formidabel, stor lyd.
Med albummet Bad Witch afslutter de hårdtslående industrial rockere Nine Inch Nails den trilogi, der startede med de to EP’er Not the Actual Events og Add Violence. Det er blevet til et nostalgisk, tilbageskuende og heftigt ridt ned ad Memory Lane.
Oranssi Pazuzu stod for en overvældende auditiv oplevelse, som havde fungeret langt bedre på et hvilket som helst andet tidspunkt end i de døende stunder af en forvejen udmattende festivaluge.
