Dansk duo etablerer en mindre atomreaktor af dødsforagtende freejazz og metallisk smadder.
Tag - improvisation
Claus Høxbroe & Årets længste dag: Nye rytmer – live i studiet
Jens Blendstrup er jaloux på digtere, der kan skrive en tekst på mellem to og 20 sekunder, og håber på, at Claus Høxbroe fremover vover pelsen, udstanser den med skruenøgler og tager den på.
Roskilde ’10: Circle, 02.07.10, Pavilion
»Det kan du ikke beskrive med ord,« sagde en mand, samtidig med at han lagde hånden beroligende på min skulder. Måske, men forsøget skal gøres.
Oval udgiver ep; fugle spiller ond støjguitar
Der har været ret stille omkring tyske Markus Popp og hans banebrydende Oval-projekt i de seneste ni år. Godt nok var Popp i Sønderborg sidste år, men derudover er det eneste, vi har hørt til glitch-maestroen de fine singer/songwriter-dekonstruktioner på det selvbetitlede 2003-album fra So – en duo bestående af Popp og den japanske sangerinde Eriko Toyada. Men nu er der altså nyt fra Oval – eller i hvert fald ved vi nu, hvornår vi kan komme til at høre ny musik fra Popps lydlaboratorium. 15. juni udsender Thrill Jockey nemlig ep’en Oh, der altså er den første Oval-udgivelse siden Ovalcommers fra 2001. I den forløbne tid er der sket en hel del med Ovals lyd, varsler Thrill Jockey. Der er ifølge pressemeddelelsen tale om improvisationsmusik, der (muligvis) er spillet på rigtige instrumenter og i hvert fald bevæger sig i helt andre retninger end de tidligere udgivelser fra Popp. Det ville ikke være uhensigtsmæssigt, hvis vi kunne skrive lidt mere specifikt om, hvordan Oh lyder, og forklare, hvad det egentlig er for nybrud, ep’en byder på. Den kan vi bare ikke rigtig. Det står nemlig ikke klart ud fra pressematerialet – heller ikke selv om det i hvert fald skulle være sikkert, at Popp kun har benyttet en enkelt, gammel pc under arbejdet med numrene – og endnu er der ikke sluppet nogen smagsprøver ud fra den hele 15 numre lange ep. Snydes for lyd skal I dog ikke. Fuglene på Oh-coveret henviser til et værk skabt af den franske kunstner Céleste Boursier-Mougenot. Et værk, der kort sagt går ud på, at en flok zebrafinker spiller guitar. Særligt bemærkelsesværdig er den solo, en af finkerne spiller med en gren:
Excepter: Presidence
Politisk musik behøver ikke at være noget med hurtige paroler, der skråles over skrattende guitarer og buldrende rytmer. Det kan også være en halv times ambient.
Beak>: Recordings 05/01/09 > 17/01/09
Portishead-medlem spiller hastigt indspillet minimal-kraut for desillusionerede postmodernister.
Original Silence: The Second Original Silence
Skal man tro Mats, Thurston, O’Rourke og drengene fra Original Silence, var den oprindelige stilhed ikke så stille endda, men noget nær så infernalsk og kaotisk, som det er muligt at forestille sig. I begyndelsen, før der blev lys, var Guds yndlingsgenrer nemlig jazz, noize og rawk.
Oneida: Preteen Weaponry
Den efterhånden ganske veletablerede Brooklyn-gruppe Oneida er tilbage i fin form med flere vidtrækkende eksperimenter udi improviseret rock. Resultatet er, at den konceptuelle tilgang bringer både skidt og kanel med sig, men det er som sædvanligt alt andet end kedeligt.
LIFT vs. Sydow: s.t.
Duoen LIFT holder til i den sjældne eksperimentelle vokalkunsts sfærer. Deres aktiviteter dér har affødt et album, hvor talen, messen og brummen på bemærkelsesværdig vis omformes til rum og varighed af samarbejdspartneren Hans Sydow. Smalheden er ubetvivlelig, kvaliteten mere diskutabel.
Susurrus Station: (1, 2) Unbuckle the Blue
Den københavnsk baserede duo Susurrus Station nedkommer med en overbevisende toer. Endnu en improfolk-plade, hvor følelserne er på tapetet, og ambitionerne tvillingetårnhøje.
Icarus: I Tweet the Birdy Electric
Engelske Icarus vil utroligt gerne være komplekse. Det lykkes til fulde – ja, faktisk er deres electronica så indviklet, at det er vanskeligt at få noget ud af den.