"Agora" er en organisk, omgående oplevelse, bestående af tykke lag drone-strygere og melankolske lydlandskaber, der tager form af trance-baserede momenter, som skaber en ekstra intens helhedsoplevelse.
Tag - guitar
Roskilde Festival 2017: Lorenzo Woodrose
Et brev fra mig til Uffe på baggrund af en ganske fortrinlig middag i et propfyldt Gloria
Noveller: Fantastic Planet
Sarah Lipstate viser på Fantastic Planet vej i ørkenen med sin guitar. Desværre er hun en guide, der til tider kigger for meget på sine egne fødder.
Ducktails: The Flower Lane
På sit nyeste album udvider Matt Mondanile lydrepertoiret. Der er kommet flere instrumenter til, og denne forandring er til det gode såvel som det dårlige. Ducktails' særkende er delvist væk, men tilbage står langt mere helstøbte popmelodier.
Madrugada: s.t.
Hvordan siger man ordentligt farvel til en afdød ven og bandmedlem? Det er der vist ingen, der ved. Og Madrugada ved det sikkert heller ikke. Det kan man jo ikke, men de har tilsyneladende gjort deres bedste med deres sidste mørke plade, Madrugada.
Guitar: Dealin With Signal and Noise
Guitar har dedikeret sin musik til lyden af guitaren. Og det er faktisk, når bagmanden Michael Lueckner holder sin kurs ret i forhold til dette løfte, at hans musik er bedst. For hans kærlighed til engelsk shoegazer får ham ofte på uoriginale afveje, der trækker helhedsindtrykket ned.
Jasper TX: A Darkness
Det er virkeligt hørt mange gange før, det her, som Jasper TX laver. Alene med sin guitar spiller han langstrakte, melankolske melodier, der ledsages af uforståelige, dystre feltoptagelser og kradsende støj, der indimellem bryder guitarens melodi. Heldigvis er Jasper TX god til at gentage klichéen.
Ecstatic Sunshine: Freckle Wars
Ecstatic Sunshines debut, Freckle Wars, er enerverende "Dueling Banjos"-indie for to guitarer, men den er tilpas kuriøs og morsom i den lydligt overmættede halve time, pladen varer. Den bemærkelsesværdige vits er en asiatisk symbiose mellem blandt andre Paganini og Pete Townshend.
Owen: I Do Perceive
Owen, alias Mike Kinsella, viser, hvordan iørefaldende og smukke popsange om skrøbelige følelser, ensomhed og kærlighed skal skrives, så melankolien fremstår let og luftig uden at ende i det rene navlepilleri.