Zola Jesus rammer Lille Vega onsdag den 11. marts, og du kan ganske gratis tage en ven med derind – hvis du da vel at mærke bliver den heldige vinder af Undertoners konkurrence.
Tag - glitch
V/A: Lydkunstarkivet
Lydkunstarkivet giver et billede af det eksperimenterende lydkunstmiljø, hvor konkretmusik, støj og fieldrecordings trives i bedste velgående, og hvor det måske kan hjælpe på overblikket med en lille, figurativ - og særdeles farverig! - fremstilling. Take it away, boys.
Kanding/Bretschneider: Auxiliary Blue
Et møde mellem klassisk og elektronisk musik får det dansk-tyske samarbejde aldrig etableret til fulde. Kun momentvis viser de styrken af de to musikalske genrers møde.
Pixel: Mantle
Den danske producer excellerer fortsat i knitrende, gnistrende mikrobeats i konstant, kompleks forandring. Men samtidig er Jon Egeskovs fjerde album mørkt og knugende på en anderledes brutal måde end hidtil.
Jakob Bro/Thomas Knak: Bro/Knak
Suk. Håbløst forsinket anmeldelse af samarbejdet mellem den elektroniske minimalismes koryfæ, Thomas Knak, og superguitaristen Jakob Bro, der jo har fortjent så meget mere.
Rumpistol/Red Baron: Floating
Rumpistol markerer med dette tredje album sit til dato mest modne udtryk. Albummets melankolske og depressive stemninger holder de poppede melodier i ave, og det bliver hverken for trist eller for muntert.
Zola Jesus: Conatus
Dramatisk og en smule støjende pop er, hvad Zola Jesus' tredje album byder på.
Benjamin Finger: For You, Sleepsleeper
Benjamin Finger kværner glitch, shoegaze, ambient, dreampop og alt muligt andet gennem et lydkort og kalder det for et album.
Harmonious Bec: Her Strange Dreams
Hvad sker der, når to mystiske, japanske electrofreaks (ZaMaRoo og From Vapor to Water) slår pjalterne sammen og laver et album? Faktisk ikke så meget.
Kiloton: Language Lost
På sit debutalbum, Language Lost, arbejder Mads Weitling alias Kiloton med en eksperimenterende og ambient klingende afart af elektronisk musik, som vækker mindelser om især østrigske Fennesz.
Sylvain Chauveau: Singular Forms (Sometimes Repeated)
På Singular Forms (Sometimes Repeated) har Sylvain Chauveau skåret sine arrangementer ned til et uhyre sparsomt niveau. Det er et modigt eksperiment, men det fungerer eminent.
Masayoshi Fujita & Jan Jelinek: Bird, Lake, Objects
Tyske Jan Jelinek samarbejder med japanske Masayoshi Fujita om Bird, Lake, Objects, som kombinerer Fujitas organiske, stemningsprægede og atonale vibrafonklange med Jelineks digitale manipulation.
Oval udgiver ep; fugle spiller ond støjguitar
Der har været ret stille omkring tyske Markus Popp og hans banebrydende Oval-projekt i de seneste ni år. Godt nok var Popp i Sønderborg sidste år, men derudover er det eneste, vi har hørt til glitch-maestroen de fine singer/songwriter-dekonstruktioner på det selvbetitlede 2003-album fra So – en duo bestående af Popp og den japanske sangerinde Eriko Toyada. Men nu er der altså nyt fra Oval – eller i hvert fald ved vi nu, hvornår vi kan komme til at høre ny musik fra Popps lydlaboratorium. 15. juni udsender Thrill Jockey nemlig ep’en Oh, der altså er den første Oval-udgivelse siden Ovalcommers fra 2001. I den forløbne tid er der sket en hel del med Ovals lyd, varsler Thrill Jockey. Der er ifølge pressemeddelelsen tale om improvisationsmusik, der (muligvis) er spillet på rigtige instrumenter og i hvert fald bevæger sig i helt andre retninger end de tidligere udgivelser fra Popp. Det ville ikke være uhensigtsmæssigt, hvis vi kunne skrive lidt mere specifikt om, hvordan Oh lyder, og forklare, hvad det egentlig er for nybrud, ep’en byder på. Den kan vi bare ikke rigtig. Det står nemlig ikke klart ud fra pressematerialet – heller ikke selv om det i hvert fald skulle være sikkert, at Popp kun har benyttet en enkelt, gammel pc under arbejdet med numrene – og endnu er der ikke sluppet nogen smagsprøver ud fra den hele 15 numre lange ep. Snydes for lyd skal I dog ikke. Fuglene på Oh-coveret henviser til et værk skabt af den franske kunstner Céleste Boursier-Mougenot. Et værk, der kort sagt går ud på, at en flok zebrafinker spiller guitar. Særligt bemærkelsesværdig er den solo, en af finkerne spiller med en gren:
Det klassiske electronica-label Mille Plateaux genopstår
I gamle dage kunne de virkelig lave musik, bl.a. ved at tegne med sprittusch på en cd og bruge de digitale fejl som kilde, når cd-afspilleren forgæves forsøgte at aflæse den binære kode korrekt. Ikke som i dag hvor alt bare bliver lavet på computer. Et af de selskaber, der stod for den slags nytænkning var Mille Plateaux, der i 1993 begyndte at udgive plader med bl.a. Oval, Alec Empire, Kid 606, Gas o.lign. Især blev selskabet kendt for sine Clicks & Cuts-serier, der gav overblik over eksperimenterende electronica, som ellers kunne være et felt, der var svært overskueligt. Det var især glitch-genren, der fik eksponering gennem pladeselskabet. I 2004 lukkede selskabet, da deres ejere gik fallit, og siden er det forsøgt genoplivet engang i mellem uden seriøs opbakning. Men nu har en vis Marcus Gabler besluttet sig for at gøre noget ved sagen og lover på hjemmesiden, at der kommer ny hjemmeside, nye bands og endda også nye underselskaber. Desuden er der også lovning på en ny Clicks & Cuts-opsamling, der i så fald bliver den femte i serien. Snart er der mere musik at pudse designerbrillen til.
Fennesz, Rehberg og O’Rourke spiller i stereo
Så har de høje herrer i artsy fartsy-klubben holdt møde og blevet enige, om de burde udgive en plade. Artsy fartsy-klubben hedder Fenn O’Berg og udgøres af medlemmerne Jim O’Rourke (tidligere Gastr del Sol og Sonic Youth), Christian Fennesz og Peter Rehberg (Pita). Sidst klubben udsendte årsrapport, var i 2002 med albummet The Return of Fenn O’Berg, så det er da også på tide, at de terroriserer verden igen med deres eksperimenterende electronica. Ifølge Tiny Mix Tapes får vi derfor et helt nyt album på vinyl og cd den 2. marts med titlen In Stereo. Foruden sampling og digitale fiksfakserier vil de også anvende guitar, klaver, bas og percussion på det nye album, så de har virkelig arbejdet for lyden. Her er en trackliste, der helt bevidst ikke følger kronologisk orden: 01. Part III 02. Part IV 03. Part V 04. Part I 05. Part VII 06. Part VI 07. Part II * *Kun på vinyl-versionen.
Oval og Murcof til 6400 Sønderborg
Har man de fordomsfulde briller på, kan det godt se lidt underligt ud, når banebrydende udenlandske musikere på deres rejser rundt i verden omhyggeligt udvælger en jysk provinsby som det eneste sted, de besøger i Danmark. I disse måneder smadrer flere byer vest for Lillebælt imidlertid fordomsbrillerne. I lørdags lagde Herning Kongrescenter lokaler til genopstandne The Flaming Lips, og d. 28. november er det så Sønderborgs tur til at sætte sig selv på det musikalske landkort. Ved 20-tiden indtager tyske Markus Popp, bedre kendt under kunstnernavnet Oval, nemlig scenen på den jordnært navngivne Elektronisk festival. Arrangementet foregår på Alsion, der nogle timer tidligere også danner rammen om, at Markus Popp taler om sit forhold til musik og fortæller om sit softwareprogram, Ovalprocess (som man kan se lidt til her). Lyder dét lidt nørdet? Tja, engang lavede Popp sin musik ved hjælp af cd’er og sprittuschstreger, så… Også søndag d. 29. kan folk i postdistrikt 6400 se frem til et markant besøg. Her spiller mexicanske Fernando Corona, alias Murcof, nemlig. På sine første udgivelser dyrkede Murcof en skrabet og nærmest kammermusikalsk form for microhouse, men de senere år har han i højere grad kastet sig over et mere dronepræget udtryk, der til tider har bevæget sig i retning af eksperimenterende kompositionsmusik. Ud over at Sønderborg får besøg af de to iøjnefaldende herrer, spiller flere unge danske folk med lyst til eksperimenter. Se hele programmet hos festivalen.
Nudge: As Good As Gone
As Good As Gone er en svævende oplevelse beregnet på et andet sted, et stille og et roligt sted. Med ambient og glitch løfter Nudge dig ind i morgenstunden, hvor de første solstråler lige så stille er ved at bryde frem.
Murcof: The Versailles Sessions
Den mexicanske elektroniske kunstner Murcof bevæger sig væk fra fremtidens lyde og koncentrerer sig i stedet om det sene 1700-tal på sit seneste udspil, The Versailles Sessions. Det slipper han helskindet fra, men uden at efterlade sig dybe spor.
Erik Levander: Kondens
Det tog Erik Levander fire år at færdiggøre sit andet album. Det har været ventetiden værd. Svenskeren er bestemt ikke den første til at sætte akustiske klange sammen med prikkende glitch-programmeringer, men hans musik rummer en fornem følsomhed, som kun få af hans kollegaer har adgang til.
Differnet: Collapsing Universe
Den svenske kvartet er på sit tredje album mere tilgængelige end nogen sinde. Det betyder dog ikke, at deres dekonstruerede, ret følelseskolde synthpop kaster hit efter hit af sig. Derimod lyder musikken som et soundtrack til clubbing anno informationssamfundets sammenbrud.