The Duke Spirit frontfiguren, Liela Moss, søger svar på sin anden soloudgivelse, Who The Power. En stærk samling af synthpunkede poprocknumre, der tager dig med på en tur 'down memory lane' og samtidig stikker lidt til den moderne opfattelse af magt og ansvaret for selv samme.
Ugens fredagssingle stammer fra det københavnske band Amatør.
Danske Sara Lew bygger arabesker og drømmende konstruktioner op på et album, der veksler smukt mellem et æterisk svimlende og et mere skramlet rockende lydbillede
De evigt foranderlige mørkemænd forsøger at flyve og gå samtidigt. De forsøger sågar også at være catchy, men det lykkes ikke.
Spådommen lyder, at norske Hôy la for alvor kommer til at få vind i sejlene i 2019. I sidste uge udgav hun sin debut-EP, der udgør en fin samling af mørk, forførende triphop.
Den danske duo Vesper sætter fokus på kærligheden på deres nyeste EP Good Morning, som er velproduceret, men desværre stikker i lidt for mange retninger rent lydmæssigt.
Danske Veto har været stille i en årrække, men den tid er nu ovre. 16 Colors er et mørkt og relevant album, der buldrer frem med en holdning til den moderne livsstil, der præger store dele af verden. Den melankolske og til tider faretruende stemning, albummet præsenterer, opfordrer til selvrefleksion og overvejelser om egen livsførelse.
Postrock-giganten Mogwai buldrer djævelsk godt igennem på deres ottende studiealbum og formår igen at gøre det, de er bedst til. Rave Tapes er blød, hård, simpel og kompleks elektronisk rock i mestendels høj klasse.
Thom Yorke har høstet bandmedlemmer fra Red Hot Chili Peppers, Becks band og Forro in the Dark med det formål at høre Fela Kuti og drikke sig i hegnet. Ud af det er kommet Amok, der nærmere fungerer som en symbolsk arvtager til Yorkes solodebut fra 2006.
Veto har skåret ind til benet og fastholder ep'en som det format, deres forrige plade, Sinus, også udkom på. Bandet besidder den velkendte energi og deres karakteristiske tone, der bliver fastholdt gennem deres elektroniske rocklyd og via Abrahamsens levende vokal.
The Devil's Walk har ikke så meget djævelsk over sig. Hvis den havde haft det, havde der nok været mere af den kant, der mangler på Apparats seneste udspil.
Australien har fostret alt lige fra Nick Cave til The Avalanches. PVT selv er måske endnu ikke helt på samme niveau, men på Church with No Magic tager de afgjort et skridt i den rigtige retning.
