Less is more for PJ Harvey på hendes ottende album. Endnu en gang har hun lagt stilen om og valgt at vise en ny side af sin musikalske identitet. Denne gang er der ingen vrede guitardrøn, men derimod klaver, falset og spinkle kompositioner. Dystre temaer løber gennem numrene, og resultatet er helt fænomenalt.
Godt nok flirter Alex Puddu med tilværelsen som vampyr på coveret til sin tredje plade under eget navn. Men der er desværre ikke meget bid i Songs for the Sleepers, der på én gang er apatisk og teatralsk – og den kombination fører ikke noget godt med sig.
Der er skruet ned for tempoet og op for de mørke, dystre popmelodier på Testbild!'s tredje album. Og der er ikke mange numre, som ved de første gennemlytninger stikker frem og gør særligt væsen af sig. Men tag ikke fejl – albummets force ligger netop i at være ensartet uden at være baggrundsmusik.
Danske Demons Are Real giver med deres andet udspil, ep'en Hum Speed On/Off et alternativt bud på dansk rock anno 2006. Stilen er dyster, melankolsk og med inspiration fra 80'ernes mørke poprock som Joy Division og The Cure. Og stilen bliver fulgt helt til dørs. En helstøbt og anderledes ep.
Tungt, slæbende og mørkt udspil fra danske Monoton. Humørsygen forbliver uændret på denne anden plade, som på mange måder er en ny start efter forsanger Morten Havns alt for tidlige død i 2003. Med en ny sanger følger Monoton op på debuten.
'Still going strong' er et udtryk, man sagtens kan bruge om Ennio Morricone. På denne retrospektive kompilation sammensat af Mike Patton er det tydeligt, hvilken ener Morricone er som filmmusikkomponist. Med vægt på 60'erne og 70'erne er der masser af atonal musik, skæve melodier og rædselsskrig.
Seneste album fra den særegne amerikaner Phil Elverum har en ganske dækkende titel. Der er for langt størstedelen af numrenes vedkommende ikke skyggen af lys eller lygte. Elverum er mindre støjende, end han plejer, og det giver musikken et mere afdæmpet og dystert udtryk.
Michael Gira, den tidligere primus motor i Swans, er blevet akustisk på sit nye album. Ikke ligefrem nogen klog beslutning, da albummet med undtagelse af få højdepunkter ikke er i stand til meget mere end at kede lytteren til døde.
Med specielle kontaktmikrofoner har danskeren Jacob Kirkegaard optaget Jordens lyde fra den islandske undergrund. Det er der kommet et støjende og detaljerigt album ud af, der gør sig bedst ved høj lydstyrke.
Den seneste udgivelse fra Wäldchengarten udkommer passende på det amerikanske selskab Desolation House. Fra denne bastion af elektronisk mørke suger de danske noise-skulptører igen al opmærksomhed til deres dystopiske malstrøm og lytteren længere bort til uvisse tilstande.
Den amerikanske singer/songwriter Damien Jurado leverer med sit nyeste fuldlængdeudspil On My Way to Absence en dyster, men også smuk plade, der vokser betydeligt efter en del gennemlytninger.
Det har taget de to brødre i Bitstream 10 år at færdiggøre deres debutalbum, og den dystre og tunge techno-electro præges da også af mange års lag på lag. Og det er faktisk en af svaghederne på Domestic Economy 7 – der er ofte for mange elementer for ørerne og for få pauser.
The Cure vender atter tilbage med et mere hårdtslående og dystert album, end man har hørt fra dem i mange år. Pladen er stærk, men mangler det sidste i sangskrivningen.
16 Horsepowers forsanger, David Eugene Edwards, lyder som han plejer på sit debut-soloalbum – og tak for det! Woven Hand er en fængslende og helstøbt plade.
Denne amerikanske gruppe gør et interessant forsøg på at give nogle nye vinkler til rockmusikkens mere dystre ende. Men trods nogle gode sange formår musikken ikke for alvor at åbne sig op for lytteren.
The Risktaker fra København bevæger sig i det musikalske mørke, hvor der er plads til de stille sange i et dystert univers.
Aldeles anbefalelsesværdig støjrock med højt til loftet.
