På ambitiøs og sprudlende vis stikker Orphans med sine 54 sange i mange retninger, men den hænger godt sammen, bl.a. i kraft af tematiske opdelinger. Opsamlingen er meget mere end summen af sine dele, og den er samtidig er smukt og ærligt portræt af en musikalsk legende.
Efter at have slået igennem i den brede offentlighed med It's Raceday... and Your Pussy Is GUT!!! er PowerSolo efter intensiv turnévirksomhed klar med opfølgeren, der ligesom forgængeren placerer sig i den muntre overhalingsbane.
Amerikanske Quasi spiller en underlig form for røvballe-lofi på deres seneste udspil. Musikken er skramlende kaotisk, bluesinspireret og lettere deprimerende, og det gør det svært ikke at blive svimmel, når man lytter til pladen. På trods af dette formår amerikanerne at levere et af deres hidtil bedste albums.
Læn dig tilbage, indtag en komfortabel position, lad høretelefonerne omslutte en udmattet hjerne, og lad musikken massere den blidt med tonerne fra en underspillet, dragende og forførende plade. Dette er musikterapi på højniveau.
Pieta Browns nye plade er ikke dårlig. Men hendes roots-sange lyder bare som noget, man har hørt mange gange før, og Pieta Brown overtrumfer desværre ikke originalerne. De små spartanske guitarsange er både melodiske og iørefaldende, men også lidt kedelige i længden.
Tungt, slæbende og mørkt udspil fra danske Monoton. Humørsygen forbliver uændret på denne anden plade, som på mange måder er en ny start efter forsanger Morten Havns alt for tidlige død i 2003. Med en ny sanger følger Monoton op på debuten.
Devendra Banhart har inviteret en flok musikalske legekammerater med på sin nye plade. Resultatet er et mere psykedelisk rocket album i forhold til de nedtonede, simple blues-numre på de foregående albums. Men det er Banhart ikke blevet mindre sær af.
BRMC er det andet store retro-rockband, der foretager et radikalt stilskifte i år. Når det første chok har lagt sig, er det bestemt ikke så slemt som det seneste White Stripes-album, men der er stadig et langt stykke op til fordums styrke.
Den musikalske afstand mellem Songs: Ohia og Magnolia Electric Co. er ikke længere end afstanden mellem Mark Kozeleks Sun Kil Moon og Red House Painters. Jason Molinas nye klon viderefører ganske glimrende den folk-blues, han begravede med Songs: Ohia – og det er stadig godt!
MC Hansen Band er noget så sjældent som et dansk country-blues-band, der rent faktisk holder, også selv om man er under 50. Med Bogrough Junction har bandet lavet en solid plade, der dog lige mangler den smukhed, som country-artister andre steder i verden præsterer.
Jason Molinas seneste projekt tilbyder en 72 minutters liveoptagelse fra Belgien, der minder mere om Neil Young end Songs: Ohia. Sangene om kærlighed, de åben vidder og små byer er rockede og langt tungere end tidligere Molina-udgivelser, men det er stadigvæk den rastløse melankoli, der driver værket.
Soul Jazz Records udgiver den ene solide compilation efter den anden. Sideløbende med selskabets uendelige historie om Jamaicas musikscene og udforskningen af disco- og no wave-scenen i New York søger selskabet tilbage til populærmusikkens rødder: den afro-amerikanske musiktradition.
Bare en tur op til toppen af bakken. Så tilsyneladende uskyldigt begynder Tom Waits’ nye album Real Gone. Men før du ved af det, er du hevet med ind i en sælsomme verden, som ud over at være dybt fascinerende er helt og aldeles tidløs. Det er skramlet, det er forvrænget, og det er fremragende.
På sit debutalbum under eget navn viser Mike Fellows sit rare singer/songwriter-ansigt. And that’s it...
De begyndte med at øve i deres lokale musikforretning, hvis lokaler de fik lov at låne om aftenen. Det har indtil videre resulteret i tre plader, den seneste hos Sub Pop, med spacerockens mange musikalske lag som udgangspunkt.
Interessant og fængende, men til tider også ujævnt og kedeligt tredje udspil fra The It-Kid af klassisk roots.
Marianne F., Tom W. og slambert-country.
Myten om Kong Heron siges at have ført romerne til sejr over englænderne. Nu har myten ført til et nyt Califone-album.
Der er masser af mislykkede stileksperimenter på denne ucharmerende og træge solodebut fra Phish-bassisten.
The Go genopdager de tidlige halvfjerdseres glam og hård rock og leverer en god omgang elektrisk rock, der giver én lyst til at finde luftguitaren frem igen.
