Nye Rødder byder på koncertoplevelser med musik, der har rødder i country, blues, americana og alternativ folk, og jeg tog denne fredag muligheden for at opleve det småhypede indiefolkband The Rumour Said Fire og Múm-alfen Ólöf Arnalds.
Tag - blues
Baby Woodrose + Radio Saigon, 06.11.09, Loppen, København
Efter en cirkulerende turné gennem Danmark, hvor løjerne blev sparket i gang på Lille Vega vendte Baby Woodrose tilbage til København og stod for et uforligneligt brag, der lover godt for de kommende koncerter i blandt andet Grækenland, Norge og Spanien.
The Dead Weather, 05.11.09, Store Vega, København
Trods skønhedspletter var Dead Weathers rock’n’roll uimodståelig, og ligeså var den momentane vildskab, der blev skabt i blandingen af sitrende seksualitet og faretruende femme fatale.
Undertoners september
September er smuttet ud af hænderne på os som en regnvåd træstub. Vi kigger tilbage på nogle af højdepunkterne.
The Drones spiller Vega op
Hvis man er til langsom, indædt bluespunk, så må man ikke snyde sig selv for australske The Drones, der spiller på Lille Vega på lørdag den 3. oktober. Sidste år udgav de det fremragende Havilah-album, og deres første album med den episke titel Wait Long by the River and the Bodies of Your Enemis Will Float by bliver allerede regnet for så meget for en klassiker, at de har spillet det i sin fulde længde til de så populære “Don’t Look Back”-koncerter. Det burde være noget for alle, der er til Nick Cave, men vel at mærke hans gamle band The Birthday Party, der i deres hænder er på valium. Især Gareth Liddiards grødede stemme er værd at lytte til. Desuden får bandet opvarmning af lokale The City Kill, der lige har udgivet deres selvbetitlede album på Red Tape. Og det giver ganske god mening, da der er en oversøisk forbindelse via Matthew Moller, der sjovt nok er australier. Så hvis man er til konfronterende Aussie-rock, er Lille Vega stedet at være på lørdag.
The Village Idiot: Prima Materia
Det er ikke sjovt at være fra Helsingør. Det beviser The Village Idiot, der synger sange om de mørke sider af livet. Selvom ørkenen befinder sig i USA, stammer følelsen af tomhed og ensomhed på Prima Materia direkte fra Kronborg og omegn.
Blitzen Trapper: Black River Killer EP
Amerikanske Blitzen Trapper giver en fornem fremvisning i moderne folkrock.
The Dodos – begrænsningens muligheder
På en varm sommerdag i stegende hede mødte Kim Elgaard Andersen de to herrer, der startede The Dodos, til en samtale om bandets udvikling, udvidelse og deres endeligt.
The Dodos: Time to Die
The Dodos serverer på deres nye album en simpel ret, der er sparsomt smagt til, men til trods for en fortrinsvis god smag, bliver den lidt ensformig i længden.
Califone er begravelsessangere
Så går Califone til filmen. Forsanger Tim Rutili har nemlig lavet en film, der hedder All My Friends Are Funeral Singers, som handler om en spåkone, der bor i et hus med spøgelser ifølge Stereogum. Det er meningen, at filmen skal deltage i nogle filmfestivaller i starten af 2010. Lydsporet bliver naturligt nok lavet af Califone, og planen er, at bandet på sin kommende tour, vil spille til filmen live. Indtil videre er der dog ikke planer om, at det show kommer til Danmark. Men til gengæld udkommer albummet 5. oktober, og nu kan man allerede høre titelsangen, som lyder som typisk Califone. Det vil sige godt. Califone: “Funeral Singers” [audio:]
Joe Henry: Blood From Stars
Ny og gammel musik mødes på Joe Henrys støvede Blood from Stars, der afsøger americana, blues og jazz.
Moby: Wait for Me
Musikkens svar på Marco Pantani har udgivet sin bedste plade i et godt stykke tid, men der er stadig et pænt stykke op til Play. De nye kompositioner kan klart anbefales til en let gang sommer-chillout, men søger man nye tiltag, bliver man skuffet.
Clutch: Strange Cousins from the West
Har du gået i gymnasiet i 1990'erne? Har du haft en skovmandskjorte? Er du vild med rock, metal og blues? Så lyt til denne plade fra Clutch, der vil bringe dig tilbage til en svunden tid. Alle andre bør tage deres forbehold...
Dirty Projectors: Bitte Orca
Der er pandeudvidelser at score på Dirty Projectors' nye album, der let, elegant og særdeles skabet trawler musikhistorien, fra moderne kompositionsmusik til vestafrikansk folk, og former åndedrætsbedøvende artrock.
Lay Low: Farewell Good Night’s Sleep
Sydstaterne i 50’ernes USA; en gruppe mænd med guitarer, en kvinde med rød læbestift og krøller, alle med cowboystøvler og -hatte, der nikker let i takt til kvindens sang. At country heldigvis kan være meget andet og mere end dette, beviser Lay Low.
The Dodos udkommer med ny plade
Roskilde-aktuelle The Dodos kommer til festivalen med kufferten fyldt med nye sange. Ifølge Prefix Magazine har de nemlig været i studiet med Phil Ek (Built to Spill, The Shins) for at indspille opfølgeren til Visitor. Den får den muntre titel Time to Die og bliver udgivet på Frenchkiss Records den 15. september. Ifølge bandet selv har de formået at udvide deres lyd uden at proppe den med et stort orkester, så de holder fast i deres simple, melodiske lyd. Bl.a. har de hyret en vibrafonist, der ifølge guitarist Meric Long er en bedre musiker end ham og trommeslageren til sammen. Dét siger en del, skulle jeg hilse og sige, men det kan man jo konstantere ved selvsyn, når de spiller på årets Roskilde Festival.
Super Furry Animals: Dark Days/Light Years
Super Furry Animals er som altid et broget bekendtskab, der ynder at hugge med arme og ben fra alverdens inspirationskilder. Selvom den røde tråd mangler, er Dark Days/Light Years et legesygt og fængende album.
Gomez: A New Tide
Den gammeltestamentlige symbolik er tydelig både på cover og titel til sjette album fra Gomez. De formår ikke ligefrem at flytte nogen bjerge, men A New Tide er alligevel et ganske fint og holdbart album.
Niepoort: Serpentine
Niepoorts debutplade, Serpentine, er som en endnu ikke flyveklar fugleunge, der takket være enkelte varme, opadgående luftstrømme ikke bliver kvast fuldstændigt i kollisionen med jorden, men daler stille og bliver sikret en konsekvensfri, men hård landing.
Bob Dylan: Together Through Life
Efter tre klasseplader i rap forsøger Bob Dylan sig nu med en mere umiddelbar og intuitiv tilgang til indspilning og sangskrivning. Det har resulteret i Together Through Life, der næsten har visket "Bob Dylan" ud til fordel for en relativt intetsigende bluesformel.