Meget har vi udloddet i tidens løb, men beskidte lagener alligevel? Ikke desto mindre er det, hvad vi kan tilbyde dig i form af Thee Attacks nye album, Dirty Sheets, som vi gavmildt supplerer med koncertbilletter for to til en valgfri dansk koncert. Klik ind og deltag i konkurrencen.
Freddy and the Phantoms har ikke i sinde at genopfinde hjulet med album nummer to. Til gengæld er deres 60'er-inspirerede countryrock rigtig catchy, selvom der stadig mangler lidt hist og her, før det kommer helt op at ringe.
Efter i en årrække at have været forsanger i rock'n'roll-bandet Wrong Side of Vegas har Morten Christensen kastet sig ud i et mere eftertænksomt soloprojekt, og det slipper han ærligt talt ikke særligt godt fra.
Amadou og Mariam skabte en fest på Orange, men det var kun de første 30 meter, der var inviteret med.
Dr. John var et godt søndagsmatch, da han spillede på Arena for de tømmermændsramte og de piberygende over 60.
Cold Specks kunne overdøve hele Dyrskuepladsen med sin drøm af en stemme og formåede at løfte sit i forvejen stærke materiale til nye højder.
Garagerockmastodonten Jack White var i fin form til fredagens koncert. Akkompagneret af en række rocknymfer guidede han publikum - om end noget rutinepræget - gennem sit fantastiske repetoire.
Hiphoppens oversete diamanter fra 2011 er nu samlet på en lækker opsamling, der leder tankerne på den anden side af Atlanten og i retningen af gamle Cadillacs og r'n'b-præget rap.
Father John Misty er en entertainer af den gamle skole. Der var intet, der var helligt, da faderen prædikede over sin folkrock-guitar. Til gengæld var det veloplagt, underholdende og lige på grænsen til det selvfede.
En ny måned er begyndt, og det betyder nye koncerter. Læs Undertoners anbefalinger til første del af juni lige her.
Uanset hvilket projekt Jack White har gang i, har han for vane at skrive usædvanlig gode sange på usædvanlig gode plader, og Blunderbuss er bestemt ingen undtagelse.
Hvilke koncerter har du skrevet ind i kalenderen til resten af måneden? Se Undertoner over skulderen og læs om vores favoritter her.
Mark Lanegan bryder næsten otte års albumstilhed med en plade, der har enkelte melodiske højdepunkter, men desværre også er karakteriseret ved gammelmands-fade vokalpræstationer og en tam produktion.
Det er et underligt fænomen, når nulevende kunstneres udtryk gøres til et adjektiv i sig selv, men det er alligevel tilfældet med den lynchanske Lynch. Havde det været enhver anden kunstner, som blev beskrevet som lynchansk, ville det være et adelsmærke, men når det gives til manden selv, får det en vis reaktionær klang. Det eneste mere underlige er albummet selv.
The Black Keys' syvende album følger flot op på stilen og atmosfæren fra Brothers og er samtidig glimrende stemningsmusik til køreturen i Caminoen på de amerikanske landeveje.
'Devotion' betyder hengivenhed. Titlen på engelske Liz Greens debutalbum siger det hele. Green har hengivet sig totalt til en æstetik, som findes 70-80 år tilbage i tiden. Spørgsmålet er, om vi lader os rive med på hendes rejse eller føler os snydt af et inautentisk plagiat.
Endnu en gang viser Tom Waits sig som en af de få, der kan fremstille et album, der både er skramlet og smukt og netop derfor bliver enormt nærværende.
Samarbejdet mellem Reid Paley og Black Francis lyder umidelbart som et lovende af slagsen. Men pladen er skrevet på tre dage, indspillet på to og fremstår til tider som et ret uambitiøst projekt.
Fra start til slut er ep’en Displacement Song en fuldendt lille perle og en påmindelse om fortidens glemte skatte.
Tinariwen beviser med bandets femte studiealbum, at deres musik helst er forbeholdt dem selv, og at diverse gæsteoptrædener ødelægger ørkenrocken, mere end de gavner.
