Den danske artrock-trio Slim0 er lige så eklektisk som altid, men nu med en mere velovervejet tilgang på en alt andet end almindelig rockplade, der driver dig mod undergangen. På trods af den markante instrumentering, er det de stærke stemmer der kræver din opmærksomhed.
English Teacher er klart bedst, når de holder sig væk fra postpunk-klichéerne og i stedet dyrker deres følsomme artrockballader.
Ligesom det rygtede uvejr aldrig for alvor rystede Dyrskuepladsen, lod PJ Harvey vente på sig. Hun er utvivlsomt en dygtig iscenesætter og komponist, men fællesskabsfølelsen var for det meste afløst af krævende ekskurser.
Anden dag på Sorte Firkant Musikfestival havde nok en gang en bred spændvidde, både når det kom genrer, intensitet og levering. Vi så koncerter med lo-fi-sangskriveren Jacob Faurholt, artrock-duoen Hackedepicciotto og ikke mindst kværnende industrial fra Trepaneringsritualen.
The Smile går med Wall of Eyes fra at være et spontant sideprojekt til at være et seriøst rockband, der spiller med en vild musikalske spændvidde uden at give afkald på det dybfølte.
Man må have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne. Sådan tænker vi måske om avantgardistiske talenter som First Flush – at eksperimenterne baner vejen for mesterværket. Men det nye album Årene bør få os til at overveje, om ikke det geniale faktisk var deres kaos.
På Lifespan spiller Slim0 med stor indsats. Det lykkedes dem ikke konsekvent at mikse de yderliggående formeksperimenter med noget æstetisk gangbart, men der er så afgjort noget at komme efter.
På Traumecenteret yder Bisse hjertemassage på døden selv og tilbyder nænsom, aktiv dødshjælp til frygten og traumerne, som vi alle lider af. Omfanget og temaerne kan godt være en temmelig intens omgang, men hvis man kan tage det ind, er højdepunkterne det hele værd.
Spellling genbesøger sig bagkatalog og formår momentvis at skabe succesfulde sammensmeltninger mellem fortid og fremtid.
Mila Miljovic, der er et velkendt navn i den københavnske undergrundsmusikscene, har dyppet tæerne i alt fra punk til jazz, og de mange forskellige genrer, hun mestrer, bliver alle sammen fremvist på hendes seneste album Still Life.
Med et bagkatalog af kraftfulde sange formåede dansk-færøske Brimheim momentvis at skabe flotte øjeblikke og plads til sårbarhed grimme følelser. Det følelsesmæssige rum var dog ofte under pres fra guitarstøjen.
Der var ingen slinger i fløjlsvalsen, da Built to Spill behændigt blandede årgangsindie med nyere materiale og velvalgte fortolkninger. På trods af en mudret vokal og spredt snakken var det en glimrende rockkoncert.
Debutpladen fra Kogekunsts Oskar Krusell er velsmurt, sympatisk navlepilleri. Skrøbelighed og hovmod mødes i hans krøllede, dansksprogede tekster over et vindblæst singer-songwriter-univers, der er bedst, når det ikke er alt for stillesiddende.
The Worm placerer lytteren i et dystopisk univers af musikalsk overdrivelse og storslåethed. At lytte til albummet føles som at sidde på forreste række til en teaterforestilling og blive blæst bagover af en flok post art-rock fyre, der prøver lidt for hårdt at være alt andet end det, de er.
Tiden lyver er en meget opfindsom og idérig første plade fra københavnske Music By Idiots. Her finder man både støjende guitarer, klagende lydflader og tekster skrevet fra en voksen mands perspektiv. Men man finder også en vis ujævnhed.
Behøver man overhovedet excellere i komplekse sangstrukturer, når to akkorder kan fungere lige så effektivt? For The Cool Greenhouse synes svaret at være ligetil, selvom briternes københavnske debut alligevel kæmpede en smule med at appellere til eventuelt uindviede.
Det var så det. 2021 er (mestendels) ovre, og skal man kigge tilbage på det forgangne kalenderår i musikbranchen, har det været en historie om kollektivt at genfinde sig selv og hinanden.
Parquet Courts har skiftet ham igen og laver ikke længere blot rockmusik, du kan danse til, men dansemusik, du kan rocke til.
Spooky video og minimalistisk rockmusik - komplet med guitarsolo og klassiske vrid på strengene - er virkemidlerne på den nye rocker fra veteranerne i amerikanske Spoon; perfekt at gå på weekend til.
Med St. Vincents fodaftryk plantet solidt midt i albummet skifter australske Julia Stone kurs på sit nye, tredje soloalbum. Det er artpop, storbycruise og rastløs, hektisk kærlighedsrørelse der er på spil. Var der tyndet lidt ud i numrene, havde der været tale om en sand joyride; som det er nu, er der for meget kedeligt fyldstof på albummet.
