Less Win har bestået i henved ti år, og selvom andre bands af samme alder har været mere produktive, så har Less Win i mange år været en uomgængelig del af den danske post-punk scene. Med deres nye plade skriver de sig ikke ud af den scene, men udfordrer både den og deres eget udtryk.
Københavnske Josiah Konder trækker veksler på nogle af de store kunstnere, der trådte vejen før dem, men gør det med en overlegenhed, der lover godt for fremtiden.
Efter to års ventetid er den danske duo Jærv aktuelle med debutalbummet Kriger, der demonstrerer et talent for at skabe stemninger, men kæmper lidt med at finde retning.
Interpol er tilbage, og de lyder næsten som sig selv. Det er der kommet en fortrinsvis up-tempo plade ud af, der i sin iver efter at køre derudad desværre ender med at blive noget fragmenteret og en lille smule ensformig.
Gorillaz var i færd med at levere en behagelig og inkluderende lukningsfest, da ulykken indtraf. Istedet måtte publikum gå derfra med en ærgerlig smag i munden.
Hope Downs, fra Melbournekvintetten Rolling Blackouts Coastal Fever, er på gaden. Det er indierock med højt til loftet og masser af guitar, på et debutalbum der indfrier de høje forventninger til bandet.
Popæstetikkerne presser sig på, men St. Vincent er her endnu. Den eklektiske texaner spænder vidt, men gør det unægteligt godt på sit femte studiealbum.
Den unge britiske sangskriver Marika Hackman er klar med sit andet fuldlængdealbum. Her har hun med stor succes brudt med bagkataloget og ladet sin musik tage en mere poppet og energifyldt drejning.
Romantisk pop-plade fra The Blue Van-forsangeren fører traditionen fra The Walker Brothers og The Last Shadow Puppets videre. Det lyder godt, men formår ikke for alvor at komme ind under huden i sin sukkersødme.
Radiohead har begået et smerteligt smukt niende album, der forener næsten stillestående og progressive udtryk i et organisk hele. Ved nærmere gennemlytning når en række af numrene højder, der understreger Radioheads stadige kvaliteter.
Poliça har efter tre års pause, en fødsel og en masse politisk vrede udgivet deres album nummer tre. En plade der ifølge bandet selv er navngivet efter hjembyen, Minneapolis ofte graffitimalede facader med det påtrykte opråb: United Crushers. Pladen er skrevet i frustration mod USA's ulighed og udvikling. En demonstration af et tungt lyrisk univers, der ikke desto mindre indeholder mange iørefaldende popmelodier.
I modsætning til opvarmningsbandet Maskinvåd fik Mellemblond desværre ikke rigtig luft under vingerne lørdag aften på Radar, og trods det velspillende bands gode materiale endte aftenen med at være forglemmelig.
Paradisets Børn er David Vejen Blomqvists første udspil under eget navn. Et perfekt timet møde mellem Blomqvist og Eik Skaløes poesi og dagbøger, hvor resultatet ikke blot er en videredigtning, men også en musikalsk fortolkning af Skaløes univers. Og det er hele vejen igennem betagende og vellykket.
På mindre end et årti har Segall allerede udgivet otte album plus det løse - inklusive nogle kunstneriske selvmål, som den selvbetitlede debut fra 2008 og den fritflydende psychrockmelankoliker Sleeper. Og nu skal dommen så fældes over Manipulator.
De dansksprogede bands Mouritz/Hørslev og Mellemblond gav en inspirerende dobbeltkoncert med varme og god stemning. Valget stod mellem at være Allermindst dig selv og Lysvågen - de to bands gav lyst til at vælge det hele.
I en ikke så fjern fremtid kan du blive den heldige vinder af 4 Guys From The Futures nye vinyl og muligheden for at høre dem live på Loppen til december. Alt du skal gøre er at gribe chancen nu og gætte løs i denne konkurrence.
Mellemblond har med stor integritet begået et album, der byder på fornyelse, samtidig med at den høje standard fastholdes. Lysvågen er nem at gå til og svær at få nok af.
Amerikanske Matthew E. Whites debutalbum viser stor musikalsk stilbevidsthed med en form for retrospektiv folkgospel, der emmer af positivitet og livskærlighed. Men selv om flere aspekter umiddelbart bærer hen mod noget nyt og originalt, kan det diskuteres, om den mængde genanvendelse, som musikken trods alt består af, kan retfærdiggøres.
Det tidligere Dial Zero-medlem Christian Hansen debuterer under navnet 209. Fused & Confused er en fin lille debutplade.
Turning Tables er et band, hvis lyd let kan karakteriseres som indiepop. Men så enkelt kan man ikke sætte det op. For Turning Tables låner gerne folkens intimitet og poppens fængende omkvæd. Sine steder kan man se potentialet til mere, men ellers virker debuten noget flad og uinteressant.
