I anledning af Undertoners 20-årsjubilæum på Roskilde Festival mødes tidligere og nuværende skribenter og redaktører på tværs af Undertoner-generationerne og (gen)besøger deres mest mindeværdige Roskilde-koncerter. I første del starter vi i et helt andet årtusinde og bevæger os langsomt fremad gennem mudder, teenageforelskelser og et hav af affaldsposer.
Improvisationer for to saxofoner, en guitar og en anselig chillfaktor var på plakaten fredag aften i Alices baggård. Det var solidt i de passager, hvor sidstnævnte ikke lige havde et solostykke.
Hot Chip havde kun én time til at holde elektropopfest, og deres entusiasme omkring at få maksimalt udbytte af tiden var charmerende og smittende. Man kunne godt have undt dem en halv time mere, så pulsen glimtvis var kommet under 120.
Shoegazer er ikke en let disciplin at imponere med lørdag middag på en festival. Hatchies sange var kommet mere til deres ret, hvis bandet havde fokuseret på numrenes popdyder frem for deres introverte side.
Elbow slog fast, at de er de dejligste blokes nord for Themsen, og at det er en smal sag at få en hel markfuld mennesker til at synge med på musik, som de ikke kender i forvejen.
Det er åbenbart legende let at køre et band. Tre kvarters lummer tapetmusik, en gamerstol og lidt whisky - det er cirka opskriften på at bjergtage et tilfældigt festivalpublikum.
Solanges koncert var en betagende, elegant og sømløs sammensmeltning af materialet fra de to seneste albums. Men måske kunne man have ønsket lidt mere personlighed fra en kvinde med så meget på hjerte?
Grant og band viste sig fra deres mest udadvendte side med humoristisk overskud og lifligt lokkende electropop. I så godt selskab var det tilgiveligt, at setlisten måske ikke sad helt i skabet.
Fra vintage-mellotron til toiletbørster: Nils Frahm gik onsdag aften all-in på at demonstrere bredden af sin lyd.
Lows seneste album er mere skurrende og dissonant end nogensinde. Og Lows seneste koncert? Not quite. Musikken på Voxhall var smuk, langsommelig og selvfølgelig lige i skabet.
Hvor tight kan slasket ungdomsrock leveres? Rimelig hulens tight, demonstrerede amerikanske Car Seat Headrest, der med suveræne melodier og selvsikre pluk fra rockhistorien ikke lod vores boppende hoveder få et øjebliks fred.
Portland-bandets bedste sange strålede om kap med regnbuen over Refshaleøen. Desværre mødte det mere tætte og svært tilgængelige materiale sin overmand i et lidt for mudret lydbillede.
Liima er bedst, når de holder legestue med percussion og elektroniske samples. Det understregede anden halvdel af bandets sæt, som var en strålende indgang til lørdag aften.
Arcade Fire var tilbage på dansk jord uden at have udgivet nyt materiale eller pillet videre ved setlisten siden sidste års Roskilde-koncert. Var det forudsigeligt? Måske. Var det kedeligt? Alt andet.
Lewis & band leverede velarrangeret countrypop fra et sirligt pastelfarvet setup på scenen. Det var både gennemført og iørefaldende, men savnede måske lige en snert af personlighed.
Undertoners udsendte festivalhold er klar med en opsummering af, hvad der også blev lyttet til på årets Roskilde Festival. Denne rummer udvalgte koncerter fra fredag og lørdag.
Electronica-musikeren imponerede både med sin techno og sine iørefaldende synth-eksperimenter – selv om en lidt større andel af sidstnævnte måske var at ønske på sætlisten.
Lost Girls' spage, avantgardistiske syntheksperimenter havde desværre ikke en chance mod overmagten i publikums knevren og en vanvittig varme på den lukkede scene.
Dead Cross har funny bones, og på Avalon er supergruppen da også underholdende, bidsk og skarp størstedelen af tiden. Et kortere, mere intenst no nonsense-sæt havde dog været at foretrække.
Boris & Merzbow viste sig at være Boris. Selv om Merzbow var med på scenen, fik hans noise aldrig en plads i lydbilledet. Desværre resulterede det i en noget anonym koncert.
