Chris er indfølte og mystiske popsange med tikkende high-hat og sikkert roadtrip-venlige melodier. De mere ordinære sange bider sig aldrig helt fast, men det gør hittet ”Girlfriend” til gengæld, der genintroducerer og cementerer franske Héloïse Letissiers alterego Chrissss fra Christine and the Queens.
Der er intet nyt over U.S. Girls politiske agenda – men aldrig før har Meghan Remys lyrik været så tidssvarende som nu. In a Poem Unlimited er protestsange, man har lyst til at skrue op for og råbe med på.
Med rødglødende øjne og sortmalet ansigt er Fever Ray tilbage med en influenza-lignende cocktail af manisk synth og udfarende lyrik.
Benal leverer efter gentagne tilløb deres debutplade, Nu, der både eksperimenterer og beriger den danske hiphopscene. Det sker med et bredt hold af gæsteoptrædener i ryggen, hvilket gør albummet overraskende og varieret, men også langt fra helstøbt.
Poliça har efter tre års pause, en fødsel og en masse politisk vrede udgivet deres album nummer tre. En plade der ifølge bandet selv er navngivet efter hjembyen, Minneapolis ofte graffitimalede facader med det påtrykte opråb: United Crushers. Pladen er skrevet i frustration mod USA's ulighed og udvikling. En demonstration af et tungt lyrisk univers, der ikke desto mindre indeholder mange iørefaldende popmelodier.
Beach Houses andet album på et år kommer irriterende tæt på den foregående Depression Cherry, og det er svært ikke at falde over lighederne i den musikalske opbygning. Men det er nu stadig en fornøjelse at lytte til Thank Your Lucky Stars, der samlet set er mere mørk og samfundskritisk end tidligere set hos Baltimore-duoen.
Charms and Bells er en fin debutplade fra den fynske elektro-duo STÅL, der byder på enkle og feminine sange. Pladen rummer et stort potentiale, som desværre aldrig bliver forløst i andet end en let skinger kærlighedshistorie.
Wangels dystre og personlige synthpop indhyllede et udsolgt Lille Vega. Det blev en aften med gensidig begejstring mellem Peter Wangel og det velvillige lørdagspublikum.
Der er ikke sket den store ommøblering af Beach Houses magiske drømmeunivers. Men hvad gør det, når den velkendte lyd aldrig før har været så raffineret og delikat som på Depression Cherry? At lytte til dette album er som at se et fyrværkeri i slowmotion. En oplevelse der aldrig bliver anstrengende eller søvnig, men som tager dig med til en hypnotisk drøm af vellyd.
Det er genkendelsen og overdrivelsen af hiphoppens mandsdominerede og unuancerede tekstunivers, der gør Xtra Naans album til noget særligt og sjovt. Og selvom trioen er et hobbyprojekt, rummer det tilpas meget musikalsk overskud til, at albummet i dets helhed er lækkert at lytte til.
