Det er valentinsdag, og i den anledning genbesøger Undertoner sitets mest læste artikel igennem tiden og vender konceptet på hovedet. For tyve år siden præsenterede vi 10 soundtracks til din ulykkelige kærlighed; i dag præsenterer vi 10 soundtracks til din lykkelige kærlighed.
I anledning af Undertoners 20-årsjubilæum på Roskilde Festival mødes tidligere og nuværende skribenter og redaktører på tværs af Undertoner-generationerne og (gen)besøger deres mest mindeværdige Roskilde-koncerter. I første del starter vi i et helt andet årtusinde og bevæger os langsomt fremad gennem mudder, teenageforelskelser og et hav af affaldsposer.
Det engelske band Clearlake skuffer med deres tredje udspil Amber, der kun er tæt på at nå noget, der lyder virkelig medrivende. Til tider er det faktisk halvkedeligt, og det virker næsten, som om bandet ikke rigtig har gjort sig umage.
Begrebet ‘amerikansk radiorock’ dækker over genrer som power-pop, roots-rock og americana. Det er på godt og ondt små-romantisk klichefyldt guitarrock – den slags, der havde sin storhedstid i 90’erne. Det er lidt en sygdom at elske det. (28.11.05)En mand kommer op til lægen og siger: “Jeg kan li’ amerikansk radiorock”. Ha-ha-ha-ha, sikke en joke. Hvem i alverden vil indrømme, at de kan lide halvakustiske, halvrockende og til tider halvklynkende sangklichéer pakket ind i uskadelige melodier? (Undertegnede Undertoner-skribent rækker forsigtigt hånden i vejret). Det vil jeg sgu gerne. Lige siden jeg var en halvkikset teenager, har jeg nemlig været en sucker for den slags musik. Jo-jo, siden dengang er musiksmagen da blevet noget bredere, bedre og mindre ligetil. Men ikke desto mindre kan den simple, flade og små-romantiske guitarrock stadig ramme i hjertekulen, også selv om det kyniske overblik sorterer mere fra end dengang. “Jeg har lige været inde og slå op i et musikleksikon, og der stod altså ikke noget om en genre, der hedder amerikansk radiorock,” siger lægen. – Ok, måske er det på sin plads at slå fast, at flere forskellige genrer bliver samlet under fællesbetegnelsen ‘amerikansk radiorock’. Power-pop, roots-rock og americana er begreber, der senere har givet mening for mig, men i denne sammenhæng giver det bedst mening at bruge den brede fællesbetegnelse. “Du har altså hørt meget musik i radioen. Det er der vel næppe noget farligt i – afhængigt af hvilken station selvfølgelig,” fortsætter lægen. – Det skal lige indskydes, at det sjældent var i radioen, at jeg opdagede den amerikanske radiorock. Faktisk skete det kun én gang. Det var, da jeg blev bidt af Better Than Ezra, fordi Alex Nyborg Madsen skamroste dem. Det var juleaften, og jeg var ved at pynte juletræet sammen med min far. “… æhh …” – En anden vigtig indskydelse er, at den amerikanske radiorock for så vidt ikke behøvede at være amerikansk. Skotske Del Amitri ramte også plet. Især når de skrev sange til fodboldturneringer, men det er jo en anden historie. “Ja, lad os holde os til en afhængighed ad gangen. Hvad er det for eksempel, der kan drive en tilsyneladende sund ung mand til at gå med en Counting Crows-t-shirt?” – Måske er det, fordi jeg har en alder og en musiksmag, der betyder, at jeg aldrig rigtigt har været del af en scene. Ok, ligesom mange andre, der er født midt i halvfjerdserne, gik jeg også med skovmandsskjorter og betragtede Seattle som verdens centrum. Men hele pointen med grungen var jo netop, at det var en anti-bevægelse. Det var ikke et fællesskab, så jeg måtte finde min musikalske identitet andre steder. “Men en Counting Crows-t-shirt?!” – Det er sidst i en vaskecyklus, ok. Og i øvrigt er deres to første plader stadig ret gode. “Fair nok, men kan du ikke prøve at præcisere, hvorfor du kan li’ denne amerikanske radiorock?” – Det er meget brun og blød musik, synes jeg. “Hvilken del af ordet ’præcisere’ var det lige, du ikke forstod?” – Når man kigger i coveret på en gennemsnitlig amerikansk radiorockplade, ser det hele meget brunt og blødt ud. Det kan jeg godt lide. Ud over det kan jeg også godt lide et navn som Toad the Wet Sprocket. Men altså, det er svært at forklare, hvorfor man kan lide noget musik og ikke noget andet. Generelt er jeg vel bare en romantisk sjæl, der bliver blød om hjertet, når jeg hører en halvsørgelig melodi med en tekst om den håbløse, men smukke kærlighed. Det er pæne sange, men de har som regel noget kant, der gør, at de ikke bliver alt for pæne. Et eller andet sted er den slags musik vel en mandlig udgave af Sex & the City. “Den ser min kone. Men altså, jeg tror egentlig ikke, at det er så galt fat med dig, men for at være på den helt sikre side, skriver jeg lige en recept til dig på en Miles Davis-kur på 14 dage. Det kan forhåbentlig pille de værste tendenser til simple melodier ud af dig.” – Miles Davis? Hvem er det? “Suk” (Ringer til musikpolitiet).
Det amerikanske band Minus Story er signet til Jagjaguwar, og i disse år er det et yderst godt tegn. Selskabet har udsendt plader med blandt andet Okkervil River, Wilderness, Black Mountain og Odawas, og den 11. oktober kommer Minus Story´s andet album No Rest For Ghosts på gaden. Allerede nu har du dog muligheden for at lytte til musikken, da bandet har valgt at streame hele pladen på sin hjemmeside. Rodet, men yderst, yderst forførende skønhed må være den umiddelbare betegnelse herfra, men lyt dog selv. No Rest For Ghosts er Minus Story´s opfølger til debutalbummet The Captain is Dead, Let The Drum Corpse Dance fra 2004, og her er tracklisten til det (det nye altså): 1. I Was Hit2. Knocking On Your Head3. Ringing in the Dark4. Hold On5. Little Wet Head6. Waking Up7. Will I Be Fighting?8. There is a Light9. To the Ones You Haunted10. In Our Hands
De skotske indie-melankolikere fra Arab Strap er snart på trapperne med deres sjette fuldlængde. The Last Romance kommer den 17. oktober på både LP og CD og bliver udgivet af Chemikal Underground Records. Tidligere i år så vi en soloudgivelse fra den ene halvdel af duoen, Malcolm Middleton, men nu vender hele Arab Strap altså tilbage med et album – og også med en singleforløber i øvrigt. Den 10. oktober får man nemlig en forsmag på den nye plade, når Dream Sequence rammer gaden. På B-siden af 7″-singlen er der en alternativ version af nummeret Dead Air. Her er tracklisten til The Last Romance: 1. Stink2. If There’s No Hope For Us3. Don’t Ask Me To Dance4. Confessions of a Big Brother5. Come Round and Love Me6. Speed Date7. Dream Sequence8. Fine Tuning9. There Is No Ending
Det amerikanske pladeselskab Bloodshot Records har snart 11 års jubilæum og udgiver i den forbindelse en dobbelt-cd fyldt med både ægte og mere eller mindre alternativ country-musik. Hele 42 nye eller i hvert fald ikke tidligere udgivne numre er der på For A Decade of Sin: 11 Years of Bloodshot Records, som udkommer den 25. oktober. Blandt de medvirkende kunstnere finder man blandt andet My Morning Jacket, Minus 5, Crooked Fingers og Blanche, og oveni cd´erne får man oven i købet en 24 sider lang booklet (Men altså ingen banjo og stråhat, pokkers). Her er tracklisten: Cd 1: 1. Scott H. Biram: Blood Sweat & Murder2. Sixteen Horsepower: De-Railed3. Paul Burch & Ralph Stanley: Glass of Wine4. Cordero: Close Your House Down5. Bobby Bare Jr.: Ocean Sized6. My Morning Jacket: Behind That Locked Door7. Matt Mays & El Torpedo: The Plan8. The Meat Purveyors: Little White Pills9. The Bottle Rockets: A Living Hell10. Richard Buckner: Do You Want To Go Somewhere? 11. Carla Bozulich: Lonesome Roads12. Minus 5: Sputnik 5713. Nine Pound Hammer: I’m Yer Huckleberry14. Graham Lindsey: No Way Out But Down15. Sally Timms: Tumbling Tumbleweeds16. Graham Parker & The Figgs: Harridan of Yore17. Deadstring Brothers: Where Are All Of My Friends?18. Kelly Hogan & The Wooden Leg: Chicken Road19. Andre Williams & The Sadies: Shake A Tail Feather20. 99 Tales: Tearin’ My Hair Out21. The Yayhoos: Love Train Cd 2. 1. Nora O’Connor: Two Way Action2. Crooked Fingers: Ship to Spain3. Old 97s: I’d Be Lonesome4. Split Lip Rayfield: How Many Biscuits Can You Eat?5. Dollar Store: I Want to Destroy You6. Mary Lou Lord: Cold Company7. Milton Mapes: Now I Know8. Jon Rauhouse: Magnificent Seven9. John Doe w/ Jim and Jennie and The Pinetops: Call of the Wreckin’ Ball10. Devil in a Woodpile: Got Just What I Want11. Puerto Muerto: Josephine12. Wayne Hancock & Hank III: Juke Joint Jumping13. Blanche: Red Head14. The Handsome Family: The Lost Soul15. Catfish Haven: Tell Me16. Porter Hall TN: People Who Died17. The Court and Spark: Berliners18. Rex Hobart and The Misery Boys: How Long (Have You Been Gone)?19. Petty Booka w/ The Meat Purveyors: How Can I Be So Thirsty Today?20. The Starkweathers: Burn the Flag21. Waco Brothers: I Fought the Law
Den amerikanske country-rock-pop-på-kanten-af-noget-der-ligner-avantgarde-gruppe Wilco er snart på vej med en live udgivelse. Dobbelt-cd´en Kicking Television rammer gaden herhjemme den 31. oktober og senere kommer der sågar også en live-dvd. Materialet til dobbeltalbummet er hentet fra fire koncerter i bandets hjemby Chicago tilbage i maj måned, og indeholder en bred vifte af sange fra bandets karriere. Bedst repræsenteret er de to nyeste albums, Yankee Hotel Foxtrot og A Ghost Is Born, men udgivelsen byder også på sjældenheder som blandt andet et cover af Charles Wright-nummeret Comment. Hvis optrædenerne i Chicago har været lige så gode som den fremragende koncert bandet gav i Lille Vega i København sidste sommer, så er der vist grund til at glæde sig. Her er tracklisten: Cd 1: 1. Misunderstood2. Company In My Back3. The Late Greats4. Hell Is Chrome5. Handshake Drugs6. I Am Trying To Break Your Heart7. Shot in the Arm8. At Least That’s What You Said9. Wishful Thinking10. Jesus, Etc.11. I’m the Man Who Loves You12. Kicking Television Cd 2: 1. Via Chicago2. Hummingbird3. Muzzle of Bees4. One by One5. Airline to Heaven6. Radio Cure7. Ashes of American Flags8. Heavy Metal Drummer9. Poor Places10. Spiders (Kidsmoke)11. Comment
Den eksperimentelle country-gruppe fra Nashville, Lambchop, er snart på trapperne med en ny EP, som denne gang er et samarbejde med bysbørnene i electronica-duoen Hands Off Cuba. Den nye konstellation er døbt CoLab, og EP´en, der har fået samme navn, bliver udgivet den 11. oktober gennem Lambchops pladeselskab Merge. Den nye plade er efter sigende (og meget naturligt) en blanding af de to gruppers lyd, hvilket blandt andet kan høres på åbningsnummeret Prepared. Lambchop-frontmand Kurt Wagner har skrevet nummeret, mens Ryan Norris og Scott Martin fra Hands Off Cuba har arrangeret en stor del af instrumenteringen. Andre numre på pladen tæller Blur, Gus og Women. Der er ikke nogen umiddelbare planer om, CoLab også skal kunne opleves live.
Den britiske singer-songwriter Peter Bruntnell, der får et par år siden begejstrede anmeldere med pladen End Of the Earth, er lige på trapperne med en ny udgivelse. Ghost In A Spifire kommer til oktober på pladeselskabet Loose Music. Bruntnell laver americana i næsten vanlig år 2000 og noget-stil, men han giver den dog et touch af noget britisk pop-charme, så den adskiller det fra en hel masse andet. På den nye plade, som er Bruntnells fjerde fuldlængde, medvirker blandet andet Eric Heywood fra Son Volt og Danny Williams kendt fra Black Grape. Titelnummeret fra Ghost In A Spitfire kan høres på Loose Music´s hjemmeside.
Et af de absolutte hovednavne på dette års Poprevo-festival, Television Personalities, har meldt afbud på grund af pasproblemer. Til gengæld har festivalen, der løber af stablen i Århus i den kommende weekend, fået The Ladybug Transistor og australske Darren Hanlon på programmet. Afbuddet fra Television Personalities må dog siges at være noget af en bét for festivalen, da det skulle have været første gang, at den legendariske gruppe spillede live i Danmark. Gensynet med Ladybug Transistor bliver dog interessant nok, da bandet kommer i en udvidet lineup med medlemmer fra både Aisler’s Set, Loch Ness Mouse og The Lucksmiths. Og apropos The Lucksmiths, så vil fans af de australske indiepoppere nok også være glad for tilstedeværelsen af Darren Hanlon på Poprevo. Hanlon er medlem af førnævnte gruppe, og hans soloplade fra sidste år, Little Chills, har fået en del ros med på vejen.
Den amerikanske slowcore-singer/songwriter Mark Kozeleks næste udgivelse bliver et album fyldt med Modest Mouse-numre. Ja, hvorfor ikke. Kozelek, der hovedsageligt er kendt fra Red House Painters og Sun Kill Moon, udsendte i 2001 What´s Next To the Moon, et album udelukkende bestående AC/DC-covernumre, så det næste skridt måtte være Modest Mouse. Det nye album får titlen Tiny Cities og udsendes som et Sun Kill Moon-album på Rough Trade den 1. november. Der kommer også en vinyl-udgave, som udgives via filminstruktør Cameron Crowes selskab, Vinyl Films. Den udgave kommer til at indeholde et bonusnummer, som er en alternativ udgave af Exit Does Not Exist.Her er tracklisten til albummet, der altså indeholder numre fra hele Modest Mouse´s bagkatalog, inklusiv sidste års Good News For People Who Love Bad News: 1. Exit Does Not Exist2. Tiny Cities Made of Ashes3. Neverending Math Equation4. Space Travel Is Boring5. Dramamine6. Jesus Christ Was an Only Child7. Four Fingered Fisherman8. Grey Ice Water9. Convenient Parking10. Trucker’s Atlas11. Ocean Breathes Salty
På onsdag er der endnu en gang akustiske koncerter på Ideal Bar på Vesterbro i København, og denne gang bliver det med århusianeren Tina Dickow i front. Dickow er i øjeblikket aktuel med sin tredje plade, In the Red, og er altså hovednavn på september måneds udgave af Klub Mini Vega. Konceptet, der har kørt siden marts måned i år, er at præsentere et hovednavn plus to upcoming navne. Og så er det hele akustisk i øvrigt. På onsdag er de to upcoming-navne Amalie Riis og René Schmidt. Tidligere har Klub Mini Vega budt på navne som Thomas Dybdahl, Kasper Eistrup og Sarah Hepburn. Arrangementet starter klokken 21 og det er ganske gratis i øvrigt.
Karl Larsson fra det svenske indie-rock-band Last Days of April afviger ikke meget fra sin hidtidige karriere på hans første solo-plade Pale as Milk. Der er tale om melodisk og melankolsk, men optimistisk indie-rock. Det er yderst almindeligt, men holder så højt et niveau, at det bestemt er værd at lytte til.
Den yderst innovative og originale tyske electro-musiker Alec Empire tager en tur fra Berlin til København her i efteråret. Det sker nærmere bestemt den 4. november, hvor han giver koncert på Loppen. Alec Empire, der også er kendt som en del af trioen Atari Teenage Riot, har op igennem halvfemserne udgivet plader, der ligger i grænselandet mellem electro, tetchno, punk og en masse andre ting. Han har også startet sit eget pladeselskab, Digital Hardcore Recordings, hvor mange af hans plader er udgivet. Koncerten på Loppen er den foreløbigt eneste annoncerede i Skandinavien, og man kan købe billetter gennem Billetnet for 105 kroner.
For et par dage siden kunne vi fortælle om, at det legendariske powerpopband the Posies giver koncert på Loppen den 14. november. Nu har vi endnu en god nyhed. De mindst lige så legendariske powerpoppere Teenage Fanclub giver nemlig også koncert på Loppen – to dage før the Posies, den 12. november. Det skotske band har siden starten af halvfemserne udsendt medrivende pop-plader, og tidligere i år kom gruppens ottende album Man-Made så på gaden. Pladen har fået god kritikerros med på vejen, og bliver af mange anset som en tilbagevenden til den storform, som bandet havde i perioden omkring pladerne Bandwagonesque, Thirteen og Grand Prix. Det er endnu ikke oplyst, hvor meget koncerten på Loppen kommer til at koste.
Det amerikanske band Magnolia Electric Co., der jo tidligere var kendt under navnet Songs: Ohia, fejrer det nye navn ved at komme med hele tre udgivelser i 2005. Indtil nu har året budt på fuldlængden What Comes After the Blues og livealbummet Trails & Errors, men Jason Molina og co. er altså ikke færdige endnu. Den 11. oktober kommer EP´en Hard To Love A Man, som blandt andet indeholder tre helt nye sange, samt et cover af Warren Zevons Werewolves of London. Bandet tager snart på en tour rundt i USA, men her i Danmark har vi jo allerede haft glæde af dem, da de besøgte Kolding tilbage i juli måned. Her er tracklisten til Hard To Love A Man: 1. Hard to Love a Man2. Bowery3. Doing Something Wrong4. 31 Seasons in the Minor Leagues5. Werewolves of London Undertoners anmeldelse af What Comes After the Blues Undertoners anmeldelse af Trails & Errors
Det amerikanske band Okkervil River, der i foråret udgav den fremragende Black Sheep Boy, tror tilsyneladende ikke på det med at hvile på laurbærrene. I hvert fald udsender bandet den 22. november mini-albummet Black Sheep Boy Appendix på Jagjaguwar, og tager i øvrigt på turne i Europa inden da. Mini-albummet er, som navnet mere end antyder, en makker til fuldlængden, som kom tilbage i april måned. Det nye 35 minutter lange album indeholder syv sange, der yderligere dykker ned i Black Sheep Boy-temaet, som blev udforsket på Black Sheep Boy. Ifølge Jagjaguwar får vi en meget eksperimenterende side af bandet at se på Black Sheep Boy Appendix. Spændende. Hvad vi ikke får at se i denne omgang, er til gengæld en koncert på dansk grund. Okkervil River tager nemlig ikke den forestående Europa-tur nord for Tyskland, men kommer dog tæt på den 11. oktober, når der gives koncert i Hamburg. Se resten af datoerne på bandets hjemmeside. Her kan du se tracklisten til Black Sheep Boy Appendix: 1. Missing Children2. No Key, No Plan3. A Garden4. Black Sheep Boy #45. Another Radio Song6. A Forest7. Last Love Song for Now Undertoners anmeldelse af Black Sheep Boy Undertoners anmeldelse af EP´en Sleep and Wake-up Songs
De legendariske power-poppere fra the Posies er blevet genforenet, og søreme om vi ikke får glæde af det her i Danmark. Bandet giver således koncert på Loppen i København den 14. november. The Posies er efter en syv-årige pause fra studieplader netop vendt tilbage med fuldlængden Every Kind of Light, der har fået en mellemfornøjet modtagelse af kritikerne. Det er dog også tilbage i 90-erne, at guldet virkelig skal findes, og især Frosting on the Beater må regnes som en moderne klassiker indenfor powerpoppen. Siden Posies sidst var aktuelle har frontmand Ken Stringfellow haft travlt med både at lave soloplader og være tourmusiker for selveste R.E.M. – det sidstnævnte job bragte ham endda til både Forum og Horsens tidligere på året. Til november må han altså nøjes med Loppen, men til gengæld koster billetterne så også kun hundrede kroner.
Den svenske gruppe Laakso, der i 2003 debuterede med det fremragende album I Miss You, I’m Pregnant, er snart tilbage med en fuldlængde-opfølger. My Gods udkommer den 21. september på V2, men allerede nu har du dog muligheden for at lytte til sangene. V2 har nemlig valgt at streame 10 af de 12 sange, hvilket må siges at være en usædvanlig god service. Ifølge pladeselskabet er der tale om en mere fyldig og hård lyd end på debutpladen – faktisk skulle My Gods lyde som en blanding mellem ZZ Top og krautrock. Hov vent, du behøver rent faktisk ikke læse sådanne ubrugelige sammenligninger, når du altså, som nævnt, kan høre det meste af pladen allerede. Til gengæld kan vi så fortælle, at Laakso faktisk allerede er i gang med at indspille den næste plade, der skulle bestå af 12 sange udelukkende på finsk, som jo vistnok er Laaksos modersmål deroppe i Nordsverige. Her er foreløbigt tracklisten til My Gods: 1. Once Again Late at Night2. High Drama3. Never Satisfied4. Someone Somewhere5. My Gods6. This Spring7. In My Blood8. Hamburg Night9. Right Back at You10. True Love11. Oh My Love12. Healing Force
