Efter et salgsmæssigt fejlslagent forsøg på at give den som major label-band er Baby Woodrose nu tilbage på Bad Afro med deres hidtil mest psykedeliske album. Chasing Rainbows er en introspektiv og drømmende plade spækket med stærke numre. Det er virkelig stærk musik. Årets plade?
[Martin Laurberg og Mikkel Arre]Det japanske kultorkester Maher Shalal Hash Baz spillede i sommer en af de formentlig allermest underlige koncerter i Roskilde Festivals historie. Undertoner forsøgte efter showet at få et indblik i, hvad meningen egentlig var med at spille 100 numre på under en time. (13.10.07)Det japanske kultorkester Maher Shalal Hash Baz spillede i sommer en af de formentlig allermest underlige koncerter i Roskilde Festivals historie. Undertoner forsøgte efter showet at få et indblik i, hvad meningen egentlig var med at spille 100 numre på under en time. Egentlig ser det hele meget normalt ud, da Maher Shalal Hash Baz forlader scenen efter deres første Roskilde-koncert. Der er godt nok mange japanere på vej ned ad rampen, men der er ikke noget, der springer i øjnene. Ikke før et af bandmedlemmerne kommer vraltende med en massiv stumtjener lænet op ad den ene skulder. Det er mildt sagt ikke hvert år, den slags møbler kommer på scenen på Roskilde Festival, men faktisk er den mørkerøde stumtjener langtfra det underligste ved dét, der lige er sket. Inklusive de to danske drenge, der var blevet inviteret til at komme og daske et par trommestikker mod en flok ølflasker, en bøjlestang med regnjakker og stumtjeneren, har der i alt været 12 musikere på scenen. Maher Shalal Hash Baz er kendt for at være en slidt forsamling. Ikke alene ligger deres plader med sløset blues, hornorkestermusik og absolut uforståeligt engelsk i den absolut sjuskede ende af spektret. Deres koncerter har også for vane at være et kaos af nodepapirer og taktløst spil på alle niveauer – men den ekstremt usammenhængende Roskilde-koncert overgår alt. Det meste af tiden har den mest af alt lignet en stiløvelse i sær adfærd. Tori Kudo i studiet På 55 minutter har Maher Shalal Hash Baz nået at fyre et sted mellem 90 og 100 numre af – de fleste af dem med en varighed på under 15 sekunder. Mere skørt end ventet Nede blandt publikum resulterede den kaotiske afvikling i alt fra højlydte protester over vantro hovedrysten til brede smil blandt dem, der følte sig bedst hjemme i japanernes kortfattede og dybt, dybt sløsede horndrevne blues-univers. Bag scenen smiler bandets booker også, efterhånden som musikerne kommer ned ad rampen og går over mod deres omklædningsrum. Men bag smilet kører tankerne rundt i hovedet på ham, for det her var endnu mere vanvittigt end ventet. “Puha, jeg har det lidt dårligt i maven,” siger han og går lidt hvileløst rundt om sig selv. Der går rygter om, at gårsdagens Matmos-koncert på samme scene medførte brok fra nogle af festivalens musikansvarlige, fordi koncerten varede for kort tid, og han frygter, at han også skal irettesættes. “Jeg får aldrig lov at booke et band igen,” siger han, men griner alligevel lidt af hele situationen. En slags konge eller kejser I omklædningsrummet myldrer musikerne rundt mellem hinanden, men på trods af at der er 10 personer på 15 kvadratmeter, er der nærmest helt stille. Årsagen er, at bandets ubestridte boss, Tori Kudo, er ved at give et interview til en svensk journalist. Der er ingen af de to, der har bedt om ro – det er, som om det bare giver sig selv, at der skal være stille, når Tori Kudo taler. Fornemmelsen af at den 48-årige keramiker og guitarist bestemmer, hvad der sker i Maher Shalal Hash Baz, er ikke helt forkert, fortæller trompetisten Naoki, der har forladt stillelegen i backstagelokalet. “Det var ham, der startede bandet, og han er den ældste, så han er højest i hierarkiet. Det kan godt være lidt svært at spille i Maher, for Tori er nærmest som en konge eller en kejser,” forklarer den lille japaner. Selv om han har spillet og turneret med Maher Shalal Hash Baz hele dette årtusinde, svarer Naoki lidt tøvende på spørgsmålet om, hvorvidt han så er et regulært medlem af det omskiftelige orkester. “Ja, det håber jeg da, ha-ha. Maher er et åbent band, og der er altid gæster med. Men jeg har da i hvert fald været mere eller mindre fast medlem siden 1999,” forklarer han og beretter så, hvordan han kom ind i bandet. “Da jeg i sin tid mødte Tori, ville han gerne have flere horn med i bandet. Så jeg gik ud og købte en trompet, selv om jeg egentlig ikke kunne finde ud af at spille på sådan én.” “Vi ville gerne spille noget sart og alvorligt” På den måde passer Naoki fint ind i det billede af Maher Shalal Hash Baz, som bandets amerikanske pladeselskab K Recs har forsøgt at male ved at give Tori Kudo tilnavnet ‘The Master of Mistake’. Selskabet forpasser heller ikke nogen muligheder for at fortælle om, at Kudo helst vil arbejde sammen med famlende amatører, der ikke kan spille på deres instrumenter. Og netop sådan har musikken da også lydt, siden skotske Geographic Records i starten af årtusindet begyndte at udgive bandets musik, så den for første gang siden bandets opståen i 1984 kom uden for Japans grænser. Men uanset at Maher Shalal Hash Baz’ sange virker skødeløst sjuskede, skriver Tori Kudo alle sine sange ud på nodepapir, som musikerne får udleveret. Der er bare ikke altid særlig meget tid til at forberede sig, fortæller Naoki. “Nogle gange får vi først at vide, hvad vi skal spille, lige inden koncerten. Så får vi et nodepapir med en helt ukendt sang på, som vi må forsøge at få det bedste ud af. Han skriver hele tiden nye sange, og hver dag spiller vi noget, som vi aldrig har prøvet at spille før. Så vi tager mange fotokopier. Ha-ha!” Maher Shalal Hash Baz på Roskilde Festival – foto: Peter Christian Binau-Hansen/Liveshot.dk Grunden til, at der var så mange musikere på scenen, var, at Tori Kudo benyttede sig af, at der i forvejen var en masse japanske musikere til stede på festivalen. Musikere som sangerinden Nikaido Kazumi, Efterklangs japanske ven Kama Aina og folkduoen Tenniscoats var altså for en aften med i Maher Shalal Hash Baz – og det betød, at koncerten var nødt til at være mindre løssluppen end vanligt, forklarer Naoki. Showet lød nu ikke just særlig styret, men Naoki fastholder, at Tori Kudo havde givet ham stramme tøjler. “Når der er så mange nye sange som i dag, kan det godt blive vanskeligt at improvisere. Det plejer vi ellers at gøre meget. Men i dag ville Tori gerne have, at jeg holdt mig ret strengt til noderne, fordi der var så mange gæster med, så når jeg nu var et af de ældste medlemmer, skulle jeg holde lidt styr på det hele.” Hans koksede trompetspil holdt ikke sammen på det helt store – og lige så svært er det for ham at finde de rigtige engelske vendinger til at forklare, hvorfor bandet spillede så mange numre. “Det er, fordi det her er sådan en stor festival. Normalt vil bands vælge at spille popsange sådan et sted, ting der er nemme at nyde. Vi ville gerne spille noget dybt,” siger han og leder efter nogle ord, “noget sart og alvorligt.” Musikalske dagbogsblade Tilbage i backstagelokalet er Tori Kudo så småt ved at være parat til at blive interviewet. Han sidder i en stol, men i stedet for at blive siddende finder han verdens måske dårligste skammel til sig selv og giver stolen fra sig med et lille høfligt buk. I en sofa bagerst i lokalet sidder Saya Takashi fra Tenniscoats og spiller på et klokkespil, men hun spiller så lavt, at det ikke er til at høre på tre meters afstand. Og Tori Kudo understreger ønsket om stilhed ved at nærmest at hviske, mens han læner sig meget tæt på det øre, der skal høre hans svar. “Musikken er min dagbog,” siger han, da han skal forklare, hvorfor der var 100 numre på setlisten. “Det her er en dagbogsturné. Vi prøver at spille vores indtryk af alle de byer og steder, vi er kommet igennem. Jeg har skrevet næsten alle de sange, vi spillede, i løbet af turneen,” fortæller han og bladrer i den tykke bunke af nodeark på bordet ved siden af ham. Titlerne fortæller, hvor de er blevet til: “Boulangerie”, “Orléans”, “Oiseau” – små øjebliksbilleder fra Frankrig. Tori Kudo hvisker, at den her koncertform lige nu er en nødvendighed for ham. “Korte sange har altid betydet meget for mig, og på denne turne vil jeg gerne spille musik, der handler om den virkelighed, jeg oplever omkring mig. Jeg gider ikke spille det samme igen og igen, og lige for tiden er jeg ikke særlig interesseret i lange sange,” siger han og forklarer, at en del af sangskrivningen foregår i søvne. “Når jeg lægger mig til at sove, ligger jeg og tænker. Så kommer der små melodier ind i mit hoved. Jeg skriver ikke noget ned om natten. Men hvis melodien kommer på besøg igen dagen efter, skriver jeg den ned med det samme.” “Alle musikerne er dygtige” Som Naoki fortalte os, inspirerer rundturen i Europa bandlederen kraftigt. De korte sange vælter ud af ham, og det gør det svært at vælge, hvad der skal på setlisten, fortæller Tori Kudo. “I går havde jeg 200 sange, som jeg gerne ville spille, men det ville tage for lang tid. Jeg sad på hotellet og ville til at sortere dem, men jeg blev træt og lagde mig til at sove. I dag havde vi travlt, så det var først to timer før showet, at jeg kunne komme i gang med at vælge. Så kom jeg ned på 120 sange, og først en halv time før koncerten havde jeg fået kopieret noderne, så musikerne kunne få deres papirer.” – Det lyder hektisk. Men det passer måske meget godt til jeres image som et band af amatørmusikere. Hvorfor kan du egentlig godt lide at spille sammen med musikere, der ikke rigtig kan finde ud af at spille? “Jamen, det kan jeg heller ikke! Alle musikere i Maher Shalal Hash Baz er professionelle og meget dygtige. Der er altid nye medlemmer med, og vi har ikke tid til at øve så meget. Vi har altid travlt, men det er dygtige og erfarne musikere, der er med.” – Hvad med Naoki? Tori Kudo kigger op, griner lavmælt og virrer lidt med hovedet: “Ha-ha, nej, ikke lige ham.” Læs også Undertoners anmeldelser af: Bill Wells & Maher Shalal Hash Baz: Osaka Bridge Maher Shalal Hash Baz: L’Autre Cap Maher Shalal Hash Baz, 06.07.07, Roskilde Festival
A Hack and a Hacksaw har definitivt lagt rock-rødderne bag sig og giver sig helt hen til ungarsk folkemusik. Det er der kommet en mangesidet og filmisk, men også lidt svingende plade ud af. Her er masser af smukke melodier, vanvittige passager og stærke højdepunkter, men AWaaH er blevet lidt slappe i betrækket.
På sin anden soloplade viser aalborgensiske Michael Marino sig endnu en gang som en ekstremt dygtig sangskriver. Deva er endnu mere folket end Lotus Krokus' debutplade, hvilket ikke siger så lidt. Og det virker helt optimalt. Kors, hvor er det nogle gode sange, Marino har skrevet!
[Martin Laurberg og Kasper Würtz]Badun, 12:30, Astoria Som optakt til koncerten med den danske electronica-trio Badun havde jeg lige nået at powerlytte til deres selvbetitlede debutalbum, som udkom for nylig. Så jeg vidste, hvad der var i vente, nemlig en malstrøm af sønderklippede og ultrapræcist sammensatte beats bundet op i jazzede rytmer og tilsat en groovy bund. Til koncerten var trioen udvidet med Jonas Stampe alias Snöleoparden på guitar og sitar, som sørgede for at give det hele en mere hippieagtig dimension med røgelsespinde og Jimi Hendrix-inspireret pandebånd. Badun Man kan sige, at der er to sider af Badun. På den ene side deres ultrakomplekse trommeprogrammeringer, på den anden side deres funk-jazzede melodier. Jeg må indrømme, at jeg klart bedst kan lide det balstyriske multirytme-madness-Badun og kun i mindre grad holder af det funky Weather Report-lounge-Badun. For mens de opklippede beats på den ene side er virkelig stærke og medrivende, synes jeg omvendt, at de mere melodiske sider af Baduns musik godt kan blive lidt træge i det. Det er vel et spørgsmål om, hvad man vælger at fyre sit krudt af på … I hvert fald er humlen af det hele, at Baduns koncert for mit vedkommende blev en oplevelse der var spændt ud mellem rigtig god og mellemgod, dvs. slet ikke dårlig, men alligevel lidt for tæmmet af loungestemning til for alvor at lette. Fra koncertens start ramte de flippede beats ellers publikum lige mellem øjnene. Duckert og Brian Møller er sindssygt dygtige til at sammensætte højkomplekse rytmestrukturer, og det var virkelig medrivende. Den melodiske side af sagen, bassist Aske Krammer og især Jonas Stampe, var imidlertid plaget en lille smule af lige dele utilfredsstillende lydforhold (faktisk kunne man det meste af tiden slet ikke høre, hvad Stampe spillede) og lovlig meget forudsigelighed. Det betød, at man godt halvvejs inde i koncerten begyndte at få en fornemmelse af, at det hele kørte lidt i ring. Nu er det jo en kendt sag, at grænsen mellem ensformighed og stilsikkerhed er knivskarp. Man kan ikke uden videre klandre Badun for at fokusere så meget på deres indviklede rytmer, at det hele bliver monotont. For det er netop i rytmeprogrammeringerne, at de har fundet deres helt unikke stil. Alligevel kan man måske godt sige, at de slækker lovlig meget på den melodiske side af sagen – ikke at deres musik er umelodisk, men de har en tendes til at genbruge de samme melodistrukturer lige vel meget. Til Roskildekoncerten, hvor lydforholdene oven i købet var problematiske, betød det, at deres ellers smukke lydstrukturer kom til at fremstå lidt ensformige. (ML) Karakter: Spiritualized – Acoustic Mainlines, 18:30, Arena Da man mødte op for at se Jason Pierce alias Jason Spaceman og Spiritualized, var det med lidt blandede følelser. For det første virkede Spiritualized ret malplacerede i det kæmpestore Arena-telt, som knap var halvt fyldt. Og for det andet var det ikke Spiritualized i den sædvanlige rumalderrock-udgave, men det såkaldte Acoustic Mainlines, som ud over en solbebrillet Pierce og hans akustiske guitar bestod af et orgel, en gospeltrio og en strygerkvartet. Det lyder måske umiddelbart ret ulækkert. Så meget desto mere overraskende var det, at Pierce og co. spillede en totalt fremragende og – ja, smuk koncert, som hørte til blandt festivalens absolut bedste. Jeg ved ikke, hvad det er, Jason Pierce kan. For umiddelbart kunne man fristes til at sige, at han gør alle de forkerte ting. Spiritualized er f.eks. ekstremt symfonisk, hvilket bestemt ikke bliver mindre tydeligt, når man fyrer et gospelkor indover. Og sangtitlerne er proppet med klicheer (“I Think I’m in Love”, “Feel So Sad” og “Broken Heart” var alle på setlisten) og religiøse henvisninger – f.eks. i den suveræne “Walking With Jesus”, som stammer helt tilbage fra den første Spacemen 3-plade, og som blev leveret i en superstærk version. Jason Pierce Jeg tror, sagen er, at Pierce forsyner sine melankolske sange med tilpas meget hårdkogt stemning. Tænk bare på “I Think I’m in Love”, som viser sig at være klart mere end en kærlighedskliché, når man finder ud af, at det handler om kærlighed til stoffer: »Love in the middle of the afternoon / Just me, my spike in my arm and my spoon / Feel the warmth in the room«. Det var virkelig en underlig oplevelse at høre Pierce servere den slags narkohymner med akkompagnement fra et gospelkor. Men på en eller måde var der en perfekt kemi mellem den blegnæsede brite og det storladne akkompagnement, så det hele gav enormt god mening. I løbet af koncerten fyrede Pierce en lang stribe af hits af. Et par af højdepunkterne var en lang og intens udgave af “Ladies and Gentlemen We Are Floating in Space” – som blev leveret i Elvis-version, hvor Pierce satte trumf på ved at slå over i “I Can’t Stop Falling in Love With You” – og den tidlige single “Feel So Sad”, som i forvejen er en utrolig sang, og som her blev leveret i en ufattelig stærk version. Desuden spillede Spiritualized en fin version af Daniel Johnstons “True Love Will Find You in the End”, som de svenske teenagetvillinger i Taxi Taxi! sjovt nok også spillede kopinummer af ved deres koncert lørdag. Jason Pierce er en mester i udsvævende rum-kogerrock. Her fik vi det i en katedraludgave, og det har sandsynligvis aldrig været smukkere. (ML) Karakter: Basement Jaxx, 22:00, Orange Scene Det kom bag på mange, at Basement Jaxx fik til opgave at lukke festlighederne på Orange Scene. Den fremragende house-duo nyder, trods mesterværkerne Remedy og Rooty, langt fra samme popularitet som mange af festivals øvrige hovednavne, og det var et ualmindeligt hårdt ramt festivalspublikum, der skulle lives op for allersidste gang. Men da koncerten først kom i gang, gav placeringen faktisk rigtig god mening. Der blev åbnet med en flabet version af “Red Alert”, som begyndte yderst afdæmpet, inden tempoet skød i vejret og fik tilskuerne til at danse med. Showet blev i den grad styret af den håndfuld vidunderlige sangerinder, som er en del af den engelske duos live-konstellation, og generelt var der ikke andet end glæde at spore på scenen hos samtlige optrædende. De voluminøse kvinder havde ligeså meget charme som kropsfylde, hvilket ikke var så lidt, og med en uimodståelig selvtillid og imponerende vokaler hjalp de med at gøre Basement Jaxx’ solide house-hits levende. Som det efterhånden hører sig til ved de største koncertbegivenheder, var der også en lang række kostumeskift, hvilket betød en del mellemspil, der fra tid til anden punkterede den stemning, som de sprudlende frontdamer ellers fik pisket op for at underholde de udkørte festivalsgæster. Desværre var det heller ikke alt sangmaterialet, der kunne holde festen kørende, og under den lidt middelmådige koncert-midte var det klart de livlige sangerinder og deres udstyrsstykker, der fik den største opmærksomhed. Heldigvis var der også en lang række højdepunkter og overraskelser. “Oh My Gosh” blev leveret glimt i øjet og med en energi, der gjorde det svært for selv den mest nedslidte festivalsgænger ikke at give sig til at danse mudderet af gummistøvlerne. “Romeo” var utrolig modigt blevet reduceret til en fin lille akustisk sang, så selv om der var stort format over showet, blev der ikke ubetinget leflet for publikum. Aftenens højdepunkt var ikke overraskende den fremragende “Where’s Your Head At”, der fik hele festivalspladsen til at hoppe i takt. Med det smittende synth-riff samplet fra Gary Numans “M.E.” tilsat bankende trommer og en skrigende Felix Buxton blev den orange teltdug spændt helt ud til stor tilfredshed for det begejstrede publikum. Den efterfølgende fuldtræffer “Good Luck” og en fabelagtig version af “Bingo Bango” akkompagneret af et farveorgie af fyrværkeri sørgede for en gedigen og festlig afslutning på en festival, der startede som en oversvømmelse og sluttede som en sommervarm sambafest. (KW) Karakter: Læs også Undertoners anmeldelse af: Badun: s.t.
Maher Shalal Hash Baz, 21:30, AstoriaDet japanske blues- og blæserensemble Maher Shalal Hash Baz’ koncert fredag aften kommer helt sikkert til at blive dette års mærkeligste og mest utilgængelige oplevelse. Det kunne man allerede få en gisning om ved at se sig omkring på det rystede publikum, der måbende forsøgte at finde en rød tråd i det japanske vanvid. Faktisk var det hele så aparte, at man efter koncerten kunne opleve bandets booker lufte sin frygt for at få ballade for at have hyret dem. I aftenens anledning var Maher Shalal Hash Baz udvidet til en slags all star-udgave, som ud over frontmand Tori Kudo og et par mere etablerede medlemmer talte en del af festivalens andre japanske kunstnere, Saya og Ueno Takashi fra The Tenniscoats samt Kama Aina og Nikaido Kazumi. Altså en lidt broget skare med mange nye medlemmer. Maher Shalal Hash Baz – foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk Maher Shalal Hash Baz er kendt for at spille korte numre, men aldrig har det været så ekstremt som i denne omgang. Lad os gætte på, at de spillede i omegnen af 70-80 numre i løbet af den times tid, som koncerten varede. Det er i forvejen vanskeligt at kapere så meget forskelligt musik. Og for ligesom at gøre galskaben komplet havde Tori Kudo tilsyneladende først delt noder ud til det intetanende band umiddelbart før koncerten. Derfor var der tale om en koncert, hvor musikerne forsøgte at finde vej på næsten samme måde som publikum. Meget kaotisk. Bandet spillede altså en slags improvisationsmusik, og kvalitetsmæssigt var det, som det ofte er med den slags: Når det virker, er det sublimt. Når det ikke virker, er det mindre fedt. I dette tilfælde var “mindre fedt” imidlertid også rigtig stærkt, så alt i alt var det en virkelig særpræget og gribende koncert. Helt sikkert et af festivalens højdepunkter.(ML) Karakter: Lee Scratch Perry og Adrian Sherwood, 01:00, CosmopolDet var lagt op til natte-trance-fest, da den legendariske dubproducer Lee Scratch Perry indtog Cosmopol sammen med den britiske producer Adrian Sherwood. Umiddelbart inden koncerten havde Anthony B. givet et brag af en intens og højspændt reggae-kraftpræstation – i hvert fald at dømme efter den sidste halvdel, som jeg nåede at fange. Så der var god brug for de udkogte og bedøvende båndekko-grooves, som har været Lee Scratch Perrys varemærke i tre-fire årtier. Allerede fra koncertens start stod det klart, at der var foretaget en ret stringent arbejdsdeling, hvor Adrian Sherwood stod bag mixerpulten, mens Lee Scratch Perry holdt sig til at synge. Det var på en måde lidt ærgerligt. For Perry har gjort sine største landvindinger som producer og sangskriver og kun i anden række som sanger. Når f.eks. makkerparret gav sig kast med Max Romeos gamle klassiker “War Ina Babylon”, som Lee Scratch Perry i sin tid skrev og producerede, var det åbenlyst, at Perry langt fra kan måle sig med Romeo som sanger. Her kunne det have været sjovt at høre ham livemixe og manipulere originalen i stedet for blot at gengive den i en lidt mindre stærk version. Derudover var det tydeligt, at Perry efterhånden er ved at være oppe i årene. Ikke alene var hans stemme usædvanlig snøvlet – det var den faktisk allerede i 70’erne – hans optræden var i det hele taget præget af en vis træthed. Ud over at synge gav han sig f.eks. i kast med et lidt dovent sceneshow, som bestod i at male klichéfulde reggae-slogans på en stor planche – i stilen “Jah Rastafari”, “Jah Bless”, davidsstjerner etc. – og prale med sin diamantbehæftede kasket. Det var sjovt nok, men også ret sløvt, især fordi det fjernede lidt af hans koncentration fra musikken, hvor den ellers kunne have gjort god gavn. Perrys klassiske skæringer fra 70’erne er så fænomenalt stærke, at selv ren playback er det hele værd, hvis det finder sted på et potent lydanlæg. Derfor var koncerten stærk nok som dj-show betragtet – ikke mindst fordi det netop er den type stenet og groovy musik, man har brug for, når man efter en lang dag står helt udmattet med en halv kubikmeter ævlebævle og en håndfuld pilsnere under vesten. Men som koncert var det en lille smule mindre spændende.(ML) Karakter: Læs også Undertoners anmeldelse af:Maher Shalal Hash Baz: L’Autre Cap
[Martin Laurberg og Mikkel Arre]Matmos, 20:00, Astoria Med endeløs regn udenfor virkede Astoria tilsyneladende som et tillokkende ly for ret mange festivalgæster, som ikke var kommet for at se Matmos. I hvert fald var der klart mere proppet på siddepladserne ved teltets sider end på gulvet. San Francisco-duoen og deres instrumentale altmuligmand Nate Boyce krævede nu også en hel del af publikum, og efter åbningsnummeret var der tyndet ud i rækkerne. Nummeret kørte også på i godt 10 minutter og var dissonant og skingeret. Martin Schmidt spillede akustisk guitar med en violinbue og klippede derefter optagelserne i småstykker, og det hele endte med at være mere freeform og uhåndgribeligt end langt det meste i duoens bagkatalog. Frit flydende var det næste “nummer” også – for den sidste halve time af den korte koncert var én lang glidende overgang mellem vidt forskellige stemninger og udtryk. Matmos – foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk Disse 30 minutter var overordentlig fine og bød på calypso-inspireret house med tungen-i-kinden-agtige chillout-tendenser og perlende melodistykker med små-dubbet bas a la Future 3 som klubmusikere. Til sidst var der tungt pumpende rave-bas, og Schmidt krydrede med den hvinende lyd af en ballon, der langsomt mistede luften. Der var god mulighed for at lytte sig ind i helt andre verdener, for Matmos’ omsluttende soundscapes tiggede og bad om at suge én væk – og ville man nikke med nakken, leverede Drew Daniels laptops også dunkende beats. Tre kvarter var dog lige i underkanten, og de tre amerikanere virkede en anelse uoplagte. Der var ikke meget kontakt med publikum, og måske så Schmidt og Daniel egentlig mest frem til at være special guests hos Björk et par timer senere. (MA) Karakter: Mahmoud Ahmed, 22:30, Cosmopol Der var noget anakronistisk ved at træde ind i Cosmopol-teltet for at se den etiopiske sanger Mahmoud Ahmed. For guderne skal vide, at der ikke var meget etiopisk ved Roskildefestivalens torsdag, som klart må være kandidat til titlen Verdens Værste Dag. Faktisk mindede de ekstreme vejrforhold ikke så lidt om Roland Emmericks The Day After Tomorrow, bare uden Dennis Quaid til at rage kastanjerne ud af ilden. Men nok om vejret. Mahmoud Ahmed er en stjerne i etiopisk musik og var en af frontmændene i 60’erne og 70’ernes unikke etiopiske blanding af freejazz, soul og afrikansk trancemusik. Hans musik fra dengang, som kan findes på nogle af det franske selskab Buda Musiques Éthiopiques-plader, er virkelig stærke sager. Nutidens Mahmoud Ahmed er en lidt anden historie, hvilket man allerede kunne få en mistanke om inden koncerten, eftersom scenen var skæmmet af et stativ med to Korg-keyboards. Man kunne frygte en koncert domineret af uheldige easy listening-keyboardeffekter. Den frygt viste sig at være højst berretiget, for Ahmeds band var over en bred kam – trommer, bas, guitar, keyboard og to saxofoner, ja tilmed Ahmed selv i front – smurt ind i corny 80’er-rumklangseffekter af den værste slags. Det var lidt svært at abstrahere fra. Samtidig kunne man ikke undgå at blive totalt opslugt. For hvert nummer var spækket med groovy saxofonriffs, soulfulde sangmelodier og funky guitarlicks i en grad, så det var umuligt at stå stille. Og desuden var det umuligt at stå for den charmerende Ahmed, som det ene øjeblik brød ud mærkelige udgaver af rockklicheer så som «Are you ok? Are you ok! Are you ok! Thank you! I’m ok too!», for straks efter af slå sig løs i funky dans eller agere soul-præst som en etiopisk udgave af James Brown. Hvis publikum til at begynde med måske forhold sig lidt forbeholdent til manden fra Addis Ababa, så ændrede det sig hurtigt, og efter ti minutter og koncerten ud havde Ahmed folket i sin hule hånd. Smukt. (ML) Karakter: Læs også Undertoners anmeldelser af: Matmos: The Rose Has Teeth in the Mouth of the Beast Matmos: Supreme Balloon
Fredag er dette års klart bedste dag. Faktisk er den måske nærmest lidt for god, for der er så proppet med slagkraftige koncerter, at det er tvivlsomt, om man kan nå det hele, hvis man også skal have tid til at bevæge sig mellem teltene, spise og koge. Det starter ellers lidt sløvt. Først på dagen er der ikke så meget at komme efter, med mindre man er i humør til hiphop. Hvis man er det, kan man passende starte med at tjekke kulminationen på et af festivalens nyeste påfund ud, rapbattle-arrangementet Roskillz, hvor folk kan melde sig til og tilsyneladende få hårde verbale hug af bl.a. Per Vers. Kl. 12 er der finale på Cosmopol, og i den forbindelse optræder Jøden. Nikaido Kazumi Hvis man bliver på Cosmopol, er der fra kl. 14 mere (og mere spændende, vil nogle måske sige) hiphop, idet superselskabet Stones Throw Records holder power-showcase i mindst et par timer, bl.a. med selskabets stifter, mikserpult-guruen Peanut Butter Wolf. Her skulle der være god mulighed for at blive hårdt bombarderet med flippede beats og flabede rim. Ikke dårligt! Hvis jeg kender mig selv ret, er jeg imidlertid for sløv til at tage til hiphop (selv om jeg har en hemmelig svaghed for Jøden). Derfor tror jeg, at jeg i stedet kommer til at vende næsen mod loungeteltet, hvor den japanske sangerinde Nikaido Kazumi – Japans kvindelige svar på Phil Elverum/The Microphones/Mount Eerie – spiller kl. 13.00. Festivalen reklamerer godt nok med, at hendes sange “skaber et følsomt og skrøbeligt rum, der er finere end spindelvæv.” Den beskrivelse behøver man vist ikke at være inkarneret Motörhead-fan for at få trækninger i kinden af at høre. Men det kan godt gå hen at blive en rigtig fin koncert. Så er der lige et par timer, som man kan bruge på at mande sig op til festivalens absolutte højdepunkt, Roky Erickson & The Explosives kl. 18 på Odeon. Det er en koncert, der skal ses. Da jeg først hørte, at Roky – den legendariske (og legendarisk stenede) tidligere frontfigur fra 60’er-psychgruppen The 13th Floor Elevators – ville komme og spille, troede jeg, at det var løgn. Men nu ser det ud til, at den er god nok, og at han kommer og spiller en håndfuld garagerock-psych-klassikere. Wow! Det kan kun blive enestående. Boris Bagefter er der desværre lidt planlægningsbøvl. For kl. 19 spiller både japanske Boris og Konono no. 1 fra Den Demokratiske Republik Congo på henholdsvis Pavilion og Cosmopol. Så er spørgsmålet, om man helst vil høre Boris’ tonstunge psykedeliske doom-trash-metal, eller om man foretrækker udflippet afrikansk tommelfingerpiano-madness i lyntempo. Begge er virkelig stærke navne, så her er man tvunget til at træffe et svært valg. Det bliver ikke mindre svært af, at begge sandsynligvis starter, før Roky Erickson har spillet færdig. Og for ligesom at sætte cocktailbærret på toppen af kransekagen af dårlig programplanlægning, spiller Beastie Boys gud døde mig på Orange scene 19.30, hvilket også er en koncert, som kunne være god at se. Lord Have Mercy! Jeg gætter dog på, at jeg ender med at vælge Boris. Kl. 21.30 er der mere japansk verdensklassemusik, denne gang på Astoria, hvor Maher Shalal Hash Baz spiller. Gruppen er ledet af guitaristen Tori Kudo, der har samlet et slæng af blæsere omkring sig, som spiller hypnotiserende melodiarrangementer oven i hans soulfulde og slidte bluesnumre. Det er et utrolig godt band, og det skal nok blive en virkelig stærk koncert. Et absolut must, som man siger. Efter Maher Shalal Hash Baz er der en lille pause, som man måske kan slå ihjel ved at se lidt på Queens of the Stone Age, som spiller på Orange Scene fra 22.30. Herefter er det eneste fornuftige at vende næsen mod Cosmopol, hvor der resten af aftenen er et nærmest uhørt stærkt reggae-program. Ved midnat giver Anthony B koncert med sit energiske og politiske dancehall-ragga. Lee Scratch Perry Kl. 1 er der koncert med noget af en power-duo, nemlig den superlegendariske dub-producer Lee Scratch Perry – alene det at se ham er det hele værd – som har slået sig sammen med Adrian Sherwood, der både er kendt som dub-producer og for sit suveræne samarbejde med postpunkbands som The Slits, The Pop Group og The New Age Steppers og senere med industrial-navne som Cabaret Voltaire og Skinny Puppy. Der skulle være garanti for et udkogt trip. Som kronen på reggae-værket er der fra kl. 2.30 koncert med den klassiske jamaicanske vokalgruppe The Congos. Gruppens Heart of the Congos fra 1977 er en af de bedste reggaeplader nogen sinde, og det kan kun blive en smuk koncert.Men har man fået en rastafari-overdosis, kan man dog droppe The Congos og trække over på Odeon, hvor Brian Jonestown Massacre giver koncert med deres larmende syre-rock’n’roll fra kl. 2. Gruppen har ry for at være et sejt liveband, så det er bestemt intet dårligt bud. Læs også en guide til søndag-onsdag, torsdag, lørdag og søndag.
USA’s måske bedste punkband nogensinde, det særprægede rastafari-hardcoreband Bad Brains, vender tilbage med et nyt album, som udkommer på Megaforce den 25. juni. Pladens titel er Build a Nation, og den er produceret af Adam Yauch fra Beastie Boys, som tidligere har reklameret for gruppen ved forskellige lejligheder. Nu er der måske ikke ligefrem grund til at vække Tordenskjolds Bad Brains omkring 1982 soldater. For selv om Bad Brains er et utrolig godt band, så skal guderne vide, at de er gået i opløsning og er blevet gendannet adskillige gange med et uheldigt resultat til følge. Først forlod forsanger H.R. og trommeslager Earl Hudson, som i øvrigt er brødre, gruppen i 1989 for at spille reggae. I 1993 kom de med igen, fordi Bad Brains var blevet tilbudt en kontrakt af Epic (lad os gætte på, at Kurt Cobain spillede en rolle i det). Desværre gik det dårligt med resultatet, albummet Rise, og gruppen smed ankeret endnu en gang. Dog kun indtil 1995, hvor de blev tilbudt en ny guldrandet kontrakt, denne gang af Maverick Records. Det resulterende album God of Love var imidlertid igen ret problematisk. Bad Brains stoppede igen. Nu er de så tilbage … Nu kunne det måske lyde, som om vi kan forvente en ret middelmådig plade. Men mindst én ting taler for, at Bad Brains står foran at bryde den onde cirkel af brud og middelmådig gendannelse. For ifølge rygtet er planen at vende tilbage til stilen fra gruppens selvbetitlede debutplade fra 1982 – en af historiens stærkeste udspil. Det vil sige: En hårdkogt blanding af ustyrlig speedpunk og udkogte reggae-hyldester til Jah. Vi håber.
Japanske Maher Shalal Hash Baz er tilbage med en omgang syret folk-blues blandet med skøre hornarrangementer. Det er som sædvanlig en stærk lytteoplevelse. Men gruppen er et godt stykke fra at nå op på siden af deres 2003-mesterværk Blues du Jour.
Verdens mest sortklædte, piratagtige og muligvis bedste rockband vender tilbage med ny trommeslager. For ikke så længe siden bekendtgjorde den Oregon-baserede gruppe Dead Moon, at de var gået hver til sit efter en tyve års benhård psychpunk-tour de force. Det var en beklagelig nyhed. For ikke alene havde Dead Moon udsendt en lang række fænomenale plader. De var også et suverænt liveband. Og nyheden blev ikke mindre sørgelig af, at den kom nærmest samtidig med, at gruppen udsendte den uovervindelige opsamling Echoes of the Past, som muligvis kunne have givet dem den fortjente opmærksomhed. Men ingen ulykke varer evigt. For nu vender trioens to frontfigurer Fred og Toody Cole tilbage under det ikke helt seriøse navn Pierced Arrows. Det skriver Oregon-avisen Willamette Week. Det er uklart, hvad man skal lægge i navnet. Piercede pile … Måske en slags indianerpunk? Det ville i hvert fald ligge fint i forlængelse af Dead Moon. Pierced Arrows er Dead Moon minus trommeslager Andrew Loomis. Ifølge Willamette Week blev Dead Moon sandsynligvis opløst pga. uoverensstemmelser mellem Loomis og ægteparret Cole, så i det lys er det måske ikke så sært. Men uanset hvad bliver det med statsgaranti vanskeligt at erstatte Loomis’ hårdkogte stil. Vi får se, hvordan det kommer til at gå. Ifølge et rygte er den nye trommeslager søn af en keyboardspiller, som Fred Cole spillede med i 70’er-gruppen Albatross.
Et af 80'ernes og 90'ernes bedste bands er tilbage med en samling slackerrocksange i velkendt stil og med masser af skæve guitarsoloer. Der er bestemt ikke meget nyt under solen. Gammel vin på gamle flasker. Men det smager stadig brandgodt.
Bob Dylan spillede en stærk koncert i går i Forum. Det hele bar muligvis lidt præg af, at vi stadig er i begyndelsen af turneen. Altså: ikke helt så stramt, som man kunne tro. Men ikke desto mindre fedt.Hver gang Dylan spiller i Danmark, bliver der lagt i kakkelovnen på den ene eller anden måde: Enten får han sindssygt stryg, eller også får han umådeholden og ubetinget ros. Det er, som om dem, der holder af Dylan, insisterer på at give ham ekstra gode anmeldelser, for ligesom at imødegå det mere teenageagtige segment, der hårdnakket insisterer på, at manden er grå og kedelig (og lad os få noget mere hindbærvand, tak). Det er sjovt nok at følge med i. Et hurtigt blik på aldersfordelingen blandt publikum i Forum i går aftes afslørede, at der hovedsagelig var repræsentanter fra den første gruppe, de glade fans, mens de tvære teenage-Bloc Party-tilhængere var i undertal. Faktisk var salen et regulært hav af grå manker og skaldede måner, kun afbrudt af smilende tandsæt, der snarere var præget af porcelæn og guldkroner end af bøjler. Så de kritiske røster fik ikke meget plads. Det var der nu heller ikke megen grund til, for Dylan leverede en stærk koncert, der trods et par små sammenbrud var seriøst medrivende. Hans band er et voldsomt godstog, og i de bedste øjeblikke er det virkelig benhård musik. Bob Dylan – fra en tidligere koncert i USA I forhold til den sidste håndfuld Dylan-koncerter, jeg har været til, var der et par forskelle. For det første lægger han ikke længere ud med “Maggie’s Farm”, hvilket er fedt nok – det er ikke hans bedste sang. Mere vigtigt er det, at han efter et par års pause, hvor han udelukkende har spillet på orgel, igen er begyndt at spille på guitar. Rygtet var løbet i forvejen fra Sverige, og derfor var det med spænding, man mødte op – og måske også med en snert af frygt for de knastørre tretonesoloer på 10 minutter, han førhen kunne finde på at fyre af. Det var kun i de første fire numre, at Dylan spillede på guitar. Til gengæld gav det superbonus, og fra første tone var al frygt forstummet. Åbningsnummeret “Tweedle Dee & Tweedle Dum” fra Love and Theft blev spillet i en hårdkogt version. Og dernæst fortsatte det i samme voldsomme, energiske gænge – ikke mindst “Watching the River Flow” var fænomenal – indtil Dylan lagde guitaren fra sig og bemægtigede sig det slidte orgel, som han har klimpret på de seneste par år. Herfra blev det lidt mere blandet. Der var smukke lyspunkter: “Visions of Johanna” blev f.eks. leveret i en intet mindre end fantastisk version. Det samme gjorde “Desolation Row” – der dog var omarrangeret så kraftigt, at det lige tog et par vers, før Dylan og hans mænd fik spillet sig rigtigt ind på hinanden. Og det første ekstranummer “Thunder on the Mountain” fra Dylans seneste (ret overvurderede) udspil Modern Times var en rå energibombe.Omvendt var et nummer som “Spirit on the Water”, ligeledes fra Modern Times, ikke helt skarpt. Alt i alt var bandet dog i topform. Nu er vi jo i begyndelsen af turneen, så de kan måske ikke arrangementerne helt på rygraden endnu. Men det kan de formentlig inden længe, så der er al mulig grund til at tro, at koncerten i Herning om en måneds tid bliver topklasse. Det er på en måde lidt overraskende, at Dylan er så populær. For det er ikke just radiovenlig pop, han giver sig af med. Hans stemme lyder komplet slidt og udflippet. Hans orgelspil er nærmest direkte useriøst og klodset. Han insisterer på at spille sine hits i alternative arrangementer. Hans band lyder som soundtracket til en pickup-truck-biljagt i Sydstaterne. Det er med andre ord virkelig stærkt og fænomenalt indtagende! Hvis Dylan kan siges at være faldet lidt af på den med sit seneste album – og det er han altså, både Time Out of Mind og Love and Theft er klart bedre, say what you will – så er han til gengæld usvækket, når det gælder koncerter. Det fik vi bevist i går. Karakter: Bedømmelseskriterier
Hvordan kommer døde bøller i kontakt med deres lige så afdøde kærester? Dette og mange andre horror-spørgsmål giver danske The Defectors svar på med albummet Bruised and Satisfied. På ny serverer de kontant gyser-garagerock, og endnu en gang er det solidt og godt.
Baby Woodrose- og On Trial-sideprojektet Dragontears syrer godt og grundigt ud – og dét endda på en endnu mere bevidsthedsudfordrende måde, end man kunne have ventet. Resultatet er en stærk plade, hvor man dog hist og her godt kunne have ønsket sig lidt mere nyt under solen.
Wakeup-call til alle syrehoveder Nu har vi fået en uovertruffen grund til at tage til Roskildefestivalen til sommer: Den legedariske garage-psych-superstjerne Roky Erickson skal spille! Det skriver det svenske musikmagasin Sonic. Erickson blev kendt i 60’erne som frontfigur i den texanske gruppe 13th Floor Elevators, som udgav tre klassiske psychplader i 1966-68 (især de to første, The Psychedelic Sounds of … og Easter Everywhere, er klassiske; den tredje, Bull of the Woods, er også god, men ikke helt så legendarisk). Siden har han opnået status som den psykedeliske musiks ubestridte konge. Ericksons liv tog en uheldig drejning fra slutningen af 60’erne, da han blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Men trods sine mentale problemer har han alligevel formået at udsende en række soloplader, som er seriøst nervepirrende. Der er virkelig god grund til at glæde sig til koncerten. Ventetiden kan man for øvrigt slå ihjel med den næsten nye dokumentarfilm You’re Gonna Miss Me om Ericksons liv og familie. Det er spændende sager.
Et af verdens allerstærkeste bands har samlet en kæmpe opsamling af overvældende gode garagepunksange med masser af melankolsk indføling. Echoes of the Past er en uovertruffen introduktion til et fremragende rockband.
Psych-folk-særling bliver tilgængelig for andre end vinylsamlere. Det amerikanske selskab Secretly Canadian genudgiver inden længe den obskure amerikanske psych-folk-enspænder Bobb Trimbles to plader, Iron Curtain Innocence og Harvest of Dreams. Efter planen skal pladerne udkomme til sommer næste år. Trimble udsendte oprindelig pladerne i begrænsede oplag i henholdsvis 1980 og 1982. Siden har de opnået en nærmest legendarisk status, dels fordi Trimbles spinkle stemme og formidable sangskrivning danner en helt unik cocktail, dels fordi de udkom på et tidspunkt, hvor stort set ingen andre gad beskæftige sig med den slags musik. Trimble er med andre ord efterhånden blevet en slags retropioner. Det betyder også, at pladerne bliver solgt til uhyrlige priser på den forkerte side af 1.000 kroner. Men nu ser der altså ud til at blive mulighed for, at almindelige dødelige også kan få fingrene i dem uden at måtte ty til piratoptagelser. Der er ikke kun økonomiske fordele ved at købe de nye genudgivelser. For begge plader bliver udstyret med ekstranumre. Og efter alt at dømme kommer ekstranumrene også til at være stærke sager. I hvert fald udgav det danske selskab Orpheus Records for et par år siden pladen Life Beyond the Doghouse med hidtil uudgivne Trimble-numre, og her er der virkelig smukke sager at finde. Ifølge planen udkommer de nye genudgivelser både på cd og lp.
Lemonheads fik sat godt gang i 90’er-melankolien i går i Vega. Kun få har skrevet samme mængde af melodiske hits som Evan Dando. Dem fik man i rigelige mængder i løbet af en koncert, der var gavmildt lang, men også lidt svingende.I første halvdel af 90’erne havde mangen en ung tøs The Lemonheads’ frontmand Evan Dando stående ved siden af Johnny Depp og Kurt Cobain på sin top-3 over drømmemænd. Og for mangen en teenagedreng – mig for eksempel – var han ikke alene et tøj- og hårmæssigt forbillede, men også indbegrebet af en afslappet og potrygende amerikansk rockstjerne, som man gerne ville hænge ud med. Nu er der jo gået et par år siden bandets glansperiode med It’s a Shame About Ray, Come On Feel the Lemonheads og Car Button Cloth fra henholdsvis ’92, ’93 og ’96. Men mens teenagefølelserne for Dando måske mest lever som lykkelige minder (hvilket man selvfølgelig ikke skal undervurdere), så er hans sange noget af det mest slidstærke 90’er-rock overhovedet. Manden har en skatkiste propfyldt med hits. Derfor var der noget at se frem til forud for koncerten i Vega. Foto: Stephen Goodwin Efter et par indledende øvelser ved en vis Nick fra Manchester, som ud over at ligne Giovanni Ribisi på en prik spillede et ganske underholdende akustisk set, kom Dando på scenen med en backinggruppe, der lidt skuffende ikke bestod af Bill Stevenson og Karl Alvarez fra The Descendents, som ellers spiller med på The Lemonheads’ nye plade – men af to for mig ukendte fyre (Vess Ruhtenberg og Devon Ashley fra The Pieces, red.). Skuffelsen fortog sig imidlertid hurtigt, da Dando & Co. kastede sig ud i en slagkraftig åbning af koncerten med bl.a. klassikere som “Down About It”, “The Great Big No” og “Confetti”. Det er virkelig smukke og tidsløse sange… … men de blev leveret i lidt sløve og ikke helt velspillede versioner. Dandos bedste numre er så stærke, at det ikke rigtig betyder noget, hvem man sætter til at spille dem. Her kan selv den mest håbløse lirekassemand ikke gå galt i byen. Men efterhånden som koncerten skred frem, og vi nåede til nogle lidt mindre hæderkronede og geniale numre, blev det en lille smule trægt at lytte til. Helt galt gik det dog aldrig. For inden det nåede så langt, sendte Dando bassist og trommeslager om bag scenen, iførte sig sin akustiske guitar og gav sig i kast med et langstrakt solosæt. Her fik vi bl.a. dovendidrikklassikeren “The Outdoor Type”, en virkelig besynderlig udgave af The Misfits’ makabre “Skulls” samt – hvilket var topmålet af både særhed og klasse – en smuk udgave af Ben Lees gamle “I Wish I Was Him”, som er en hyldestsang til Dando selv med henvisninger til hans strålende intellekt, spændstige overarme og generelt flotte udseende. Lige som det akustiske sæt begyndte at blive lidt kedeligt (nej, faktisk et lille stykke tid efter, at det begyndte at blive kedeligt), kom bandet tilbage på scenen. Medmindre det da var to andre i forklædning, for den energi og entusiasme, der måske havde manglet lidt i første halvdel af sættet, var der nu til overflod, og i en suveræn afslutning på en lang koncert gav Dando og band toptunede versioner af superhits som “It’s a Shame About Ray”, “Alison’s Starting to Happen” og “If I Could Talk I’d Tell You”. Virkelig, virkelig stærkt! Alt i alt var Lemonheads måske en lille smule svingende. Men der er stadig ingen tvivl om, at Evan Dando er både en melodisk superstjerne og en formidabel sanger. Læs også Undertoners anmeldelse af:The Lemonheads: s.t. Karakter: Bedømmelseskriterier
J Mascis bag trommesættet i et tungt 70'er-band. Lyder det måske lidt useriøst? Tja... I hvert fald bærer Witchs debutudspil lidt præg af sløset venstrehåndsarbejde, selv om der også er guldklumper hist og her.
