Den 63-årige japanske støjguru Keiji Haino har siden begyndelsen af 1970’erne været en af de absolut mest kompromisløse kunstnere på scenen for eksperimenterende musik. Nu står Haino klar til at pulverisere Danmark, når hans overvældende optræden indtager Jazzhouse i København d. 14. august og Atlas i Århus dagen efter.
Kombinationen af kammermusik og electronica er en forening, der høres stadigt oftere, og som også Metcalfe udforsker på The Appearance Of Colour. Strygernes svævende varme og den elektroniske knitren af knækkede rytmer og grynede synthesizere komplimenterer ofte hinanden vidunderligt. Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at Metcalfe har lavet et så kønsløst album, som han har.
Undertoner mødte kvartteten We like We i solen efter deres koncert på Roskilde Festival. Det blev til en snak om klassisk musik, følelser og at arbejde tæt sammen om et fælles projekt.
De i blandt publikum, der til Nils Frahm-koncerten havde håbet på en klassisk koncert blev skuffede, imens de af os, der nød den tyske pianists transcenderende analoge techno var i en anden verden.
På trods af tekniske problemer og festivalstøj leverede We Like We en imponerende optræden, der var både poetisk, intens, klangfuld og sensibel.
For dem, der, ligesom denne anmelder, havde læst i festivalens program, at Kronos Quartet ville spille en hyldestkoncert til Terry Riley og glædede sig til netop at høre hans kompositioner, var strygerkvartettens koncert på Avalon desværre en skuffelse.
Amerikanske Margaret Chardiet aka Pharmakon gav en ubønhørlig noisekoncert med primalskrig, soniske nyrehug og et glimt ind i uendeligheden sent torsdag aften på Gloria.
Dalhous' dystre og mystiske ambient blev afbrudt efter 40 minutter, da en lampekonstruktion var ved at falde ned i hovedet på artisterne. At det udgjorde det spændingsmæssige højdepunkt, siger desværre det hele.
Electric Eye leverede onsdag aften på Gloria en opbyggelig og alsidig koncert, der både bød på sløv ørkenrock, energisk syreblues og habil rock’n’roll.
Bargou 08 spillede onsdag nat en helt unik blanding af den traditionelle tunesiske trancemusik stambeli og moderne, hårdtpumpende rave. Det kunne have været et akavet møde, men gik op i en højere enhed med den legesyge rytmesektion og den karismatiske frontmand Nidhal Yahyaouis stærke vokal.
Der er to ting, der skal siges: 1) Colin Stetson og Sarah Neufeld har med Never Were the Way She Was lavet et fedt album. Deres individuelle ekspressivitet og effektklang, der klinger postrocket og avant-jazzet, går flot i spænd med kompositionernes repetitive minimalisme. Det er struktureret kompositorisk arbejde og virtuos instrumentbeherskelse. 2) Jeg synes, det er lidt træls, at vi skal kalde det indie-classical.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at de to mørkekvinder, Jarboe & Helen Money, har haft de bedste intentioner om at lave et kulsort og tungt mastodontalbum - en forening af de to kunstneres evner. Desværre for Jarboe og Money er det ikke intentioner, men lyd der i sidste ende udgør et album.
We like We afsøger med kollektive improvisationer grænserne for, hvad der i dag er rytmisk og klassisk musik. Resultatet er smukt, intenst, tilstedeværende og faktisk ikke så utilgængeligt, som det lyder.
Tre mastodontiske mørkemænd har begået et avantgardistisk mesterværk. Scott Walkers hjemsøgte poesi er overvældende, og Sunn O))) giver krop til hans ånd.
Den sagnomspundne John Cage var hele sit liv fortaler for at indlemme alle verdens lyde i musikkens domæne og opfordrede lytteren til at skærpe sin sensibilitet overfor den enkelte lyds fænomenologi og subtile karakter. Han ville blive glad for at høre Band Anes nye album. Det ville du i øvrigt også.
Causa Sui og Ron 'Pewt'r' Schneiderman har endnu en gang begået en studiejam. Tredje gang er desværre ikke lykkens gang.
Hør Swans. Nu.
Når man har gennemhullet den gamle sang om islandsk autenticitet og særegenhed, står Samaris med deres anden plade tilbage med et elektropoppet dubtechno-album, hvis gletsjere runger af kønsløshed.
Med ringlende elektriske guitarer og pludrende analoge synthesizere i fri arpeggio svøber Koen Holtkamp os i et uigennemtrængeligt tæppe af kosmisk lyd. Og selvom det er både behageligt og homogent, er det desværre også både unuanceret og ensformigt.
Der bygges broer i Frk. Jacobsens smeltedigel. Synthesizere, saxofoner, afrikanske balofoner og flerstemmige harmonier forener det avantgardistiske og melodiske, afrikanske og vestlige, intellektuelle og dansable. Det er både fantasifuldt, skizofrent og skidemusikalsk.
