Der er ikke meget at udsætte på lydsiden af Sky Architects debut-ep – hvis man da er til den slags musik. Men bag mødet mellem metal, støj, indiepop og meget andet er der desværre et fravær af myter.
Skribent - Jesper Kirkebæk Pedersen
The Cure: 4:13 Dream
»The world is neither just nor unjust,« sang Robert Smith på The Cure-albummet Bloodflowers. Det virker nu alligevel urimeligt over for yngre konkurrenter, at The Cure efter så mange år og udgivelser stadig laver så storartede plader som den nyudkomne 4:13 Dream.
Duncan Lloyd: Seeing Double
Et album fra guitaristen fra Maxïmo Park. Når denne anmeldelse er skrevet, kommer jeg aldrig til at lytte til denne plade igen.
Gregory & the Hawk: Moenie and Kitchi
Jeg tænkte på Felicity et par gange. Og (selvfølgelig) på Joanna Newsom. Men jeg blev også lidt overrasket. Musik og genre adskilles og forsones hos Gregory and the Hawk, hvor noget uens og heldigt upassende blander sig med det efterhånden traditionelle, skæve folk-udtryk.
Surf City: s.t. EP
Medlemmerne af Surf City puster og puster på havet. De vil gerne have bølgerne til at gå højt. Vandet skal være helt ustyrligt og meget levende. Men lige meget hjælper det: De kommer ikke til at surfe i dag. Det skvulper kun lidt.
The Week That Was: s.t.
Popvidenskabsmænd giver avancerede lektioner på denne opvisning af en plade. Man kan ikke andet end begejstres over håndværket, men hjertet hverken krympes eller oppustes – vreden og glæden forbliver uvækkede størrelser. Her er hverken føde for manien eller depressionen.
Choir of Young Believers: This Is for the White in Your Eyes
Debutalbummet fra danske Choir of Young Believers er en følelsesladet sag, som tilsyneladende har til hensigt at kaste sin lytter ud i alle sindets kroge. Det virker ikke helt. Pladens nydelige, pæne og lidt særegne – men ikke stærkt interessante – indiepop har dog noget fantasifuldt over sig.
Bodies of Water: A Certain Feeling
A Certain Feeling vinder ved nærmere bekendtskab. Kombinationen af det let folkede indie-udtryk, de udstrakte korarrangementer og de mange små genrefusioner hæver udgivelsen over ligegyldigheden. Egentlig mangler pladen bare lidt karakter - lidt mere af det, der skiller den ud fra resten.
Girls in Hawaii: Plan Your Escape
Andet album fra belgiske Girls in Hawaii indeholder vellydende forbrugsmusik. Den slags, man fylder tiden mellem de store mesterværker med. Plan Your Escape er et fint indiepoppet album, der forsøger at tage sin lytter med på store stemningsrejser. Resultatet er okay, men også lidt uinteressant.
Gang, The: Zero Hits
Sekstetten fra Brooklyn har udgivet en støjende, mudret og svævende garagerockplade, der hedder Zero Hits. Men indeholder den plade så ikke et eneste hit? Tilsyneladende ikke, nej. Er den kedelig og intetsigende? Ja.
Frokost: The Sound of My Wooden Chest
Selv om man uvilkårligt fristes til at antage det modsatte, viser det første album fra den københavnske duo/trio Frokost sig at være en ganske fornuftig plade. Fornuftig, ja, og eksperimenterende med atypiske genresammensætninger, men først og fremmest sympatisk.
White Hinterland: Phylactery Factory
"Hinterland" betyder "opland". Det er meget passende, for hvis Katie Melua er den overfladiske og falbydende by, og Joanna Newsom er den dybe skov med alle dens bjørne og aber, så står White Hinterland for det mellemliggende opland, hvor de to yderpunkter mødes i skønsang og balance.
The Mountain Goats: Heretic Pride
Ord som "lofi" og "originalitet" er tilsyneladende så småt ved at forsvinde fra The Mountain Goats’ vokabular. Dog har indie-folk-rockerne ikke glemt alle de gode manerer på denne seneste plade, Heretic Pride. Det er gammelt, men det er godt – nej, det er godt, men det er gammelt.
Pylon: Gyrate Plus
Det kan godt være, at R.E.M.s trommeslager Bill Berry engang har udnævnt new wave-bandet Pylon til at være verdens bedste band, men det er ikke rigtigt. Denne opspædede genudgivelse af albummet Gyrate fra 1980 er berettiget og fin nok. Men Gyrate er heller ikke verdens bedste plade i plus-udgaven.
LIFT vs. Sydow: s.t.
Duoen LIFT holder til i den sjældne eksperimentelle vokalkunsts sfærer. Deres aktiviteter dér har affødt et album, hvor talen, messen og brummen på bemærkelsesværdig vis omformes til rum og varighed af samarbejdspartneren Hans Sydow. Smalheden er ubetvivlelig, kvaliteten mere diskutabel.
Sambassadeur: Migration
Det andet album fra svenske Sambassadeur er grundet sit mærkeligt spraglede udtryk svært at sæsonbestemme. Kombinationen af dyster og distanceret indiepop og twee kan fungere som underlægning til vinterens mørke granskning og sommerens lyse dage.
Jacob Faurholt: Hurrah Hurrah
Lyden på Jacob Faurholts nye plade sender nogle ganske andre signaler end titlen, Hurrah Hurrah. Der ligger dystopiske visioner og en dyb sørgmodighed i denne lofi-folk, som ikke umiddelbart opfordrer til glædesudråb. Heldigvis kan man så glæde sig over pladens ret høje kvalitet, som kun trækkes ned af manglende vildskab.
Thurston Moore: Trees Outside the Academy
Thurston Moore giver den på akustisk guitar på sin første soloplade i mere end 10 år. Desværre lyser kun et par enkelte sange op i forudsigelighedens og kedsomhedens mørke. Den alternative indierock har været bedre og bliver det forhåbentlig snart igen. Læn dig tilbage, lyt nogle gange, og vent på noget nyt.
low fire: the second shortcoming
Indholdet er formen overlegent på denne udgivelse fra danske low fire. Men hvis man kan finde rundt i de mange afvekslende lofi-sange, så er der bestemt noget godt og meget varieret at komme efter. Særligt for lyttere med hang til det direkte, skramlede og hjemmelavede.
Elvis Perkins: Ash Wednesday
Der hersker vist nogenlunde enighed om, at man som musiker helst ikke må være banal eller triviel. Det er også almindeligt at mene, at kunsten skal bringe mere end blot åbenlyse sandheder; den skal også finde nye. Alt dette går singer/songwriteren Elvis Perkins imod på sit debutalbum, der dog har visse mere jordnære kvaliteter.