Helgi Jónssons ep Blindfolded er et virksomt og smukt budskab, som lover godt for en kommende plade. Det er ikke alle numre, der rykker nervebanerne rundt, men Jónsson evner stadig at indfange stemninger som få andre på en fin ep.
Skribent - Jeppe Fly-Kristensen
Marianne Faithfull: Horses and High Heels
Når Marianne Faithfull når sit ypperste, efterlader hun de fleste måbende. Det må vi have til gode, for Horses and High Heels overgår langtfra det bedste i hendes bagkatalog.
British Sea Power: Valhalla Dancehall
Den ene rock-undergenre efter den anden får lov til at udfolde sig på British Sea Powers nye plade. Man mister totalt orienteringen, og derfor bliver vurderingen også derefter.
The Sand Band: All Through the Night
Ønsker man en fredfyldt og stille start på 2011, kan man uden større risiko for vinterdepression nyde tiden sammen med The Sand Band. Deres rolige folkrockdebut spreder både melankoli og varme - uden de store armbevægelser.
Manden fra O.N.K.E.L: s.t.
Manden fra O.N.K.E.L har udgivet seks børnesange, men glem alt om den traditionelle indpakning og frygt for Pa-Papegøje eller Tangokat. Her emmer stemningen af Tindersticks og noget meget dystert.
The Tall Ships: On Tariffs & Discovery
The Tall Ships har fat i en fin formel, og den ville sikkert bringe dem langt, hvis bare de ikke lød så forbandet meget som Wilco.
Badly Drawn Boy: It’s What I’m Thinking pt. 1 – Photographing Snowflakes
Badly Drawn Boy smider sit syvende album på gaden, og Damon Gough pakker ikke sine gaver meget anderledes ind, end han plejer. Det skal han nu heller ikke skamme sig over, for han kan stadig skabe velour for trommehinden.
Kings of Leon: Come Around Sundown
Femte udspil er lyden af noget velkendt – men ikke kedeligt. Kings of Leon rocker fint videre. De fire Followill-brødre har ikke bedrevet årets bedste rockalbum. Langtfra. Men bandet fastholder de hjerter, de vandt i 2008, og hvem vil ikke gerne elskes?
Håkan Hellström: 2 steg från Paradise
Ingen falsk varebetegnelse på 2 steg från Paradise. Her er 100% Håkan Hellström – en mand, der leverer befriende, smittende og appellerende popmusik, dog uden at man mærker FDF-skjortens strammen og lugten af brændende bål.
The Rumour Said Fire: The Arrogant
P3's folk-yndlinge gør det igen. Kunne man lide ep'en The Life and Death of a Male Body, skal man straks ile ned til sin lokale pladepusher, for The Arrogant er endnu et godt bud på amerikansk-inspireret folk fra fire danske unge mænd med skæve hjerter.
Murder: Gospel of Man
Her gik man og troede, at man endelig kunne få skovlen under Jacob Bellens, der med alle sine jern i ilden da snart må lave noget decideret bras. Men heller ikke denne gang, for selvom det kræver tid at opdage det, viser Murder formidabel form med Gospel of Man.
The Vaselines: Sex With an X
The Vaselines er tilbage efter 20 års pause. Duoen med de bittersøde rocksange giver et bud på, hvordan de lød for to årtier siden. Det er fint pakket ind, men selv ikke den skarpeste make-up kan skjule, at de er blevet ældre.
Chief: Modern Rituals
Chief hugger og hakker sig gennem 70'ernes USA. Det gør de ret godt, bortset fra at de glemmer at bringe sig selv med ind i projektet, og det trækker en ellers udmærket debut lidt ned af rangstigen.
Figurines: s.t.
Figurines har udgivet et spændende og potent album, der viser, at bandet mestrer langt mere end blot skæve indievirkemidler og charmerende kompositioner. Bandets mest helstøbte og i mine ører også bedste udgivelse.
Grinderman: 2
Rock Nalle kaldte engang et cover af "Shake, Rattle & Roll" for "Beskidt, sulten & træt". Lige netop sådan har jeg det efter at have lyttet intenst til Grindermans ni nye sange. Og det er fandme en fed fornemmelse.
Lloyd Cole: Broken Record
Lloyd Cole har faktisk udgivet interessante plader, men i et forsøg på at nærme sig country/folk-genren dør Broken Record allerede inden opløbsstrækningen.
The Norman Conquest: s.t. EP
Ærlig og redelig pop på denne ep med tre sange. Man får ikke meget for pengene, men er man til gedigen radiopop, kunne man måske få hang til The Norman Conquests poppede sangunivers.
The Kissaway Trail: New Lipstick EP
New Lipstick indikerer, at The Kissaway Trail ikke helt har forstået styrken ved ep-formatet. I stedet for at bakke op om bandets nye, glimrende album, trækker den nærmere helhedsindtrykket ned med en række ligegyldigheder.
Kele: The Boxer
Bloc Party-frontmandens soloplade, The Boxer, er desværre ikke 'the big champ', for allerede efter tredje omgang begynder træthedstegnene at vise sig. Kele går godt nok tiden ud, men det bliver ikke til en entydig og klar pointsejr.
Ratatat: LP4
Ratatat skyder igen instrumentale electroficerede beats i retning af øregangene. Sidste gang kaldte de ammunitionen for LP3; denne gang kalder de originalt skytset LP4. Og som titlerne antyder, skyder Ratatat sig ikke ind på nye territorier.