Cold Cave spiller mørk electropop efter den helt rigtige opskrift: Tilsæt to deciliter Crystal Castles, en deciliter Human League, en knivspids The National og en teskefuld Joy Division. Det lyder godt, men der mangler noget, hvis det rigtig skal smage.
Svenske Talking to Teapots leverer god gammeldags indierock med rødder på den anden side af Atlanten. Den energiske og til tider små-punkede affære starter glimrende, men ender med at blive en anelse for ensartet efter femten numre.
Walisiske The Voices andet udspil er gennemsyret af start-90'ernes shoegazerscene. Dette går desværre ud over orkestrets originalitet, der konstant ligger og lurer under deres inspirationskilders tyranni. Men måske er der lys for enden af den musikalske tunnel.
De danske støjveteraner Mob har med deres nye ep begået et lille mesterværk. Først og fremmest, fordi de leverer noget af den bedste støj hørt på disse breddegrader i årevis.
Brooklyn-orkestret Pterodactyl formår på sit debutalbum at støje mere end langt de fleste af deres ligesindede. Desværre viser det sig dog hurtigt, at orkestrets musikalske blanding af massiv støj krydret med 90'er-grunge lynhurtigt bliver en temmelig monoton og trættende affære at lægge øre til.
Norske Ralph Myerz and The Jack Herren Band spiller festorienteret musik, der i det store og hele er ganske veludført, men desværre også temmelig kedelig. Dette skyldes hovedsageligt den musikalske blanding af punk, lounge og pop, der uheldigvis er blevet genbrugt til hudløshed af adskillige kunstnere de sidste 10-12 år.
Amerikanske Del Rey spiller postrock. Kort og lejlighedsvis godt. A Pyramid for the Living byder på stemningsmættet instrumentalmusik udført af særdeles kompetente musikere med en fintunet sans for smukke melodiforløb. Men desværre er det ikke tilstrækkeligt til at fastholde lytterens opmærksomhed.
Amerikanske The Meeting Places spiller støjpop med stærke shoegazer-tendenser. Musikken på deres fremragende seneste album holdes oppe af en altomfavnende stemming af nat og melankoli, og vil uden tvivl tiltale fans af My Bloody Valentine.
Amerikanske The Album Leaf spiller drømmende melankolsk postrock a la Mogwais blødeste øjeblikke. Musikken på deres seneste album er gennemsyret af melankoli, og der er højt til loftet, hvilket umiddelbart lyder forholdsvis tiltalende. Desværre formår musikken aldrig rigtigt at levere varen helt til hoveddøren.
Kresten Osgood og Hvad er klokken hylder på deres andet album noget så hverdagsagtigt som frimærket. Resultatet er et konceptalbum med 13 numre, der på den ene eller anden måde henviser til mærkerne. Det lyder umiddelbart interessant, men nyhedsværdien fortager sig dog hurtigt.
3/4 af britiske Mojave 3 har en fortid i det legendariske shoegazerband Slowdive. Kvartettens femte udgivelse markerer en skillevej for dem, idet musikken ikke længere er så udpræget melankolsk. Dette er i stedet en rigtig sommerplade. En overraskende udvikling, der oven i købet fungerer fortræffeligt.
Amerikanske Quasi spiller en underlig form for røvballe-lofi på deres seneste udspil. Musikken er skramlende kaotisk, bluesinspireret og lettere deprimerende, og det gør det svært ikke at blive svimmel, når man lytter til pladen. På trods af dette formår amerikanerne at levere et af deres hidtil bedste albums.
I mangel af et dækkende dansk ord vil jeg benytte mig af et engelsk udtryk for at beskrive amerikanske Peggy Honeywells andet udspil. Udtrykket er "quirky", og dét (og pladen) bringer minder frem om amerikanske kunstnere som Joanna Newsom, Gillian Welch og Cat Power. Resultatet er oven i købet fremragende.
Spænd sikkerhedsselen, og lad københavnske Marvins Revolt transportere dig ud ad deres overordentligt støjende motorvej. Støjen på debutalbummet river og kradser, men svigter dog aldrig den gode melodi. Støj møder punk møder shoegazer møder pop møder en snert af lo-fi.
Der er noget amerikansk ved den musik, norske JR Ewing spiller. En spøjs blanding af hardcore, grunge og god gammeldags 80'er-metal. Det kunne måske på papiret se ud som et interessant bekendtskab, men lever dog ikke op til forventningerne.
Tag dine strammeste sorte cowboybukser på. Kombiner med sort skjorte, diverse badges og hår i forskellige længder. Sæt det andet udspil fra århusianske Yellowish i afspilleren, og se, hvad der sker. Chancerne for en god oplevelse ligger langt over middel.
"Stille og roligt" og "uden de store dikkedarer" må være de bedste beskrivelser af amerikanske Off the Skys seneste udgivelse. Enmandsprojektets ambient bruger ikke store armbevægelser. Man kunne dog som lytter godt ønske sig mere musikalsk personlighed, og hele pladen fremstår temmelig ligegyldig.
Lune nordiske sommeraftener med uendeligt meget lys og forventningen om, at det alt sammen snart afløses af vinterens kulde. Dette kunne meget vel være en definition på svenske Loney, Dears debutalbum. Smuk melankoli blandes på fornemste vis sammen med en unik popsensibilitet, man skal lede længe efter.
Dette er Rock'n'roll med stort R, og det behøver ikke være så kompliceret. Eller gør det? Svaret er: Selvfølgelig ikke, men i italienske Hell Demonios tilfælde kunne det nu være rart med lidt mere kompleksitet. Deres plade er sprængfyldt med energi, men den får desværre ikke rigtig hårene til at rejse sig.
Cost er den amerikanske singer-songwriters Patrick Phelans første udgivelse i fire år. 11 personlige skæringer fra en kunstner, der ikke er bange for at have sine inderste følelser uden på tøjet. Dette er smuk indadvendt musik til en nat, hvor man er det sidste vågne menneske i verden.
