Debutalbummet fra Quiet Sonia er både stærk i sangskrivning og musikalitet, men bandet kunne godt have sparet et par interludes til fordel for en komposition mere eller to. Og så bliver de mange dynamikskift sommetider også lidt for tunge at lytte til.
En af Northside-hovedscenens sidste koncerter virkede snarere som et sløset dobbeltkoncert-kompromis, end den gjorde en skarp og udtryksfuld kollaboration mellem to talentfulde musikere.
Guldimunds tidlige eftermiddagskoncert indbefattede stor passion og høj musikalsk kvalitet hele vejen igennem, men selvom de ordtunge tekster ofte var udtryksfulde, så blev de til tider lidt for meget. Og så kunne musikken også godt have tålt flere vovede udspil.
Den legendariske coke-rapper medbragte alt hvad han havde af karismatisk og iskold attitude til Eskelunden. Og hvis Pusha Ts katalog havde været en tand mere facetteret, ville koncerten i sandhed have været godt på vej til at blive uforglemmelig.
Det eksperimenterende hiphop-ikon, Jpegmafia, leverede et euforisk møde mellem skæve produktioner og en energisk scene-præstation, og således cementerede han endnu engang, hvorfor han er en af undergrundens største hiphop-kunstnere.
Nova-scenens norske rock-indslag havde sine øjeblikke, men var for det meste en flad udgave af genrens ildfulde karakter.
Stadionrock-legendernes sene Astra-koncert var ikke bare udførlig. Den var også overdrevet. Koncerten bød på flere stærke sange, men der var aldrig langt mellem de tåkrummende indslag.
Årets Spot Festival var traditionen tro en overflødighedshorn af musikalske oplevelser, som fortjener et par ord med på vejen. Herunder kommer udvalgte højdepunkter fra Undertoners udsendte anmelderduo.
Det seneste album fra Indigo De Souza er måske ikke den mest originale indieudgivelse, verden har hørt. Men der er til gengæld ikke noget sløjt øjeblik blandt sangene, og det eneste, man sidder tilbage og mangler, er mere musik.
Dag to på Spot Festival bød på både smittende højdepunkter og døsig indiepop.
Branchefestivalen Spot sætter som altid fokus på vækstlaget og fredagsprogrammet bød således på et fremragende tag-selv-bord af både svensk fuzzpop, ekvilibristisk mash-up musik og en forsanger med crackpirat-energi.
Selvom der er flere gode idéer at finde på Wednesdays seneste album, så mangler bandet stadig både at oversætte dem til strukturerede sange samt at sortere de flade idéer fra.
Himmelrums seneste album er en kreativ rutsjebanetur af emotionel indiepop, men deres live-oversættelse må siges at være i en afgørende mangel på selvsikkerhed. Selvom de har sangene, så mangler de stadig at tage skridtet ud af øvelokalet og ind på scenen.
Yves Tumor udvider sit stærke katalog med endnu et album, hvor alsidig pop og rock såvel som særegenhed synes at være kerneværdier.
Med 7s er Avey Tare igen på banen med en ny dosis af sin legesyge og farverige sangskrivning, selvom det ikke altid opleves, som om at kreativiteten når hele albummet rundt.
I tidens kolde vintermåneder er det nye The Golden Dregs-album On Grace & Dignity med sin velgjorte sangskrivning og sit intime lydunivers en fantastisk måde at holde varmen på.
Patrick Kociszewski har med At Issue taget hul på tredje kapitel i fortællingen om Visitor Kane. Vi fangede ham til en snak om arbejdet med bandets nye udgivelse, om musikalsk alsidighed, og om hvorfor han igen er klar til at skifte musikalsk spor.
På Sleep Party Peoples sjette album bevæger projektets mastermind, Brian Batz, sig ud i et radikalt anderledes og mere introspektivt lydunivers. Og selvom der stadig er plads til forbedringer, når det kommer til netop denne musikalske tilgang, så er Heap of Ashes et stærkt eksempel på en super erfaren og kreativ kunstner med mere på hjerte end nogensinde før.
Trader leverer en stærk kombination af larmende guitarpassager og fængende melodier. Lyden er en smule endimensionel, og de glemmer til tider deres kant, men den stærke sangskrivning sikrer i sidste ende albummets succes.
Jockstraps legesyge og farverige tilgang til popmusik er en af årets større musikalske fornøjelser.
