Skribent - Christian Klauber

Fredag skal jeg tidligt op, for der er ubetalelige ordkunstnerier på Lounge fra kl. 11, når Lars Bukdahl og Jens Blendstrup leverer litterær hypnose. Det er måske lige tidligt nok, men om ikke andet kan jeg måske blive hypnotiseret til en ekstra lur, og hvis jeg ikke falder hen, får jeg med sikkerhed et godt grin. Kan man starte en fredag bedre? Godt glad og varm efter at have rørt lattermusklerne går turen til Astoria og Yoyooyoy-showcase, der starter 12.30. Jeg forventer, at Danmarks flippede kollektiv i grænselandet mellem jazz og eksperimenterende rock trækker de største, stribede bolsjer op af posen med den slags kæbebrud og ganesmerter, det kan give. Kirsten Ketsjer leverede et af sidste års bedste danske plader med deres legesyge pop, støjrock og pudsige indfald. Det fungerer med sikkerhed også live. Ud over et til lejligheden specielt sammensat band, skal duoen Yoke & Yohs heller ikke misses. Trommer og sax i et simpelt rock’n’roll-udtryk, men med energi og kompleksitet, der ikke er ulig Lightning Bolts tirader. Skulle jeg mod forventning ikke være legesyg, men mere til excentrisk, jazzet avantgarderock og intens vokal, bliver jeg i Lounge til Jomi Massage kl. 13. At koncerten foregår dér, er spændende og gør det til en oplevelse af den intime slags. Jeg forudser dog, at mit humør ikke er til de voldsomme udsving – fra det roligt tilbagelænede til det inderligt smertende og udpinte – der er så karakteristisk for Signe Høirup-Wille Jørgensen, når hun forlader Speaker Bite Me og bliver til en musikalsk enspænder. Efter fredagens tidlige begyndelse, træder jeg vande i nogle timer. Set i lyset af strabadserne, der venter, lægger jeg mig på ryggen mellem 14-17 og kigger op i skyerne (hvis det ikke regner, altså). Skal jeg beskæftiges med andet end skyer, der bevæger sig, hælder jeg til funky, jazzet middagsunderholdning med Anthony Joseph & the Spasm Band. Om ikke andet, så for at danse solen frem. Kl. 17 ville jeg ønske, at skizofreni var noget, man kunne udføre som fysisk handling, så jeg kunne sende min tvedelte krop i hver sin retning: En til Orange, hvor Gnarls Barkley spiller deres soulede pop, der specielt med landeplagen “Crazy” fik tag i folk. Hiphop-ingeniøren Danger Mouse styrer de musiske udskejelser, mens sydstatsrapperen Cee-Lo Green agerer soul machine, så det er en lyst. Den anden del skulle i retning af Cosmopol, hvor Jneiro Jarel’s Shape of Broad Minds, der leverede en af sidste års bedste hiphopudgivelser, spiller med deres interessante og lytteværdige blanding af hiphop, funk, rock og soul. I betragtning af, at Gnarls Barkleys nyeste udspil skuffede mig lidt, sætter mit hele jeg nok kurs mod Cosmopol. Efter Shape of Broad Minds er det igen tid til et pitstop og fouragering. Først fra kl. 20 går det igen løs med spidsrod-løben mellem de forskellige telte. På slaget otte er der sat et stort kryds ud for Bostonbandet Sunburned Hand of the Man. De er et af hovednavnene inden for den såkaldte freefolk-scene, og de blander flimrende, avangardistisk jazz med folkemusik og psykedelisk rock. Her er der mulighed for at opleve et kollektiv af hamrende dygtige musikere vise, hvad “udsyret” betyder i musisk forstand. Afhængig af, hvilken syregrad min fest kan klare, forlader jeg måske de solbrændte mænd og folder ørerne om Santogold, der spiller fra 20.30 på Cosmopol. Hendes musik besidder elementer i stil med den udeblevne M.I.A. (suk!), dog med en knivspids mindre politisk aggressivitet. Imponerende sikkert svinger hun taktstokken over dancehall, dub, firserpop og electro. Der burde være festgaranti. Jeg bliver dog ikke længe i Santogolds selskab, for kl. 21 skal jeg stå parat til at lade mig falde ind i Mogwais guitarstøjende epicenter. Ifølge Mogwais hjemmeside opfører de på den spanske festival Summercase en liveversion af deres første album, Young Team. Jeg ved ikke, om de gør det samme på Roskilde, men jeg krydser fingre som en vanvittig og drømmer intenst om 16 minutters konstant tiltagende støj som på pladens afslutningsnummer, “Mogwai Fear Satan”. Skulle jeg være i stand til noget derefter, tager jeg et hurtigt, lindrende smut til CocoRosie og de to Casady-søstres musik i krydsfeltet mellem dream pop, folk og indierock. Deres eksperimenterende pop bliver udført med en tilbagelænethed med små drys sødme, der er lige tilpas efter en tur i støjcentrifugen. Men heller ikke her er jeg længe, for kl. 22.30 indtræffer et af højdepunkterne, når Bad Seeds-destillatet Grinderman folder sig ud på Orange. Med en Nick Cave i storform er der lagt op til en ordentlig omgang god gammeldags beskidt, bluesy rock n’ roll. Skulle menneskehavet på Orange være i overkanten, har jeg et es i ærmet. På Pavilion fusionerer Holy Fuck elektronisk noise og electropop til en charmerende, men også krævende gang neo-electro. Brugen af analoge instrumenter og improvisation frem for programmering giver bandets lyd nærvær, og musikkens småkrautede tendenser og bliplyde minder lidt om Kraftwerk i mere rå udgave. Halvvejs inde i koncerten med Holy Fuck (eller Grinderman) vil mine ører sikkert bevæge sig i retning af Arena og den koncert, Goldfrapp snød os for sidste år. Selv om hendes nyeste album giver minder om Felt Mountain og nedprioriterer glamrocken og discoen, er det sikkert de to sidste stilarter, der er i fokus i nattetimerne. Derfor er jeg sikkert hurtigt videre til koncerten med Battles på Odeon kl. 24. Det er en koncert, jeg forventer mig meget af, og i prioritering bliver Goldfrapp overhalet voldsomt indenom af Battles legesyge og samtidig komplekse mathrock, der med metalbandet Tomahawks trommeslager John Stanier ved tønderne kan tage pusten fra de fleste. Aftenens sidste indslag er et besøg på Pavillion, der kl. 01 byder på psykedelisk verdensrejse med Yeasayer. Bandet har en uforudsigelighed i deres lydbillede, der minder om et band som Gang Gang Dance. Og når Yeasayers inspirationskilder samtidig spænder fra Jamaica over Afrika og forbi Mellemøsten, er det ikke uden grund, at deres i øvrigt roste debut-album hedder All Hour Cymbals. Koncerttidspunktet taget i betragtning, er der god chance for, at det bliver en fantastisk oplevelse, når Yeasayer folder deres orgiastiske, psykedeliske tribalrytmer ud i det fri. Det er i hvert fald en oplagt chance for at lade sig hypnotisere – igen – og lørdag skal du endda ikke engang helt så tidligt op. Læs også Undertoners guides til søndag-onsdag, torsdag og lørdag