Chasing Eudaimonias deput-ep byder på forførende psykedelisk drone med sfærisk kvindevokal, der udfolder sig for mine ører og resulterer i et dystert, dæmonisk og dragende drømmesyn. Dacapo.
Skribent - Christian Klauber
Kan Mikami & Ryojiro Furusawa: Tin
Men lad det ikke skræmme dig væk, for det er samtidig en improvisatorisk diamant, der både byder på jazz, folk og blues. Det er måske ikke lettilgængeligt, men det er også en pointe i sig selv. Kan Mikami og Ryojiro Furusawa er nemlig noget helt særligt.
The Great Depression: Whatever You’re Building
Intensiteten og det passivt aggressive klæder The Great Depression, især når det hele slippes løs over lytteren. Det sker desværre først på pladens sidste nummer, og det en postgang for sent til at glemme langsomheden og de lidt for dominerende, apatiske kammerpop- og shoegazerelementer.
Common: Universal Mind Control
Det er nye tider for Common. Feel good-attituden, snakken om at være true, for real og alt det der synes at være væk. Nu er der dømt markedsføring på Allmusic, sex og champagne, og det er godt nok en sjov forvandling at være vidne til. Men spidser man ører, gemmer der sig faktisk en overraskelse eller to.
Majorian: s.t.
Majorians anden ep byder på shoegazer og alfevokal, og det er slet ikke så skidt, som det måske kunne lyde. Rigtig godt bliver det dog først, når alfevokalen lodses ud over scenekanten, og Majorian for alvor slipper tøjlerne.
Frodegruppen40: Du ligner noget fra en pejs
Jens Blendstrup stikker i rend og blæser sine ekvilibristiske ordforviklinger af sted mod en sagesløs lytter. Der er masser af rigtig fine aspekter, et hav af fine billeder og overraskende gode musikalske anslag på Jens Blendstrups anden udgivelse i Frodegruppen40’s regi, men der er også noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Cyne: Pretty Dark Things
Cyne spiller på alle tilgængelige tangenter på hiphopklaveret og leverer i den grad overbevisende, moderne hiphop, der i et overflødighedshorn af alternative input og hæsblæsende rap med et fingerknips lukker munden på selv Hanne Vibeke Holst.
David Byrne & Brian Eno: Everything That Happens Will Happen Today
David Byrne og Brian Eno slår pjalterne sammen i et udspil, der i den grad får mit ellers kolde pophjerte til at banke. Det er pop med ganske komplekse musikalske strukturer, og hertil kommer et hav af fine tekster og betragtninger fra David Byrnes skæve tekstunivers.
The Mighty Underdogs: Droppin’ Science Fiction
Det velproducerede – nogle steder tilsat et skud stikkende vanvid – præger hiphopkollektivet The Mighty Underdogs’ første udspil. Konstellationen med bl.a. Lateef the Truthspeaker og Gift of Gab er interessant og spændende, men levede i første omgang ikke helt op til mine forventninger. Men de var så heller ikke afstemt med virkeligheden.
Declan de Barra: A Fire to Scare the Sun
Declan de Barras anden soloudgivelse byder på melankolsk folk, der gør et indtryk og holder opmærksomheden i et jerngreb. Det sker bl.a. via de Barras intense vokal, der skifter karakter som vejret på en lunefuld sommerdag: først varm, så lys, så dragende, så mørk og intens, så lattermild, så"¦
My Beloved: Force Feeding Love
Instrumental musik noir med gæstevisit fra Current 93's John Contreras stikker sit grimme ansigt frem og griner dig lige op i ansigtet. Støjende guitarer og smertefuldt storladne lyd- og klangflader spredes ud over den sagesløse lytter. Men også i det grimme finder det smukke en sprække at kravle ind i.
Madlib the Beat Kondukta: WLIB AM: King of the Wigflip
Selvom teksterne ikke altid er lige interessante, er det her uden tvivl hiphoppens creme de la creme. Som Guilty Simpson rapper på "Blow the Horn on ’Em": »I’m in my own league«. Det er Madlib i sandhed også. Og det er en fornøjelse at lytte til.
The Roots, 23.11.08, Store Vega, København
Wow! The Roots kan altså noget helt særligt, andre hiphop-bands ikke kan. De blander lystigt og hensynsløst genrerne i deres store hiphop-gryde og løber ind på scenen med en inciterende og medrivende hiphop-eliksir.
Dragontears: Tambourine Freak Machine
Dragontears’ andet udspil er et sprudlende album, der træder direkte ind i den psykedeliske tradition og byder på masser af droneinspireret spacerock og sære instrumenter, f.eks. tablabox og kinesisk fløjte. Men det er ikke kun fri hash og fri leg, det er også seriøst, og særligt et Bob Dylan-cover gør indtryk.
Woven Hand, 15.11.08, Lille Vega, København
David Eugene Edwards fra 16 Horsepower viste sig fra sin mindre vanvittige og udskejende side, da Woven Hand gæstede et udsolgt Lille Vega lørdag aften. Det betød, at der kun i momenter var den vildskab, man normalt forvente i hans selskab.
Holmes: Wolves
Svenske Holmes har begået en indierocket omgang country, der er så tung om hjertet og slæber sig så meget af sted, at det næsten er for meget af det gode. Men den intense smag af iskold ensomhed og forlis er samtidig en af de ting, der gør Wolves til en god oplevelse.
Murmansk: Chinese Locks
Murmansk spiller rifftung, indadvendt og småaggressiv indierock med shoegazer-tendenser. Der bliver brugt masser af distortion, feedback og ekko. Resultatet er en ganske udmærket plade, der dog har nogle slagsider, der trækker karakteren ned.
Calexico, 24.10.08, Store Vega, København
Folk fik, hvad de kom efter, da Calexico gæstede et pakket Store Vega med deres velspillede americana. I krydsningen mellem den vante melankoli og fandenivoldsk gringo-rock havde der endda sneget sig nogle postrockede strukturer ind. Fantastisk.
Analogik: Klunserbeats live
Hos Analogik blander adskillige genrer lystigt blod ved et eklektisk tag selv-bord, og tøjlerne er særdeles løse. Rent musisk og musikalsk er det ganske godt, men helhedsbilledet er noget tåget.
Edmund Oak: Queen Ódea Escapes
Gennemført folk-projekt med tendenser til det spøgelsesagtige og freakede. Stort set alt, der kan skabe dyster stemning, tages i brug: cello, violin, kirkeklokker, klaver, gongonger – og en lille smule støj.