Én ting blev tydeligt for mig på Hotel Cecil denne tirsdag i november. Nemlig at The Raveonettes næppe er et band, man opdager fra scratch i 2024 og får et musikalsk flip med. Dertil er deres forankring i 00’ernes rock’n’roll-scene simpelthen for stærk. Det var nok især aldersgennemsnittet blandt publikum, der afslørede det: Generation X (og nogle ældre Millenials) var mødt så talstærkt op, at min makker og jeg blev lullet ind i en bedragerisk følelse af at være purunge. I hvert fald var det oplevelsen af et såkaldt throw back.
Man kan vel sige, at the Raveonettes i sig selv er ét stort throw back, særligt til 60’ernes amerikanske surf- og noiserock pionerer. Det lægger de absolut heller ikke skjul på: senest har de udgivet coverpladen The Raveonettes Sing… (2024), en samling af nogle af de store hits fra det 20. århundrede, der inspirerede dem til at lave musik under hatten the Raveonettes. Inspirationskilderne tæller eksempelvis både motown klassikere, Lee Hazlewood og Velvet Underground.
Hvem de står på skuldrene af, kunne man også høre denne aften. Koncerten er et led i en serie af optrædener på Hotel Cecil hele ugen, og den var groft sagt delt ind i tre genreepoker, der hver var repræsenteret ved en Raveonettes udgivelse: Pretty in Black (2005), Lust Lust Lust (2007) og så debut-EP’en Whip it On fra 2002, et hovedværk som også fik lov at fylde mest af alle denne aften. Sidstnævnte har da også fået en fremtrædende plads i deres diskografi i kraft af sidste års udgivelse af The Raveonettes Present: Rip it Off! med fortolkninger fra prominente navne som Dave Gahan, Glasvegas, Brian Jonestown Massacre med flere (med Møs bidrag som det måske mest interessante). Alt dette for at sige, at the Raveonettes, som få andre succesfulde bands herhjemme, er en smeltedigel af udtryk fra rockmusikkens øst og vest.
Desværre var koncerten stemningsmæssigt også lidt for meget i øst og vest. Foruden stjerneduoen Sune Rose Wagner og Sharin Foo bestod bandet af medskaberne af Whip it On, Anders Christensen (bas) og Jakob Lilfar Høyer (trommer). Hele seancen var, som annonceret, unplugged og uden elektroniske elementer, med Sharin og Sune skiftevis på akustisk- og elguitar, samt bassisten vekslende mellem elektronisk- og kontrabas. Derfor sad bandet (minus bassisten) også ned under hele koncerten, som jeg talte til hele 24 numre. Et hyggeligt koncept der tillod Sune og Sharin at udveksle indforståede fnis ind i mellem. Men også et lidt sært et, som ikke bidragede til at indgyde energi i en relativt stort forsamling.
Udover i enkelte lysglimt, så fremstod bandet under den samlede koncert lidt uengagerede. Der var relativt få overraskelser, som ellers kunne have hævet stemningen og skabt en forbindelse til de tilstedeværende – det være sig improvisation eller små omskrivninger af deres arrangementer. Men når de en sjælden gang gjorde det, formåede de også at vise deres format. Den første tredjedel af koncerten bød på en håndfuld numre (”Love in a Trashcan”, ”Somewhere in Texas”, ”Red Tan”) fra deres mest djangle-prægede tid på Pretty in Black, komplet med tamburiner og reverb. Først under fjerde nummer (som jeg desværre ikke kunne genkende), spillede Sune en så episk afsluttende guitarsolo, at jeg måtte vende mig og søge bekræftelse i de omkringståendes øjne (”Er det bare mig, eller er det her sygt fedt?”).
Udover denne ene undtagelse, spillede de sig gennem epoken af ren surf uden stor variation i indlevelse, hvorefter Lust Lust Lust stod for tur. Den lidt romantiske retro-indie ting de kører på dén plade er, indrømmet, ikke helt min kop te. Men på ”Ally Walk with Me”, som unægtelig er et cool nummer, havde bandet et es i ærmet. Her gjorde aftenens unplugged element, at den ellers massive støjmur man hører på indspilningen var dæmpet til fordel for en mere fremtrædende leg med melodi på leadguitaren.
Den sidste tredjedel af koncerten var mest dedikeret til Whip it On og dens dystopiske præriestøj (”Do You Believe Her”, ”Attack of the Ghost Riders”, ”Bowels of the Beast”). Især denne del af settet fremstod dog stillestående. Der var dog heller ikke stor opbakning fra publikum, og salen virkede mere tom end ved koncertstart. Særligt blev publikums manglende engagement tydeligt under et af koncertens højdepunkter (for mig), hvor bandet spillede deres cover af Velvet Underground’s geniale ”Venus in Furs”. Man må sige, at bandet heller ikke havde gødet jorden godt nok til et 5-6 minutter langt og lydmæssigt tungt S/M-epos. Men knivskarpt lød det dog, når Sharins stemme skar gennem tågen med den legendariske replik: ”Strike dear mistress, and cure his heart”.
Trods de highlights som stod tilbage, var langt det meste af koncerten temmelig, ja, kedelig. Sjældent havde man indtrykket af rigtigt at blive omslugt af lyd, og selv de store støjbangere fra Whip it On virkede lidt for pæne. Mest af alt var koncerten en demonstration af deres imponerende repertoire af stærke vokalharmonier og catchy surf riffs. Men det blev for meget som et statisk udstillingsvindue for deres musikalske bagkatalog, snarere end en invitation til at mærke og nyde deres musik for en aften.
Måske er det forventeligt, at et band der for tyve år siden var hardcore revivalists af musik, der dengang havde 50 år på bagen, ikke kan skabe energi nok til at overraske, røre eller fuldt ud underholde en hel sal for en aften.
