Roskilde Festivals helt store overraskelse i 2023 var det norske danse-kollektiv / technopunk gruppe Tacobitch, hvor det maskerede danseband forvandlede Gaia til et dyrisk kluddedukke-show et sted imellem himmel og helvede. Gruppen havde på daværende tidspunk et par singler og EP’en Humami (2020), men gruppens teatralske technoeventyr har nu altid smagt af mere – hvilket vi nu får med Tacobitchs debutalbum RATMODE.
I løbet af 37 minutter forsøger det norske technokollektiv at destillere essensen af deres surrealistiske elektroniske ballet for voksne børn ned i en udelukkende lydlig version, hvor gruppens ellers fremtrædende visuelle identitet på scenen bliver overladt fuldkomment til fantasien. Måske er det fordi, at sangene fik premiere på Roskildes Apollo-scene i år, og jeg derfor allerede har associationer live. Men RATMODE lykkes i fænomenal grad at oversætte Tacobitchs intense og absurde liveshow til et klub-banger soundtrack, som var det skabt til et voksen-børneprogram instrueret af John Waters.
Og når man nu ikke kan være bevæbnet med kostumer og dansetrin på en plade, må man bruge andre virkemidler for at skabe en historie – i dette tilfælde vokal og tekst. Det er Tacobitch ikke blevet mindre rablende vanvittige af. Allerede fra første nummer, den Prodigy-i-circus-agtige “Super$tar”, er vi ude i hjernevridende elektroniske kompositioner, fjollede samples, der alligevel er så veltænkt strikket sammen, at det hele falder sammen i et superbatteri af overdådig overstimulering. Nummeret bygger på klassisk rave a la 90’ernes UK med udvidet percussion og ikke mindst: en heftigt gang industrial guitar, der føles malplaceret på den helt rigtige måde! Selve teksten behøver ikke at give mening. “I’m a superstar / First price / Go get her” skråles der med tysk-norsk accent – er det dybt? Måske ikke. Afspejler det perfekt resten det maniske storhedsvanvid, man bliver grebet af, når man diskret går med det i ørerne gennem Københavns grå gader i det tidlige efter? Ja.
For at grave dybere ned i tekstlige univers, fornemmer man et snert af en politisk vinkel med et ironisk twist. På nummeret “Fo*king Trash” fungerer de samme ord, synget af et kvindekor, som en form for public service announcement om affaldssortering, maskeret i techno med mellemøstlig/arabisk inspiration, som har gjort sit indtog på de skandinaviske klubber. På det næsten Viagra Boys’ske “Big Boy” fornemmer man et hentydninger om usund maskulinitet – især med den glidende overgang til det instrumentale nummer “Manspreader”. Temaet er ikke gennemført eller stoppet ned i halsen på en, det føles nærmere som børnesange om voksenting, iklædt ond techno – dansegulvs-hjernevask. Jeg håber næsten, at der ligger et eller andet djævelsk budskab gemt, hvis man spiller sangene baglæns. Det er fjollet og ligefremt, men måske rammer man nemmere voksne mennesker på den måde. Tacobitch taler til dit indre barn.
Lad dig dog ikke narre – den musikalske kvalitet er stadig ikke til at tage fejl af. Tacobitch er fænomenalt musikalsk håndværk. Når vokalen droppes på numre som “Moominjuice” og “Goldie B” trækkes man ind i en mørk og elektronisk verden, som giver de største IDM navne kamp til sokkeholderne. Kompleks rytmik og dyb bas skaber psykedeliske, dystre og ulmende landskaber, der, kombineret med samples og mystiske stemme cut-ups, konstant stimulerer alle sanser. Det ulmer og det er ondt! Og så er det også rimelig stor kunst.
Hvis du læser mine ord og allerede har lyttet til albummet, spørger du måske stadig: Jamen, Anne, er det hele ikke lidt for fjollet til, at man kan kalde det stor kunst? Men NEJ! Det er et studie i kunsten, at have det sjovt. Og ja, det er da måske lidt out there at have et helt cirkusdanse-nummer på en plade (“Ohkej”), som kun er bygget op omkring en vokalsample der siger »Oh Okay«. Men Tacobitch stråler altså særligt, når de lader sig styre af deres mest gakkede impulser.
“Streets” er et af albummets absolutte højdepunkter – en ond, sejlende og marcherende slowburner om at indtage gaderne. Med ordene »Let’s go out in the streets / Let us be in the streets / Let us be indiscrete« bliver der messet på komisk og dyb-nordmand engelsk, mens de lyserøde elefanter marcherer foran ens øjne. Den dybe sub-bass og de skærende synths føles som dit livs værste brandert, mens den ‘Radiserne’-agtige blæser giver nummeret en uskyld, der aftegner grænsen mellem komedie og tragisk hedonisme. Ligeledes er “Water/People” stadig en fuldkomment sindssyg tanke af et nummer, der rusker dig rundt i et kaos af hård techno, industrial og psykedelisk sitar-spil – som jeg iøvrigt holder fast i, er et kanont godt håndværk.
Selv “wrahwrah”, hvis Nokia ringetoneagtige hook på første lyt var så irriterende, at det gav mig lyst til at blæse min egen hjerne ud, er endt som et af mine yndlingsnumre – det er simpelthen for sjovt og for hæmningsløst til ikke at elske til absolut vanvid. De kæmpe breaks af forvrænget guitar, country cassio-keyboardsoloen og ikke mindst crescendoet, hvor Tacobitch tæsker dig i ansigtet med et kæmpe metalriff – det er alt, alt for meget og alt, alt for godt.
Så tak til Tacobitch for at slå et slag for fantasien og for god, velkomponeret musik, der er fjollet, for meget og mega fedt. RATMODE er dopamin direkte ind i øregangen. Det er et stort fedt smil tværet ud over hele dit ansigt og det er dans gennem gaderne på en højlys søndag, hvor du er ligeglad med at forbipasserende kigger på dig, som om du er absolut sindssyg.
