Pumpehuset havde åbnet den store sal grundet kæmpe efterspørgsel efter 00’ernes goth-pop ikon John Maus. Mange mennesker i et publikum under ledelse af én mand, alene på scenen.
Man kan sige meget om hvor svært det er, at sige noget om koncerter, hvor der kun er en sanger bevæbnet med et backingtrack på scenen, men Maus leverede i hvert fald en excentrisk version af konceptet onsdag aften i Pumpehuset. Iklædt sit karakteristiske business casual attire bestående af jeans og en T-shirt sprang John Maus på scenen til de gotiske orgeltoner af “Castels in the Grave” til en times lo-fi hitparade – karaoke style.
Førnævnte skjorte havde allerede ændret farve, gennemvædet af sved, da Maus gled over i “Quantum Leap”. Musikalsk er der ikke så meget at sige – alt lyder jo sjovt nok, som det skal, når det er backtrack. Live-instrumentation eller ej, så er Maus’ hjemmedrejede synth-pop unægtelig dansabel og finurlig – til tider ligefrem storladen i stor kontrast til John Maus’ ydmyge udseende.
Derfor lægger hele underholdningsværdien også i Maus selv. Ikke et ord blev ytret fra scenen, men det betød ikke, at Maus ikke havde publikum i sin hule hånd. Er der nogen, som kan give mig John Maus’ træningsplan eller et peg om, hvad Søren manden er på? Maus løb frem og tilbage på scenen som en anden duracelkanin, springende hvad der synes meter op i luften, febrilsk headbangende i en form for office-core psykose. Charlotte Bircow havde været dybt, dybt misundelig…
Koncerten var en ren forkælelse med John Maus’ ultrakorte hits fyret af på stribe. Pumpehuset livede især op til diskografidarlings som “Keep Pushing on” og “Maniac”. Maus’ dybe bariton fik af og til selskab af lidt for meget playback (hvilket er lidt undskyldt, eftersom de fleste nok havde lagt frådende på gulvet, hvis de skulle tonse sådan rundt på scenen). Den primære kommunikation med publikum bestod af primale »WOAAAAAAH« skrig, der fandt deres vej fra Maus’ lunger med en sådan hyppighed, at det endte med at blive helt komisk – især da publikum begyndte at gengælde det.
Med ensfarvet belysning, en mand på scenen og en diskografi, der har omtrent den nuance, man nu kan opnå med et Cassio-keyboard, nåede hele sceancen dog at blive en kende ensformig en overgang. Heldigvis havde Maus et par kaniner mere i hatten – eller rettere sagt et par klassiske hymner fra 2006’s Songs.
At få lov til at skråle med på »Oh, oh, I’d cut off all my fingers just to touch you / Oh, oh, you stupid bitch, you mutilate my soul / Oh, oh, I want to put my fingers deep inside you / Oh, oh, I wonder if you’re thinking of me now« på “Just Wait Till Next Year” føltes noget nær som kartasis til lyden af syntetisk kirkeorgel – det var billigt, plastikagtigt, men med følelserne helt uden på tøjet på den grimmeste måde muligt.
Den fine linje mellem tragedie og komedie blev kun hårdere optegnet på “Time To Die”. Mørkt og trist som titlen antyder, men Maus’ kompositioner og hyperaktive ydre trak ligesom dramaet og døden ned på et jordnært niveau, hvor man kunne få lov til at grine af den. Det blev kun endnu bedre, da bassen fik et ekstra smæk funk på “Pets”. Her bevægede vi os igen inden for dødstemaet, og denne gang var det ikke kun dig selv, men også dine kæledyr, der skulle dø til lyden af et pudseløjerligt keyboard og skramlet trommemaskine. Perfekt.
Den store fede prik over i’et var dog, da Maus lod som om, at han fik et sidestik/hjerteanfald (et måske lidt for realistisk scenarie givet Maus’ aktivitetsniveauet) og gik af scenen for blot at vende tilbage med det afsluttende ekstranummer “Believer”. Man kan måske slå et slag for, at koncerten med John Maus nærmere var performancekunst mere end en egentlig koncert, men jeg var underholdt hele vejen igennem – og er det ikke også pointen?
