School of X: BLÅ Outside presented by the Orchard, 18:30
Det er måske lidt en falliterklæring, at jeg aldrig har set den københavnske lokalhelt Rasmus Littauers alternative pop-projekt School Of X live før. Men en gang skal jo være den første, så nu tager vi den altså på udebane i BLÅs hyggelige gård i de tidlige norske aftentimer.
Med et nyt album, Seventh Heaven, på trapperne bar første del af koncerten præg af en præsentation af uudgivne sange, men der er tydeligvis noget godt på vej. Jeg har i hvert fald overgivet mig til den uforskammede popfest i løbet af de første numre. Littauer er en insisterende frontmand, der ikke har noget imod at kæmpe for publikums opmærksomhed og som absolut også giver tilbage, når han får den.
De nye sange hjælpes godt på vej af de lokale københavnske kræfter, som School of X havde taget med hjemmefra. Jeg bliver altid så glad, når Rune Risager er med på guitar, og denne aften var ingen undtagelse for de finurlige guitarindfald kombineret med en ekstremt kompetent trommeslager tog pop-baskere som “Race for Caress” til et nyt og mere interessant niveau.
Den 90’er alt-pop inspirerede singleforløber til Seventh Heaven “Bad Design” bliver måske min nye guilty pleasure. Man kan jo ikke lade være med at blive lidt charmeret af en god følsom pop-ballade med en god humoristisk tekst. Littauer trådte også i karakter som større-end-livet frontperson dirigerende fra monitoren, så de bagerste rækker kan se ham.
Højdepunktet var dog den funkede “Feel of It”, der tager en uventet drejning, som Littauer stillede sig bag keyboardet og fyrede en orgelsolo af, som de fleste syrebands fra 70’erne vil være dybt misundelige på. Herefter kastede School Of X sig over i en 80’er hair-metal version af nummeret – jeg var flad af grin.
At afslutte på “Caroline” – endnu en popballade – virkede dog en smule antiklimatisk oven på sådan en overraskelse, men en fin og fornem popfest blev det dog alligevel.
EBBB: Revolver, 22:30
Den britiske hyper-pop/electronica trio EBBB har på kort tid skabt røre i andedammen i London med deres intense live shows, langt før udgivelsen af deres første singler. Debut EP’en All At Once udkom på Ninja Tunes i juni 2024, en særegen kombination af glitch- og dreampop blandet med hårde techno- og gabber rytmer.
Pladen afspejler meget trioens blidere sider, for hvis EBBB virkelig skal ses, skal de ses live, hvor bæstet fra helvede for alvor kravler op gennem gulvet af EBBBs kirkekammer-technopop. Det er en efterhånden udvandet anmelderfloskel, at kalde en koncert for “en religiøs oplevelse” – men hånden på hjertet, jeg trækker al min tidligere brug af den metafor tilbage og forbeholder den nu kun til EBBB.
På scenen stod tre britiske unge mænd, uhøjtideligt klædt og med et gemyt, der lignede, at de var blevet trukket ind fra den lokale pub. Alt ændrede sig dog, da producer Ceylan fik gang i Macbooken og okkulte synth-klange, der lød som en bastardiseret blanding af strubesang og kirkeorgel. De religiøse undertoner kom virkelig på spil, da Will Rowlands kastratsanger-agtige lyse vokal mødte de atmosfæriske elektroniske underlægningstoner, messende som et kor i en katedral, men med med et hint autotune i homage til hyperpoppen. Man havde måske ikke set Gud endnu, men EBBB har og havde også denne aften en æterisk kvalitet, der får en til at føle, at der er mere mellem himmel og jord.
Den rigtige magi, der gør EBBB til et unikum live, er trommerne. De rytmiske elementer ligger relativt langt tilbage i produktionen på indspilningerne, men på scenen er det trommeslager Scott MacDonald, der gør EBBB til en intens ud-af-kroppen oplevelse. Med en rungende gulvtam og storetromme og en piskende snare smadrede MacDonald techno- og gabber rytmer afsted i hæsblæsende bpms i intrikate mønstrer, der næsten føltes ulovlige, når de ikke er produceret på en computer. Fra synkoperede salsarytmer på Speed til “Torn”s trofaste “Born Slippy”-agtige beat formåede Macdonald at nedbryde den melodiske kyskhed med ren vrede.
Og således var EBBB en ydmygende og transcenderende live-oplevelse, der konstant balancerede mellem melankoli og ekstase, langsomme luftige passager med en kant af religiøs underdanighed og intens, rytmisk aggression. Rowlands scenetilstedeværlse var både udadvendt og indadvendt, som han vaklede rundt på scenen med blikket enten rettet bedende mod himlen eller sammenkrøllet, skuende mod undergrunden uden nogensinde at misse en enkelt af de dragende falsetfraseringer. Produktionerne skiftede fra Eurodance-agtige synthesizer, til forvrængede vokalsamples og storslåede strygere uden nogensinde at vige fra EBBBs kirke-club lyd.
Det lyder måske en kende dramatisk, men jeg er pænt sikker på, at EBBB lyder som, hvad end der sker, i de sidste sekunder fra ens hjerte stopper med at slå til, at ens hjerne stopper med at virke.
