Spillestedet Alice er en tagterrasse på en overskyet sommerdag ved Vanløse Bibliotek, hvor Strøm Festivalen og fire DJs fyrer op til dans. Det er Brorsonskirken på Rantzausgade, hvor et ensemble af strubesangere fra Mongoliet har kastet et lille, mærkeligt lys over en klam novemberaften. Det er en cello- og guitarduo og bonede gulve i et klassicistisk byggeri på Vesterbro. Det er også en scene på Fanø Free Folk Festival. Men Alice er først og fremmest et stort, gult murstenshus i en baggård på Nørrebro.
For fire år siden fandt de ud af, at den var helt gal med ventilationsanlægget i det, som engang var Nørre Allé Skoles gymnastiksal, men som i 2018 blev til et spillested, der rummer de hedengangne Jazzhouse og Global i sig i ånd såvel som drift. I renoveringssprocessen fulgte en periode på farten, hvor Alice blev dygtige til at afvikle alle andre steder end i hovedkvarteret, hvorefter de slog sig ned i de midlertidigt-permanente lokaler i Vanløse. Kort sagt: De blev omstillingsparate.
Spillestedet har i sin korte levetid været mere nomadisk, end det har været hjemmehørende. Egentlig ikke upassende for et spillested, der præsenterer alskens eksperimenter og smallere grupper indenfor eksperimental-, elektronisk, folkemusik og jazz. Nu er Alice dog tilbage i de vante rammer, og det blev fejret med et storslået åbningsprogram i starten af september, ni dage med musik og fester. Undertoner var med lidt af vejen.
Víík, 08.09.2024
Der var blevet ryddet op efter weekendens åbningsbrag med dub og dancehall en masse, da den pan-nordiske folkemusikgruppe Víík gik på scenen søndag aften på årets formentlig sidste hede dag. Et småt, men velvilligt publikum havde indtaget salen, som virkede mindre end jeg huskede den fra tidligere – men faktisk er det modsatte tilfældet, for den store bar er flyttet ud i foyeren. Måske var det bare den relativt passionerede dans, der opstod længst fremme mod scenen et par numre inde, der fik rummet til at fremstå trængt. I hvert fald var Viik ikke kommet for at få folk til at stå og summe i stilfærdig fornøjelse. Som forsangeren, Elisabeth Vik, udtrykte det til slut, er det meget svært at spille for et skeptisk publikum, og utrolig nemt at spille for et, der har lyst til at være der.
Faktisk var ‘lyst’ også et gennemgående tema for både Vííks lyd og forsangerens gavmilde fortællinger mellem numrene. Således blev vi ført rundt i en løssluppen manege af nordiske rødder, båret af en romantisk fabulerende violin (Annelene Toft Christensen), kontrabas (Jacob Kragesand) og rå, jazzet percussion (Mårten Hillbom).
Der blev leget med formerne, som når eksempelvis Elisabeth Vik sang op imod trommerne uden anden instrumentering, eller når violinisten spillede volumen op og ned, mens hun, som en fjeder, skiftevis strakte sig og gik ned i knæ. Det var et sjovt og levende band, som spillede med publikum og hinanden på en måde, der kunne gøre selv en dystertsindet Lankum-fan blød i knæene (bandet havde også, lød det fra scenen, været på udflugt til den irske doom-folk gruppes koncert på Vega aftenen forinden). Sangerinden med den store, flotte spændvidde i stemmen – og ublu snak om sex i både sit eget liv og de folkefortællinger, der er en del af deres repertoire – var en fornem anfører og forfører.
Marisa Anderson & Jim White, 11.09.2024
Onsdag stod i improvisationens tegn, noget jeg personligt havde glædet mig meget til i åbningsugen. Desværre fremstod Anderson og Whites samarbejde denne aften alt for tungt i improvisationsdelen og for let i samarbejdsdelen.
De to mesterlige instrumentalister Marisa Anderson (guitar) og Jim White (trommer) er ellers en duo med utvivlsom tyngde og en næsten ceremoniel seriøsitet i deres omgang med musikken. De appellerer velsagtens både til fans af postrock, free jazz, blues og mere derimellem. Og så er de begge gråt guld indenfor deres respektive instrumenters mesterverdener, hvor Anderson eksempelvis kan skrive Mdou Moctar på listen over samarbejdspartnere, mens kollegerne for White har talt godtfolk som Nick Cave og Bill Callahan.
Det var altså ikke hvemsomhelst, der trådte ind i den dunkelt belyste sal onsdag aften, der til formålet var indrettet med små caféborde i midten af de øvrige stolerækker. Er det lidt som at være i New York, hørte jeg nogen spørge, og ja, man kunne godt for et øjeblik drømme sig væk til en jazzbule i cementjunglen, hvor australieren White også holder til dagligt. Men flere drømmerier kunne det ikke blive til, for den ubrudte strøm, der fulgte, var for mig især kendetegnet ved, at den ikke satte nogen følelsesmæssige svingninger i gang. Der var, ærgerligt og ærligt talt, ingen muligheder for at forstå, engagere sig i eller holde fast i de bider af støj, de smed ud til publikum.
Hver gang en idé til en fast figur opstod hos den ene, blev den tilsyneladende slået ned af den andens bud, med et for hårdt eller blødt anslag. Det føltes i hvert fald ikke, som om de lyttede nysgerrigt til hinanden. En stiltiende aftale mellem parterne lod dog til at være, at de begge skruede op og ned for volumen i samme tempo. Således bestod settet – som blev spillet ud i én køre – af omtrent tre støjmæssige peaks and valleys. Men hvordan de kom op ad toppe og ned i dale, fremstod uskarpt, fordi der ingen klare stemningsbilleder blev tegnet undervejs. Og så var trommerne desværre for høje til, at man kunne lade sig suge ind i det eneste faste holdepunkt, nemlig Andersons hypnotiske spil, som druknede bagerst i lyden. Selv mestre kan vel have en dårlig dag.
Jupiter & Okwess, 12.09.2024
Torsdag var der ingen tvivl om, hvilken stemning artisterne var kommet for at sprede. Og publikum til den udsolgte koncert slugte gladeligt den lykkepille, de congolesiske funkekvilibrister i Jupiter & Okwess delte ud af igennem et forrygende energisk set.
Med samarbejder som eksempelvis med den chilenske popstjerne Ana Tijoux, og Damon Albarn med sine Africa Express-tendenser på CV’et, står gruppen for en særlig transnational form for funk, der på en eller anden måde alligevel peger pilen tilbage i menneskehedens vugge: Afrikas hjerte, Congo. At denne aftens budskab også flugtede med urhistorien stod klart, da den rødklædte frontmand, lang og kroget som en Giacometti-figur, allerede under første nummer mindede os om, at »You and me – one time, one people – in Africa«. At vi alle kunne være beslægtet med dette ranglede menneske, som lavede de mest elegante bollebevægelser nogensinde set udenfor et soveværelse, er bare en god tanke.
Jupiter & Okwess, bestående af to dansende guitarister, en ligeså rørig bassist, en hætteklædt trommeslager og den ikoniske Jupiter himself, var fra start til slut ustoppeligt på vej ud over scenekanten. På “Ofakombolo” var syvmilestøvlerne spændt på de to fænomenale guitarister, der fræsede derudaf i høj fart, så jeg blev bekymret for, om fingrene mon blødte. Det havde nok ikke stoppet dem. Det stoppede heller ikke trommeslageren, da han tabte en trommestik – han spillede bare sit vilde polytempo videre med hånden, indtil han fik assistance fra publikum.
Efter flere numre i lighedens tegn – “Mieux que ca”, “The World Is My Land” og en ode til kvinderne – stod det klart for alle, at der simpelthen ikke var andre måder at være til denne koncert på, end ved at give sig hen til bandet i dans. Godt nok talte publikum ikke fransk denne aften – når der blev sagt gauche, gik vi til højre, når de ville have os til at hoppe, smilede vi bare fjoget – men sprogbarrieren var ikke en hæmsko for at skabe forbindelse og et dansegulv der, hen mod koncertens slutning, næsten brændte.
Brìghde Chaimbeul, 14.09.2024
Ovenpå en kavalkade af (flere udsolgte) koncerter og tre åbningsfester, virkede det både kærkomment og modigt, at man havde valgt at placere en artist med tryk på melankolien som toppen af kransekagen. Og så er skotske Brìghde Chaimbeul [Bridge Campbell] tilmed en tilbagevendende skikkelse i Alice-regi, så cirklen lader til at være fuldendt. Den unge artist har, som få andre, gjort sækkepiben relevant for et moderne publikum og i processen gjort keltiske rigs tilgængelige uden for deres traditionelle geografier.
Det beviste hun også denne lørdag aften, hvor hun både præsenterede følsomme, stille melodier og numre med et mere dronet og reverbet udtryk, og så et par stykker fra »the dance section of the night«, som hun bemærkede med et skævt smil. Om der var mere end et enkelt instrument på scenen, havde jeg trods mit gode udsyn over stolerækkerne svært ved at bedømme. Det korte svar er ja. Men Chaimbeuls tag på lavlandspiben, som i sig selv er et instrument med en enorm fylde, gav lyden en slags elektronisk kvalitet, så man kunne blive i tvivl om, hvorvidt der blev samplet ambientlyd ind, eller om det reelt var pibens laveste drone-toner, der ræsonnerede på elektronisk vis.
Dronen bar os ubesværet ind og ud af keltiske landskaber, også godt hjulpet på vej af nogle minimalistiske visuals der viste sælsom dans og grønne bjerge, og det var nemt at lade sig rive med af det smukke, melankolske tonehav. Kun momentvis dukkede Chaimbeul selv op til overfladen, og man huskede at den uafbrudte, meditative lyd kom fra et menneske, der pumpede luft ind i piberne (med armen, ikke med munden). Eksempelvis på “Pìobaireachd Nan Eun”, hvor hun afslørede en fin og klar vokal. Teksten er, forklarede hun, baseret på en skotsk myte om svaner, som på godt jysk skulle være repræsentanter på jorden fra dødsriget. Når svanerne skriger, som de gør på nummeret i et af Chaimbeul selvopfundet, keltificeret sprog, er det tegn på deres tilbagefart til dødsriget. Sådan lød hendes musik også: som en bevægelse mellem noget meget vitalt og et stort, opslugende men venligt mørke.
Chaimbeul har selv været i arkiverne for at finde myte, tekst, og velsagtens også den irske og skotske musik, der primært ligger til grund for hendes praksis. Det fortalte hun fra sin plads i spotlightet, som hun indtog med stor ydmyghed og mange taksigelser. Og det føltes helt rigtigt at afslutte ugen med en sådan grundighed og kærlighed til lyden, fordi det netop også reflekterer spillestedet Alices mission. Velkommen hjem!