The Raveonettes havde fået den lidt tvivlsomme ære af at skulle åbne ”Over Havet”-scenen på festivalens tredje dag. Inden koncerten lå festivalgæsterne og flød på græsplanene udenfor og indenfor festivalpladsen på en lidt doven lørdag eftermiddag, hvor Arc de Soleils twangede indierock blidt forsøgte at vække festivalens gæster.
Bag Over Havet-scenen sejlede hvide skyer forbi på en flot blå himmel, og solen varmede det modne publikum, der nu var mødt talstærkt op for at se nogle af deres ungdoms helte. Men hvis der var nogen, som forventede og måske endda frygtede, at The Raveonettes ville spille et afdæmpet sæt, tilpasset lejligheden, med mange numre fra deres nye coveralbum The Raveonettes Sing…, tog de grundigt fejl!
Sune og Sharin indledte nemlig med ”Hallucinations” og fulgte op med ”Dead Sound” fra deres fantastiske album Lust Lust Lust (2007), og så var vi ligesom i gang. Publikum var på fra starten, og spontan dans og brede smil bredte sig i mængden, der efterfølgende kunne nyde flere af de fantastiske støjflader og fabelagtige grooves på The Raveonettes klassiske materiale fra Lust Lust Lust og Whip It On (2002).
Glemt var fuldstændig, at klokken lige havde passeret 15, og festivaldagen kun netop var startet. Sæbebobler steg op fra publikum på de forreste rækker, og såvel The Raveonettes som publikum virkede klar til at starte festen. Og den fortsatte lige indtil, vi kom en ca. en halv times tid ind i koncerten. Undervejs havde vi allerede fået ”That Great Love Sound” og ”Love In a Trash Can” i et stramt afviklet sæt, hvor Sune og Sharin sammen med deres trommeslager leverede deres vidunderlige noisepop og shoegaze med kæmpe musikalsk overskud, perfekte vokalharmonier og en coolness, som få andre acts herhjemme kan matche.
Men så fik Sune problemer med tuningen af guitaren inden næste nummer, og pludselig var det ligesom, at den overlegne coolness, der ellers havde præget deres optræden, krakelerede en lille smule. Sharin virkede således utålmodig og frustreret over afbrydelsen, og selvom både Sune og Sharin glimrende performere, når de spiller, så er de først og fremmest musikere og ikke entertainere. Og det fik vi syn for i denne uventede pause, som de virkede til at have en lille smule svært ved at håndtere.
Både band, publikum og koncerten som helhed tabte derfor noget af pusten, da Raveonettes efter pausen samtidigt fortsatte med mere nogle af deres mere afdæmpede sange som ”The Enemy” og et af numrene fra deres nye coveralbum. Bandet genfandt dog melodien (pun intended), da de kastede sig ud i klassikeren ”Aly Walk with Me”, som øjeblikkeligt viste, at publikum også stadig var med.
Det er ganske fascinerende at se, hvorledes The Raveonettes virker til stadig at elske at spille deres hits, og det musikalske overskud og smilene på scenen, der kortvarigt havde været forsvundet, vendte stærkt tilbage. Det samme gjorde sæbeboblerne og begejstringen hos publikum, og bandet var atter fuldstændigt på hjemmebane, da de afsluttede med ”Recharge & Revolt”.
The Raveonettes sluttede således på en high note. Desværre var der ikke nok numre tilbage i sættet efter den ufrivillige pause til, at intensiteten helt kunne bringes op på niveauet inden pausen. Så selvom anden halvdel af koncerten også bød på gode numre, kunne den ikke stå mål med det sindssygt høje niveau, som koncerten ellers startede med. Den landede dog solidt, og The Raveonettes viste endnu en gang, at de bare er et band med international kaliber.
