Til lørdagens program på Syd for Solen havde bookerne taget en tur over Øresund for at slå sig løs i musikalsk lösgodis, og det forstår man jo faktisk godt. Dina Ögon – som altså er svensk for »dine øjne« og ikke navnet på sangerinden – og Viagra Boys er jo to af Skandinaviens varmeste bandnavne, man kan smide på en festivalplakat. Selvom de må siges at befinde sig i hver sin ende af skalaen, når det kommer til svensk musikeksport.
Det stockholmske orkester Dina Ögon indtog en flot 10. plads på Undertoners liste over de bedste udenlandske plader i 2023 for albummet Oas, en lille perle af nostalgifremkaldende og jazzede psychpop-skæringer. Det er som bekendt med at smede, mens jernet er varmt, så allerede tidligere i år fulgte gruppen op med pladen Orion – et knap så overbevisende, men dog stadig flot udspil.
Det var sangen ”Jag vill ha allt« fra sidstnævnte plade, som Dina Ögon lagde fra land med. Det skete dog efter en herlig indledning, der var lige så retro som den musik, bandet dyrker, hvor bandmedlemmerne én efter én blev præsenteret til lyden af udflydende, psykedeliske guitartoner. Det passede mere eller mindre perfekt til vejret og stemningen på pladsen, hvor man nærmest ikke kunne bede om et mere perfekt match mellem musikken, solen, de kolde fadøl og de smukke naturomgivelser.
Men, men, men … Som alle der har taget turen over sundet for at gå amok i svensk lösgodis ved, så kan det også blive for meget af det gode, når man kommer hjem og skal fortære alle de søde sager. Og sådan endte det faktisk også med at blive for Dina Ögon, hvis jeg skal være helt ærlig. For ja, det var da dejlig og ikke mindst velspillet musik, som de fire svenskere præsenterede for os. Det var faktisk nærmest umuligt ikke at stå og rokke saligt med i takt til tonerne af hits som ”Mormor” og ”Tombola 94”. Men jo længere koncerten skred frem, desto mere gled den underligt nok også i baggrunden.
Musikken blev spillet stramt, stilsikkert og uden for mange dikkedarer i form af publikumsinteraktion. Desværre også uden den vildskab eller intensitet, der skal til for virkelig at komme ind under huden på publikum. Det virkede lidt til, at både publikum såvel som band egentlig havde det helt fint med, at vi ligesom bare havde det lidt hyggeligt, fik drukket et par øl og sludret med sidemanden om vind, vejr og årets sommerferie.
Det er en skam, for Dina Ögon har på deres pladeindspilninger bevist, at de ikke blot lefler for den der nostalgiske stemning af sommerhusture og gåture langs stranden, som deres sangkatalog så eminent fremmaner. Nej, de er faktisk også opfindsomme og kreative i den måde, som de mikser og matcher inspirationer fra flere forskellige genrer – eksempelvis de ganske herlige jazzfraseringer, der blandes med psykedelisk guitarlyd.
På Syd for Solen virkede det hele dog til at køre i samme rille i en sådan grad, at sangene til sidst flød sammen i en udefinerbar masse af sødmefuld svensk popeksport. Det var slet ikke dårligt. Jeg savnede bare at blive udfordret noget mere. Der er trods alt grænser for, hvor længe man kan blive ved med at gumle på de samme svenske Bilar uden at de bliver vamle.
