Kan musik være terapeutisk? Ja, siger videnskaben. Faktisk er musikterapi den eneste kunstneriske terapiform med sin egen statsligt akkrediterede uddannelse. Den samme erkendelse er rapperen André Benjamin – bedre kendt som 3000 – også kommet til. Fredag eftermiddag i Valbyparken delte han gavmildt ud af denne erkendelse, da han gik på scenen til festivalen Syd for Solen.
André 3000 behøver næppe en længere introduktion, da han fra 1992 til 2007 revolutionerede hiphoppen og satte Atlanta på musikverdenskortet som den ene halvdel af den dynamiske duo Outkast. Siden duoen brød op har der imidlertid været påfaldende stille omkring den excentriske rapper. Faktisk skulle der gå hele 13 år, før André 3000 endelig følte sig klar til at udgive sin solodebut.
New Blue Sun var imidlertid et skridt i en helt, helt anden retning. Faktisk var albummet udstyret med et decideret advarselsmærkat, som gjorde opmærksom på, at der ikke var et eneste rim at finde på skiven. I stedet rummede pladen halvanden times eksperimenterende og meditative instrumentalkompositioner med André 3000 i en hovedrolle som fløjtenist.
Det var i denne rolle, at hiphoplegenden havde taget turen over Atlanten – og rollen som introvert fløjtenist brød han aldrig med. De fans der havde lagt turen forbi Syd for Solen i håbet om, at han ville spytte nogle rim eller måske endda støve et gammel Outkast-hit af måtte altså gå skuffede fra koncerten. Og det gjorde mange tilsyneladende også. Der blev i hvert fald påfaldende god plads oppe foran scenen i takt med, det stod klart, at det fåmælte ensemble ville køre videre i den samme improvisatoriske og indadvendte rille.
Bevæbnet med samplede fuglefløjt, diskret guitarklimpren, en vanvidskabaret af perkussionsinstrumenter (som både talte roterende gummi-fallosser, grene med blade og meget andet lir) samt et imponerende arsenal af forskellige fløjteinstrumenter spillede André 3000 og hans fire medmusikanter et fuldt ud improviseret nummer, der varede den bedste del af en times tid.
Som med mange andre improvisationsfremførsler var der passager af tomgang, der pludselig gled over i små perioder af ren skønhed for igen at afløses af mere søgende og dvælende perioder. Selvom solen pludselig blændede op og bagte ned over festivalpladsen, som kort forinden var druknet i tung regn, så var det ikke just nem kost for mange af de fremmødte publikummer. »Altså … Er det en joke?« lød det fra én iblandt publikum, som kort efter udvandrede fra koncerten.
Det ville imidlertid være synd at afskrive New Blue Sun og André 3000’s nyfundne kærlighed for blokfløjter som en vittighed. I tiden op til og efter udgivelsen af solodebuten har rapperen nemlig talt åbenhjertet om sine mentale helbredsproblemer i tiden efter Outkast – om sin angstdiagnose, om den depression der ramte ham efter hans forældres død og om den følelse af fremmedgørelse, som han døjede med under sin næsten to årtier lange skriveblokade.
Derfor er der også noget smukt og utroligt sympatisk over New Blue Sun som værk. Det er vitterlig lyden af morgengry for en mand, der endelig har lagt forventningens knusende pres bag sig og som med nyfunden nysgerrighed går til musikken som en form for terapi. Han kunne tjene kassen på at turneré verden rundt og lefle for nostalgiske fans. I stedet vælger han at sige skråt op med forventningerne og turnere verden rundt for at spille blokfløjte, elektrisk fløjte eller på diverse fuglekald, som han hiver op af lommerne på sin spraglede smækbuksedragt.
Der er noget råt over den musik, som ensemblet i fællesskab fremmaner på scenen. Det her er ikke jazzekvilibristen, der bruger improvisationen til at blæse publikum bagover med sine tekniske evner – det er ikke pointen. I stedet handler det om at opleve musikken som proces, som et flygtigt og forgængeligt nu, hvor man uden bagtanker forfølger det, der føles godt i netop dette øjeblik. Fra scenen indrømmer André 3000 da også, at han ikke anede, hvad de skulle spille, før de trådte ud på scenen og fornemmede publikums energi.
At projektet kan tolkes som en vittighed virker André 3000 dog udmærket godt klar over. Mod slutningen af koncerten stirrer han pludselig intenst ud på publikum og begynder at holde en lille tale på et sprog, der ikke umiddelbart vækker genklang. Man når kort at tænke, om det mon er volapyk eller om han mon er blevet grebet af en eller anden panafrikansk vækkelse. Med et glimt i øjet slår André 3000 dog over i engelsk og indrømmer, at »from the bottom of my heart, I just made all that shit up«. Men volapykken er ikke meningsløs, insisterer han og minder os om, at små børn har evnen til at forstå al slags volapyk. Så længe der ligger en oprigtig intention bag den.
For mig hersker der ingen tvivl om, at der ligger en oprigtig og dybt sympatisk intention bag den optræden, som André 3000 og hans fire musikanter leverede til Syd for Solen. Om det så var det optimale tidspunkt og sted til at modtage den intention kan der herske noget mere tvivl om. For jeg forstår faktisk godt de publikummer, der blev rastløse undervejs og som måske gerne ville bruge eftermiddagssolen til at få vækket de slumrende dansemuskler efter en regnvåd start på dagen. Undervejs skal jeg da også indrømme, at jeg dagdrømte om at få en sækkepude, så jeg kunne hvile fødderne og give mig totalt hen til de flakkende improvisationer. Det var altså måske ikke den perfekte festivalkoncert, men André 3000 faldt så absolut ikke igennem i sin debut som transcendental fløjtenist og musikalsk gruppeterapeut på dansk grund.
