Det var svært at have forventninger til AIRs optræden på Syd For Solen. ”AIR play Moon Safari 21:25” stod der på sceneskærmene. Spændingen var, hvis jeg må tillade mig at være lidt hård, nærmest taget ud af aftenens koncert. Et album fra 1998, der for nyligt kunne fejre 25-års fødselsdag, spillet i sin fulde længde. Hvad kunne Jean-Benoît Dunckel og Nicolas Godin, projektets bagmænd, dog få ud af sådan en opvisning.
Det skulle, hurtigere end jeg var forberedt på det, vise sig, at AIR havde forberedt en utraditionel festivalkoncert, der var planlagt – ”designet” er faktisk et bedre ord – ned til mindste detalje. Flankeret af en langhåret trommeslager med et fantastisk underspillet groove gik Dunckel og Godin på scenen, klædt helt i hvidt. Godins karakteristiske bas satte ”La femme d’argent” i Serge Gainsbourg-sensuelle svingninger, og vi kendte bandets 60’er/70’er-retrofuturistiske lyd igen.
Dunckel og Godin var dog ikke taget til udkantskøbenhavn for at praktisere nostalgisk leflen. Næh, de var auteurs, der sågar havde medbragt egen scene og placeret den ovenpå standardscenen. En hvid ramme i bredformat med store LED-skærme og projektørlys, der gjorde numrene til små, visuelle sekvenser i sig selv. Under den electropoppede ”Kelly Watch the Stars” kørte der klip fra årgangsvideospillet ”Pong”, mens Godin på vocoder-vokal skabte glitchwave-paradis og Dunckels klaverintermezzo bidrog med et neoklassicistisk islæt. Samme neoklassiske udtryk åbenbarede sig da Godin på et par af numrene (blandt andet ”You Make It Easy”, som bandet klarede i androgyn stil helt uden pladens gæstevokalist Beth Hirsch) lod sin akustiske guitar spille op mod det kosmiske synthtæppe.
I visse passager var de to franske herrer statsligt højtidelige i deres fremtoning. De holdt sig til instrumenterne: Dunckel bestyrede de analoge synthesizers, mens Godin vekslede mellem bas og guitarer. Det gav en live-i-studiet-fornemmelse, der ikke umiddelbart rimer på sensommer og festival, men publikum var med på rejsen. Under storhittet ”Sexy Boy” blev der helt og holdent givet slip, både hos band og publikum. Det var flamboyant på en lækkert underspillet måde, og publikum kvitterede med jubel.
Første halvdel af Moon Safari er en hitparade, så det skulle gerne være den nemmeste tilgængelige. Derfor var det også en lettelse at kunne notere mig, at AIR ikke mistede momentum, da de skulle til at spille pladens anden halvdel. ”Talisman” blev båret frem af præcise livetrommer vis rytme understøttede de himmelstræbende synthflader og skabte noget, der selvfølgelig var en fortolkning af et gammelt nummer, men som alligevel fik en vitalitet, som var til at tage og føle på.
AIR havde et solidt tag om publikum, og særligt Godin smilede hemmelighedsfuldt ud til os, som ville han sige ”Se, hvad vi får til at ske!” Under ”New Star in the Sky” var der en sand stjernevrimmel på scenens skærme. AIRs tekster er spartanske, og svære at få særlig meget mening ud af, men ser man i stedet en komposition som ”New Star in the Sky” (og resten af Moon Safari) som stemningsskabende musik til en endnu ikke udtænkt film, åbner der sig et nyt rum.
Godin studerede faktisk oprindeligt arkitektur, ligesom Dunckel har studeret matematik og duoen brugte arkitekturen, LED-skærmene og scenerammens hvide linjer, til at gøre det populære album til et stykke live-installationskunst. Det er abstrakt at skrive om, men det gav mening i øjeblikket. Festivalen gjorde også AIR en stor tjeneste ved at lade dem spille ved skumringstid. Det tiltagende mørke gjorde, at den atmosfære der strømmede ned fra scenen, var det eneste, man rigtigt havde øje for.
Da bandet efter 40 minutters tid havde spillet Moon Safari til ende, gik de frem på scenen og bukkede, før de spillede et par numre fra bagkataloget. ”Highschool Lover” fra soundtracket til Sofia Coppolas ungdomsfilm The Virgin Suicides (1999) gav et spændende indblik i den progressive rock, der lå som en naturlig vej for AIR efter succesen med Moon Safaris Burt-Bacharach-møder-la-chanson-française. En stille opbygning med piano og akustisk guitar lagde op til et udtryksfuldt klimaks med glidende bas og eksplosive rytmer. En så stilig performance havde ret beset ikke behov for en greatest hits-sektion, men vi fik da slået fast, at AIR også er andet og mere end Moon Safari.
Kald det taffelmusik for studentikose akademikere, der har haft fransk i gymnasiet. Der er simpelthen ikke meget der slår Moon Safari som et sluttet hele.
