Jeg må ærligt indrømme, at jeg ofte bakker ud, når kunst bliver synligt politisk. Nogle gange bliver det en form for statement med underlægningsmusik. Spidsformuleret: Kunsten kan blive brugt som en rambuk i det politiskes tjeneste. Noget af det første, jeg bed mærke i til Mija Milovics optræden på Gaia var, at der på hendes keyboard hang et palæstinensisk flag. Det hang der egentlig bare, men det var samtidig et klart budskab.
Mija Milovic, der har montenegrinske rødder, er et mainstay på den københavnske undergrundsscene med et hav af samarbejder med ligesindede kunstnere om forskellige projekter. Af de mange afstikkere kan nævnes Slim0, som udgav en tankevækkende EP sidste år, men Milovic fortsatte sidste år også sit projekt i eget navn. Albummet Still Life bar vidne om Milovics vilje til at dække alt fra 90’ernes guitarrock, over keltisk middelalderklang, til inderlig singer/songwriter-patos. Milovic har desuden for nyligt startet en duo med Barbro. De to udgav sammen protestsangen ‘Wall Of Mine’ for Palæstina, og de har derefter udgivet yderligere to singler. For Milovic er ikke en kunstner, der er bange for at få det politiske og humanistiske frem i kunsten.
Der ligger en stærk pointe i at Milovic ikke entrerede scenen sammen med sit band. De fem musikere – en klassisk rockopsætning med en inspireret tilføjelse i en enlig violin – gik på scenen, vekslede koncentrerede blikke og sang flerstemmigt et korstykke, der fungerede som indgang til aftenens første nummer. Milovic kom på scenen, og det veloplagte liveband satte ind med åbningsnummeret fra netop Still Life, “Truth”. Milovic sang som en, der har sunget hele sit liv; og nok skulle bestemme, hvordan hun sang til sit publikum. Meget passende, sangens titel taget i betragtning, virkede hun som en der ville have sandheden frem.
Nummeret rullede afsted som et euforisk snapshot af halvfemsernes singer-songwriter-tradition. Violinisten bidrog med en herlig kant til det lydlige udtryk. Milovic virkede overskudsagtig og fortalte humoristisk om sangen “Second Voice”, der handler om et problematisk forhold mellem en forsanger og en korsanger. Som Milovic (i rollen som den underkuede korsanger), med sin fine, konstaterende klang sang: “It really messed me up that you never would do the second voice.” Jeg blev for en stund gjort opmærksom på, at man ikke behøver at nøjes. Til slut blev teltet opfordret til at synge med på kor, og de fleste hankede op i sig selv og sang melodilinjen.
Det var Milovic som intuitivt fængende melodiker, der dominerede sættet, men der blev smidt små musikalske glasskår ud. Eksempelvis på “CPH”, hvis violinintro gav mindelser om Agnes Obels grandiost nordiske filmiskhed. Jeg, og de andre i teltet, skulle dog ikke tro at vi fik noget foræret. Vi skulle være på tæerne, for med et trylleslag var det yndefulde i bandet erstattet med indestængt dundrende 4/4-strumming og punkstøj. Ynden vendte tilbage i en nærmest renæssance-agtig instrumentalpassage. Den indre konflikt i storbylivet blev livagtigt formidlet, og fandt måske også sit leje. Jeg havde i hvert fald indtryk af en forløsning, da Milovic bag klaveret i sangens fjerde og sidste etape smilende sang »Some say demon, i say friend.«
Selvom det komplekse materiale og Milovics politiske vakthed kunne byde til det, blev koncerten aldrig konfliktoptrappende. Selv ikke i de mere ufriserede og støjende passager, ville jeg betragte musikken som voldsom eller militant. Milovic var til stede og helt igennem imødekommende; klar til at tage sit publikum ind i et univers, hvor musik er andet end blot vellyd og omhyggeligt arrangerede sangstrukturer. Nogle steder pegede hendes utroligt frie vokal mig i retningen af Tina Dickow, som på “Lillies”, andre steder var den spøgelsesagtig og hjemsøgende.
Sange, udtryk og stemninger ville mange forskellige steder hen, men det organiske band og Milovics kyndige iscenesættelse gjorde koncerten til en inkluderende crash course i avantgarden. Havde jeg frygtet, at det ville blive demonstrativt? Ja, men min forudindtagethed blev gjort til skamme. Det virkede fint og oprigtigt, da Milovic introducerede aftenens sidste sang, den fjerlette ballade “Resting Mind Pt. 2”, med et citat fra en af de andre Slim0-medlemmer, Simin Stine Ramezanali alias Abji_Hypersun: »Hope is not something we have, it’s something we create together.« Milovic var nede blandt publikum og se folk i øjnene.
Da hun til slut tog bladet fra munden og sang »Leve Palæstina,«over sangens afsluttende toner, stod jeg tilbage med en følelse af fællesskab og omsorg. Det her var den form for festivalkoncert, der giver dig lyst til at vende tilbage til musikken og lytte den ordentligt igennem.
