Endelig! Endelig fik jeg lov at se Lankum. Jeg tror, at det igennem årene har været tre gange, at den eksperimenterende folkkvartet har aflyst på mig og mange andre. Siden jeg første gang hørte det irske bands dronede og 10 minutter lange version af “The Wild Rover” – den omtrent 400 år gamle folkevise om at føle sig fremmedgjort fra sit land – har jeg været solgt på projektet. Det var netop også med dette nummer fra 2019-albummet The Livelong Day, at bandet med dragende intensitet og Radie Peats sirene-agtige sang åbnede deres koncert på Avalon. Det cirkulerende violin-, guitar-, harmonika- og vokalepos blev definerende for både koncerten og den snarligt kommende stormflod, der skulle spy sine uhyggeligheder ud over publikum.
Lankum består af Radie Peat, Cormac Mac Diarmarda samt brødrene Ian og Daragh Lynch. Det kan ikke tælles på to hænder, hvor mange instrumenter de fire musikere mester, men på Roskilde stod Peat primært for vokal, harmonika og harmonium, Diarmarda for bratsch, violin og kor, Daragh Lynch for guitar og kor, og ikke mindst Ian Lynch for vokal, irsk sækkepibe, fløjte og keys. Hertil var bandet bakket op af en synth/keyboard-betjener og en trommeslager, hvis minimalistiske setup især stak ud med sin opretstående stortromme. Den alsidige opsætning var lige så storladen og dramatisk som den dundrende afart af irsk folkemusik, som Lankum spiller.
Mange bands og kunstnere har i løbet af Roskilde Festival haft et palæstinensisk flag med på scenen eller henkastet mumlet »free Palestine« efter deres sidste numre, som hvis deres påmindelse om Israels igangværende folkemord i Gaza bliver stoppet af at skåle i fadøl. Det har (for mig) ført til egen irritation, at så godt som kun det danske punkband Users valgte at give massakrerne den opmærksomhed, de fortjener, da de overdrog ét helt minut af deres koncert til stilhed for at mindes ofrene. Det var, indtil Lankum også med hård alvor tog fat i problemerne på Avalon. Efter en massiv og lang udgave af “The New York Trader” fra sidste års eminente gennembrud False Lankum, gik de over i deres egen version af folkesangen “The Rocks of Bawn”, som i det irske bands klæder kaldes “The Rocks of Palestine”. Her blev der for alvor sat kritisk fokus på Israels krigsforbrydelser, og allermest overraskende gik Ian Lynch efterfølgende straks over i sin egen version af den danske børnesang “Tommelfinger, tommelfinger, hvor er du?”, hvor der på næsten vellydende dansk i stedet blev sunget »langefinger, langefinger hvor er du?« med direkte besked til den danske regering, alt imens publikum og band havde fuckfingeren i vejret. Det var første gang på Roskilde Festival, at jeg følte, der reelt blev stukket til den mangelfulde politiske aktion på netop det område fra dansk side.
Lankum kan dog meget andet end at komme med politiske stikpiller – de mestrer også det, de har sat sig for: at formidle hundrede år gamle folkesange til et moderne publikum i dundrende og massive klæder. Jeg er ikke i tvivl om, at Lankum sætter pris på grupper som Earth og Sunn O))), for både instrumenteringen og vokalerne spilles i så dybt og langsommeligt tempo, at det til forveksling kunne lyde som dronemetal. Daragh Lynch’ konstant repetitive akustiske guitar og hans broders sækkepibe- og senere hen fløjtespil blev særdeles tungt i sættets numre med mere fokus på det instrumentale end sangteksterne.
Omend lyden godt kunne have været højere, komplimenterede den generelt hele kvartetten og trommeslageren, mens den vape-rygende og øldrikkende keyboardist ikke var til at høre før koncertens afslutningsnummer, “Go Dig My Grave”; en selvmordsvise fra 1800-tallet oprindeligt med titlen “The Butcher Boy”. Her voksede musikken sig for alvor tung, industriel og slæbende med kølleslag på den flot placerede stortromme og vrælende synthesizere. De moderne instrumenter mødte de forrige århundreders instrumentering. Særligt Peats sørgmodige vokal og traurige harmoniumspil spillede op til dødedans i slowmotion, alt imens den førnævnte storms helvedesregn begyndte at piske ned over teltet med en volumen, der lige så vel kunne have været mic’et op som instrumenterne på scenen. Mere trist og irsk kunne det næsten ikke blive.
Det var forløsende at se de dublinske mestre udi dommedagsfolk på dansk grund, særligt når de kære musikere ikke bare var dygtige, men havde lige så meget nærvær som deres langsommelige folkeviseversioneringer var tunge. De havde fokus på den velspillede og smukke folkemusik, hvilket medførte en naturlig nedprioritering af False Lankums støjende ondskab, men jeg stod alligevel tilbage med følelsen af, at Lankum måske er de bedste moderne formidlere af tidligere tiders store sange.
Alle fotos: Daniel Nielsen
