Roskilde Festival 2024 er ovre på godt og ondt. Det blev muligvis festivalens vådeste år (målt på nedbør) siden 2007, og det blev muligvis året med flest antal store skuffelser på Orange Scene (målt på mediernes nedsabling af blandt andre Ice Spice og Sexyy Red). Det blev dog også året med den måske pæneste kønsbalance blandt optrædende kunstnere, Roskilde Festival nogensinde har præsenteret, og så blev det som altid et år propfyldt med gode musikalske oplevelser fra søndag til lørdag for dem med musikalsk blod på tanden og hang til de mindre scener.
Roskilde-bluesen er formentlig ved at blive afbalanceret hos de fleste af enten hverdagen eller sommerferien, og derfor har vi på Undertoner valgt at kaste et tilbageblik på nogle af de koncerter, der gjorde størst (godt og skidt) indtryk på os, men som vi af gode grunde ikke kunne nå at kaste anmeldelser i fuld længde efter. Læs her om polyrytmisk jazz, indiepop, k-pop og ikke mindst en countrykoncert, der måske var årets højdepunkt.
Lover’s Skit, 02.07.2024, Gaia
Tre purunge svenskere fik lov til at få en af aftenens attraktive pladser i First Days lige til solnedgangen. Endnu en geni-booking på by:Larms 2023 program var havnet i Roskildes hænder, og det gik ikke stille for sig – Lover’s Skit prøvede nærmere at banke Gaia op på et energiniveau, hvor kun folk under 20 kunne følge med.
Der blev lagt ud med shoegaze/breakbeat-kærlighedsbarnet “Between Tomorrows”, med fuld blæs på den reverb-tunge guitar. Nathalia Aránguiz vokal trænger klart til lidt kærlighed, når den ikke er badet i samme effektsuppe som på indspilningerne, men holder helt, når hun bryder ud i mere rap-agtige passager på numre som “Work For Free” og “It Takes A Lot”.
Resten af koncerten foregik i et overrumplende genremix af post-punk, electroclash og breakbeat, der måske næsten havde stået testen bedre, hvis Lover’s Skit havde fået den helt sene placering i programmet. Aránguiz’ energi var dog umatchet hele vejen igennem – også nok til at hun beklagede sig over, at Gaia ikke havde fut nok i fødderne.
Helhedsindtrykket var måske en anelse ungt og upoleret, men giv Lover’s Skit et par år på bagen og lidt mere modenhed, så skal de nok være værd at holde udkig efter, hvis man er på jagt efter dansabel musik med punk-attitude.
(Anne Kirstine Knudsen)
Iomfro, 03.07.2024, Apollo
Egentlig er Iomfro overhovedet ikke et nyt navn for mig. Jeg har efterhånden set Alma Kjær Agergaards dansksprogede indieprojekt 3-4 gange. Om det har været på Hotel Cecil, i Charlottenborg Kunsthal, eller i Nikolaj Kunsthal, har det altid været en koncertoplevelse, hvor rummet er kommet til sin ret.
Iomfros koncert i Apollos industrielle container/betonjungle var iscenesat med kort frist af koncertkonceptet og musikernetværket HUN SOLO, som er sat i verden for at komme den kønsmæssige skævvridning i den danske musikbranche til livs. Foruden spillede også Stine Bramsen og Kajsa Vala som en countryduo, mens Karen Mukupas old-school hip hop afsluttede lineuppet.
Det var et løjerligt koncept, men som Agergaard stod på scenen med sin guitarist, Alfred Lykke Nielsen, stod det klart, at Apollos klubomgivelser passede noget så glimrende ind i det skrøbelige tekstunivers. ”Forsinket”s øjebliksbillede åbnede det korte sæt, Agergaard og Nielsen havde godt greb om de små, afvæbnende åndehuller i teksten: ”Fik jeg fortalt om Karl, den nar / Der pludselig ikke gad med i sommerhus.”
Fra ungdomsboligens usagte ord, blev det mere alvorligt med ”Rød mandag”, som Agergaard, uden videre omsvøb, koblede til dengang hun selv aborterede. Hvor Agergaards erfaringer slutter og Iomfros tekstunivers begynder, er i og for sig uinteressant, men det gav alligevel stof til eftertanke. Det var bramfrit i en virkelighed, hvor vi alle sammen går rundt og second-guess’er. Kombineret med den moderne fællessang ”Vent på jeg revner” fra albummet af samme navn, var jeg godt mør.
Heldigvis blev letsindigheden og humoren lukket ind igen med hittet ”Danse”. Iomfro fik måske ikke lavet rave på Apollo, men at dansksproget, poetisk pop kan leveres på så slagkraftig vis uden mere end et par timers varsel, var sgu lidt af en præstation og et studie i intonation, kropslighed og dét, der bor i mellemrummene mellem ordene.
(Anton Løkke Laursen)
Foto: Anton Løkke Laursen
Selvhenter, 03.07.2024, Avalon
Det er ikke første (og næppe heller sidste) gang, at vi her på sitet er taget til koncert med danske Selvhenter. Det føltes næsten unødvendigt at påpege, men de fire kvinder er simpelthen et af landets mest tight spillende og fuldstændigt forrygende orkestre, hvis bare man er til den mindste smule støj tilsat sin polyrytmiske jazz. Onsdag aften fik de lov til at lægge for på Avalons særlige scenekonstruktion inden hardcore/smadretræffet senere samme dag.
På sin vis klædte den firesidede platform kvartetten ganske godt, for i liveøjemed er medlemmerne i Selvhenter som regel vendt indad mod hinanden for at have fuld kontrol og koordination over deres kompositioner, og i stedet for tit at skulle se ryggen af Maria Bertel på trombone og Sonja LaBianca på saxofon kunne man nu vandre rundt om hele scenen og visuelt få langt mere ud af affæren. På lydsiden var alting som altid helt i top, og det var nærmest for meget af det gode, da Selvhenter åbnede med deres måske bedste nummer, “Connoiseur” fra sidste års Mesmerizer, og lukkede med denne her fantastiske 6/8-banger, som jeg aldrig har nået at få titlen på.
Kunne man have smidt dem indenfor på Gloria for at øge intimiteten? Sagtens. Tog det meget fra den samlede oplevelse, at man ikke gjorde? Ikke rigtig.
(Daniel Niebuhr)
Foto: Daniel Nielsen
WaqWaq Kingdom, 03.07.2024, Gaia
Har du nogensinde været til en koncert, hvor du bare tænker: Hvad fanden foregår der? Den slags koncerter har det med at ryge direkte over i min favoritbunke, og WaqWaq Kingdoms aftenshow på Gloria var ingen undtagelse.
Den japanske duo består af Kiki Hatomi fra Midas Sound og Shigeru Ishihara, der blandt andet er kendt for sit arbejde med post-rockbandet Seefeel. Mine notater fra koncerten er rimelig sparsomme (jeg havde for travlt med at danse), men jeg kan kun sige, at hvis man trænger til at ryste lidt røv med samtidig hjernegymnastik, så gik man glip af muligheden til WaqWaq Kingdoms polyrytmiske 8-bit techno.
Billedsiden af koncerten var mindst lige så syret som lydsiden med gamle 16mm film fra Japan, der var farvet i lige så mange psykedeliske nuancer som WaqWaq Kingdoms musik. Hatomi dansede rundt på scenen i en neongrøn og pink joggingdragt med diverse rekvisitter, og i kombination med hendes helium-lyse stemme var det som at være fanget i en underlig tegnefilm.
De konstante skift mellem hård bas, rytmisk komplicerede nedbarberede passager og eksplosioner af forunderlig lyd gjorde mig ekstremt rundtosset, og jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg gennemlevede den aften, jeg ved bare, at det var godt.
(Anne Kirstine Knudsen)
Balming Tiger, 04.07.2024, Gaia
Det sydkoreanske kollektiv Balming Tiger har det bare sjovt. Oprigtigt sjovt. Medrivende sjovt. Rent faktisk har de det så sjovt, at jeg under deres optræden sent torsdag aften sommertider ikke engang rigtig ænsede, at der var en koncert undervejs samtidig.
Den fem mand/kvinde høje gruppe er gode til ikke at falde ned i nogen specifik genrekasse, hvor hiphop dog helt klart er den primære faktor, men hvor også både K-pop, hyperpop og r&b stikker frem i hjørnerne. Det skaber et – hvis ikke nødvendigvis unikt – så i hvert fald ganske særligt mix af elementer, som tilsammen gør det noget nær umuligt at stå stille til. Til alt held er de forskellige karakterer i Balming Tiger også lige så gode som deres musik til at instigere en dansefest, og med festlige skæringer som “Buri Buri” og den afsluttende, selvtillidsboostende “Trust Yourself” væltede vi – gamle som unge – unisont rundt i Gaia-teltet til en helt sublim koncertoplevelse, hvis 50 minutters varighed forløb alt, alt for hurtigt.
(Daniel Niebuhr)
Abadir & Hogir, 05.07.2024, Gloria
Egyptiske Abadir og tyrkiske Hogir besidder ikke kun et helt kanon duonavn, men har med deres fælles fundne fodslag inden for drum’n’bass, jungle og traditionel egyptisk maqsom også ramt lige ned i et krydsfelt, som er perfekt skabt til et kulturarrangement som Roskilde Festival. Det føles både vildere end eksempelvis lydfladerne på Four Tet-underlægningen for en mand som Omar Souleyman, men også mere autentisk end dit mere gængse, arabisk funderede DJ-sæt.
Abadir gør ikke særlig meget væsen af sig bag sin computer, hvorfra han dikterer slagets gang, og er vel sagtens mest intens, hver gang han retter blikket over mod sin medsammensvorne, der er placeret på en stol et par meter tværs over scenen fra ham. Hogir er på den anden side en genial karakter, der – for at citere et andet redaktionsmedlem – ser ud, som hvis Sacha Baron Cohen skulle portrættere Frank Zappa; storsmilende under det prægtige overskæg, mens han tyrer løs på både darbuka og tamburin.
Som koncert var Abadir & Hogirs show dog ikke noget særligt at skrive hjem om, hvor energiniveauet opvejede for manglen på egentligt indhold i det noget ensformige lydlandskab – et af påfaldende mange tilfælde på dette års Roskilde Festival, hvor kvantitet frem for kvalitet desværre efterhånden lader til at være normen på det elektroniske program.
(Daniel Niebuhr)
Foto: Malthe Folke Ivarsson
Dean Johnson, 06.07.2024, Gloria
Der er altid en risiko forbundet med de helt tidlige koncerter på Roskilde Festival, særligt på sidstedagen, hvor publikum er allermest medtaget af dårlig søvn, dødsdruk og kulturel overstimulering. Det har det med at føre til et mangel på fokus, hvor en given koncert agerer baggrundstæppe til tømmermændspleje, og mundtøjet hos de tilstedeværende ofte galopperer afsted. I tilfælde af Dean Johnsons Gloria-koncert lørdag klokken 12:30 kunne intet være længere væk fra sandheden.
Den amerikanske countrymusiker udgav en underspillet guldgrube af et debutalbum, Nothing for Me, Please, sidste år – en plade jeg desværre først begyndte at høre, da jeg læste om manden i Roskilde Festivals kunstnerintroduktioner. Johnson er lige så beskeden og hans sange er lige så vemodige, som albumtitlen antyder. Der er tale om knuste hjerter, følelser forbundet med afsavn, kærlighed og jalousi, men det hele leveret med den helt korrekte mængde galgenhumor til, at klichéerne aldrig får overtaget. Man kan grine højlydt, imens man fælder en tåre, når han synger om at få elektrochokterapi for at glemme de mennesker, der har såret ens følelser.
Det kan lyde som store ord at smide efter en (næsten) formiddags-countrykoncert i simpelt trioformat, men det er ikke desto mindre sandt, at koncerten var øm, sjov, trist, livsbekræftende, samlende og det perfekte eksempel på en symbiotisk balance mellem publikum og kunstner. Der var dødstille under sangene og enorme klapsalver i mellem dem. Johnson (der meget muligt er vant til at spille små barer i USA) var oprigtigt forundret over publikums fokus og hengivenhed, og det fik ham til at give endnu mere af sig selv. De små anekdoter, der udgjorde introer til sangene (der i næsten alle tilfælde handlede om hjertesorg), blev længere, og relativt kort inde i sættet måtte han ærligt fortælle, at han havde været i tvivl om, hvorvidt det overhovedet gav mening at tage til Europa for ét festivalshow, men det tætpakkede publikum på Gloria var efter hans eget udsagn det bedste publikum, han nogensinde havde haft.
Jeg tror, Dean Johnson var lige så rørt og taknemmelig som alle os andre.
(Holger Møller Dybro)
Foto: Emil Overgaard
