Helt ærligt, så er jeg imponeret over, at så mange er mødt op. Det er lørdag, tredje og sidste dag på NorthSide Festival 2024, og regnen står bare ned i lårtykke, ubarmhjertige stråler. Tørre fødder er en saga blot. Små afbræk med tit fra solen? Glem det, himlen er en grå suppe. Det er the nature of the festival-beast, selvfølgelig, men det lægger en naturlig dæmper på en koncert, som jeg er sikker på, at mange havde glædet sig til.
Humøret er således ikke på sit højeste, da Guldimund (med det borgerlige navn Asger Nordtorp Pedersen) og hans imponerende band (12 musikere, vist nok) går på scenen. Men det skulle heldigvis ændre sig forholdsvist hurtigt. Efter et par blide åbningsnumre, der blandt andet tæller ”Kragerne” fra debutpladen Dem, Vi Plejede At Være, bliver der skruet op for tempoet med en tung, rocket og drømmende udgave af ”Hvordan ser Gud ud?”, åbningsnummeret på den nyeste plade, Jeg venter i lyset, fra 2023. Det var præcis, hvad vi trængte til; noget guitar, noget dyster pop hvor man kan mærke, at der er noget på spil. De kollektive skuldre sænkes og pludselig fylder skodvejret lige det mindre – nok til, at man kan holde det ud. Herfra tager koncerten fart, og Guldimund ser sig ikke tilbage.
Musikken er ikke ligefrem ukendt territorie for Nordtorp Pedersen. Korsanger gennem halvdelen af sit liv, en kandidatgrad fra konservatoriet, bassist for Blaue Blume, og listen bliver ved. Alligevel er det imponerende, at han med sit soloprojekt Guldimund har formået at blive så vigtig en del af det danske musiklandskab på så kort tid. Jeg tager mig selv i at tænke, at hver eneste af hans sange lyder som en klassiker. Hver eneste tekst som én, man også vil huske om ti år. For det er jo teksterne, det hæver niveauet fra godt til fremragende. Det er bestemt ikke alle, der kan sætte ord på det, de har på hjerte. Guldimund gør det med så legende en lethed, at det næsten virker banalt. Men det er jo det banale, som livet mestendels består af.
De banale parhold; De nye, de gamle. En sørgmodig violin spiller ”Møns Klint” i gang – en kompleks og grådig sang om ny forelskelse. »Du forærer mig din fremtid – det’ ikk’ nok for mig«. Tankerne ledes hen på Rufus Wainwrights ”The One You Love”, hvor han, også grådigt, spørger sin elskede: »Am I only the one you love?«. Guldimund synger med hæs frustration om sit egen hykleriske følelser. Det er så grotesk genkendeligt. På ”Halskæde” bliver vi igen konfronteret med den helt banale følelse af at rende ind i en eks, som man selvfølgelig burde være ligeglad med, nu hvor man er sammen med en anden. Eller rettere, vi ser det fra den nuværende kærestes perspektiv: »Hvor læng’ har du tænkt dig at gå med hendes halskæde?« vræler han vredt mod himlen med den reneste, klareste og smukkeste stemme.
Desperationen kan skæres med en kniv. Svar nu! ”Ikk’ Endnu” er som at se et parforhold med direkte kurs mod afgrunden i bidende slow-motion. Melodien er en dødsmarch, Guldimund dens dirigent: ”Jeg skreg så højt af dig i dag/ at jeg ku’ se at du blev bange for mig”. Det er stærke, stærke sager, og for et øjeblik glemte jeg regnen – helt oprigtigt. Når først Guldimund får luft i lungerne og lader sin stemme gøre det, den er allerbedst til, ja så er det kun Jeff Buckley, der kan matche ham. Det er så gudesmukt, og ondt og grusomt, og jeg græd. Endnu værre bliver det på ”Dem, Vi Plejede At Være”, hvor parforholdet officielt er afgået ved døden. Tempoet er blevet skruet en tand op, så det kan matche den desperate tekst helt perfekt, og al den sorg og vrede og frustration, som er forbundet med en så skelsættende begivende som et brud, italesynges med få, banale ord: »Jeg ved hvem du er/ men jeg kender dig ’ikk«. Og jeg græd igen. Meget. En stor oplevelse. På hittet ”Det’ kun vigtigt, hvad det er” overgiver Guldimund sig til en dårligt timet forelskelse, og publikum overgiver sig til fællessangen. Her live er anden halvdel af nummeret tungere, og det klæder sangen med noget mere bombastisk som modspil til den florlette violin.
Man skal virkelig unde sig selv at fange Guldimund live, hvis man har mulighed for det. Han gør oprigtigt »mere gavn på en scene«, som han synger på sin seneste single, den dansevenlige ”Storebæltsbroen”, end de fleste andre aktuelle popkunstnere. Det helt eminente band fortjener egentlig deres egen anmeldelse, men få ord kan også gøre det: De rammer præcist med henholdsvis lækre musikalske soloer, hvor der er plads til det (”Små Fingre”, ”Forstår du”) og holder sig fint i baggrunden, når det passer bedst (”Møns Klint”, ”Halskæde”). Og sammen med Guldimund skabte de en magisk og følelsesfuld time, hvor musik, tekst og stemme spillede perfekt sammen.
Flot anmeldelse af en fantastisk koncert:)