Man skal ikke kaste mange blikke på titlerne hos Jaguaren i Skoven, før man fornemmer et tema med afsæt i flora og fauna. Og hvem elsker ikke et godt konceptalbum? Som vores anmelder skrev om gruppens debutplade Skattejagt (2021) var styrken ved pladen netop det, at gruppen vellykket »maler et billede af det miljø, den er skabt i, gennem instrumentation, produktion og lyrik«. Det naive, men også underholdende tekstunivers, der introducerede os for karakterer som Psyko-Lars og en VM-vindende H.C. Andersen samt den 70’er betonede skovsyrerock, var absolut inciterende.
Men koncepter er også til for at blive udviklet eller udfordret. Og koncepter som ikke udfordres, ja, de risikerer altså bare at blive udvandede. Kolonihaveidyllen hos Jaguaren i Skoven er ingen undtagelse, for det er en tynd kop te, de serverer på Laber Larve. Selvom kolonihaven måske er rykket længere ud på landet, hvis man skal tro xxxx, så er der ikke noget nyt under solen. Det er de samme xxx former, bare uden de ret så fængende psychelementer og underlige, men indsmigrende tekster fra forgængeren.
Pladen lægger fra land med en ganske fin, instrumental troubadouragtig ode, som med sit rolige, tamburin- og harmonikafyldte islæt fungerer som en fin teaser til et album. Med titlen “Svendborg Dyrehospital” og den tyste stemning påkalder man sig billeder af et sidste hvilested for skovens væsener. Nummeret fader ud nærmest inden det er begyndt, og man savner lidt, at der opbygges intensitet, eller at instrumenteringen udbygges. Akkorderne og lydbilledet minder meget om MGMTs skønne “Siberian Breaks” (fra det psykedeliske afstikkeralbum Congratulations), men der er ingen sammenligning i øvrigt. Hvor “Siberian Breaks” tager os med på en 12 minutters lang skabelseshistorie, kradser Jaguarens intronummer kun lige i overfladen af det, som kunne have været et rammesættende element for pladens overordnede fortælling.
Desværre følger en håndfuld utroligt kedelige numre, som blandt andet har det tilfælles, at de er næsten fem minutter lange. Ikke at tid som sådan siger noget om kvalitet (man er vel humanist!), men det føles for langt på numre, som ikke tilbyder noget særligt udi variation, form- eller intensitetsskifte. Havde de forkortet numrene til de tre jævne minutter, ville manglen på interessant indhold måske ikke i så høj grad skrige til himlen. »Hvis du får brug for mig« lyder det med sin dulmede fuzz og sin letkøbte, usammenhængende lyrik lidt som en garageindspilning, bare uden støvets kant. Overgangene mellem vers og omkvæd er så abrupte, at det klør i mine fingre efter at drysse noget synth-bro ind – eller bare et eller andet, der kan fylde tomheden ud. “På Engen” er en søvndyssende og langsommelig affære, ét langt a-stykke bestående af en simpel akustisk guitarrundgang, et par skolede klaverakkorder og en hjerte-smerte tekst. Kun afbrudt af en saxofon, der halvvejs inde overtager melodistemmen. Men selv dét, som ellers kunne have været en lækker, varm tilføjelse til nummeret, forbliver halvbagt, når det er pakket ind i en helt flad produktion og en form, der slet ikke tilbyder variation.
Yndlingskolibri løfter nok stemningen med sine glade frisk-fyrs riff, elorgel og uh-uh-kor, og dens overordnet lidt større lydmæssige fylde. Scenen der sættes er et sommercykellandskab, høstede marker og gnistrende sol, måske en sommerfuglebusk i vejkanten. Og det er da meget hyggeligt:
»Du svæver forbi/ Ligeså fuld og fri/ I dit paradis/ Det summer fordi/ Du er en jeg ka’ li’/ Smuk og fri.«
Lige så nemt som rimenes karakter, »forbi-fri-fordi-ka li«, lige så nemt driver ens fokus fra lytningen. For det føles ikke rigtig som om der er nogen solid kerne, og man keder sig hurtigt: har man hørt et vers og et omkvæd, har man nærmest hørt hele nummeret.
Nummeret “Fægter” gør noget godt, som også får mig til at indse en generel mangelvare på pladen: nemlig noget mere vokalvariation. Her veksles der i både volumen og pitch. Jack Skovs i øvrigt fine klang bliver i længden lidt monoton. På dette nummer synger han skiftevist i falset, dybt, hvisker og råber. Samtidig er det også et nummer, hvor der endelig bliver jammet lidt.
Kommer der et tidspunkt på pladen, hvor man lige hæver brynene en gang efter døsen, så er det nok cirka midtvejs. “Kom, kom i vinden” er som intronummeret en troubadourvise, der har et langt mindre fjollet udtryk, både musikalsk og lyrisk. Og det klæder dem. Et blødt beat møver sig frem under en klimrende xylofon, der skaber en vuggeviseagtig stemning. Men der er også en behagelig mystik over stemningen, der føles som timen inden den sene sommersolnedgang. Vokalen har noget sørgmodigt og dog håbefuldt over sig, særligt hen mod slutningen af nummeret, hvor Jack Skov, måske med krydsede fingre, messer om og om igen »Vi er alle bløde indeni.« Igen har jeg følelsen af, at der desværre mangler noget fylde i lydbilledet. Hvad der kunne have været en banger, forbliver lidt for tam i den flade produktion.
Ordet ‘fri’ er i øvrigt et af de mest gennemgående adjektiver på albummet. Antageligvis er frihed en kerneværdi for holdet bag Jaguaren i Skoven, og det går godt i tråd med dyretemaet. Desværre føles det ikke som om, der er meget frihed i sangskrivningen. Så måske er det bare fordi ‘fri’ er dejligt nemt at rime på. I det hele taget føles tekstsiden lidt opportunistisk. Hvor gruppen, som indledningsvis nævnt, lykkedes med at tegne et underholdende, kitschet portræt på deres debutplade, så forekommer Laber Larve lyrisk intetsigende. Der er skruet op for naiviteten, og det skorter ikke på barnlige vers om sommerfugle, fred og frihed, men ikke på en måde, hvor de egentlig får udfyldt disse koncepter med mening. Så hvor vi på Skattejagt faktisk følte os lukket ind i den lettere syrede kolonihavedrøm, så føles Laber Larve nærmere som at betragte nogen lukke luft ud af sommerhusradiatoren.
Men når alt kommer til alt lover pladen heller ikke at være andet end det, titlen antyder: altså det der stykke slik, som altid ligger sidst tilbage i posen, og som man da, indrømmet, spiser fordi det trods alt er slik og opfylder et basalt sukkerbehov. Men noget førstevalg bliver det aldrig.
