Antikapitalistisk saxofonpunk, forstads-technobeat, hætteklædt Christianiajazz? I de 40 minutter, som pladen SPDS varer, ved jeg ikke rigtig, hvad jeg har været vidne til. Men hvad jeg ved, er, at mine ben syrer til, pulsen hamrer derudaf, lattermusklerne er brugt, og så er jeg egentlig også oprørt af vrede og sørgmodighed. Og mest af alt svæver jeg af eufori over en debutplade, der ikke blot skubber grænserne for, hvad man kan kalde jazz, men som tilføjer så meget nyt til genren, at dets potentiale rækker langt ud over de danske grænser. Det er en energibombe, der er anmassende på den helt rigtige måde.
Jeg troede ellers ikke på, at Smag På Dig Selv kunne lave en velfungerende studieplade, da jeg først hørte om deres hypede livekoncerter tilbage i 2019 og årene op efter. Publikum hujede og væltede rundt til deres koncerter på grund af trioens vilde energi på scenen, og derfor tænkte jeg, at deres styrke også blev på scenen. Det var dér, hvor de var bedst, da musikken passer bedst til at blive spillet her og nu. Live-hypen var også noget, som vi her på Undertoner opsporede, da gruppen gæstede et mudret dansegulv på Roskilde Festivals Rising-scene i 2022. Her fandt vores anmelder sig selv i »et konstant limbo mellem eufori og undren over, hvad der egentlig lige skete.« Og godt nok er de fantastiske live, men efter at have lyttet til SPDS må jeg overgive mig og indrømme, at de taget mig med bukserne nede. Baryton-/bassaxofonist samt poetiker Thorbjørn Øllgaard, tenorsaxofonist Oliver Lauridsen og trommeslager Albert Holberg har virkelig gjort deres håndarbejde for at skabe en debutplade, som på gennemført vis leverer deres onde og autentiske basker-jazz fra den sveddryppende livescene til de mere velproducerede og fusionerede freepunk-technonumre.
Trioen har udgivet EP’erne Dunkelkraft i 2020 og Middelklassen avler kun skeletter i efteråret 2023. Sidstnævnte er en liveoptagelse fra Christiania, som også udgør første halvdel af SPDS. Og det lyder også som en råt redigeret liveoptagelse, hvor rumklangen fra hallen, de har optaget i, giver en lækker genklang på de kraftigste betoninger fra saxofonerne. Intronummeret “Al magt til overførselsindkomst” er en lyden af en munter jamsession med et tema, som er taget ud af en dur-skala. Trommernes bækkener er i deres funky element, imens blæserne gentager det nedadgående tema op til et drop i ægte klubstil. “Hvide mænd spiller afrobeat” blander et tropisk calypsobeat med to minutters intens opbygning og en tenorsaxofon-solo med mindst lige så intens en energi. Man kan virkelig mærke, at sammenspillet er skarpt skruet sammen, og i momenter må jeg nive mig i ørene for at blive mindet om, at der kun er tre instrumenter, selvom det ofte lyder som et femmands-band. Og selvom de er tre hvide mænd, der spiller afrobeat, som titlen antyder, er de forhåbentligvis godkendt af nigerianerne, som står bag genren.
Mod slutningen af første plade har vi den cementtunge “Middelklassen avler kun skeletter” og klubnummeret med fire-i-gulvet “Fuck der kommer kontrollører!”. Begge er uden tvivl numre, hvor man kan forestille sig et publikum, som hamrer afsted og vælter over hinanden til lyden af højtenergiske fills, corny clap-beats og Thorbjørn Øllgaard, der panisk råber i sin barytonsaxofon om en kontrollør. Det er både humoristisk og utroligt medrivende.
Den stemning fortsætter over i anden halvdel af pladen, hvor “PGO Hot 50” skriger af ravefest med et raffineret delay-saxofontema og vilde koklokke-underdelinger mellem den dybde sub-bas. Hvis du ikke har hænderne i vejret, dakker, hopper, springer, sveder eller headbanger til dette beat, så er der bestemt noget galt. Ind i mellem sangene læser Thorbjørn Øllgaard digte op, og efter ravefesten kommer den dystre “Start et punkband”, hvor politiske temaer om klassesamfund og krig bliver taget op. Hans ord er rammende, og det føles nærmest, som om man er vidne til en punk-musical, der kritiserer kapitalisme, social ulighed og samfundet i det hele taget. På få minutter bliver man mindet om, hvor meget kaos, der er i verden. Og her er overgangen fra digtoplæsning til nummeret “PVC (polyvinylchlorid)” meget vellykket og nærmest til at få kuldegysninger over. Nummeret “PVC”, som er forkortelsen for plastmaterialet vinylklorid, blev udnævnt til Undertoners første Fredagssinglr’ i år, og det er med god grund, at vores anmelder dengang skrev: »…staminaen er kraftig nok til, at man bliver revet rundt, som i manegen på et absurd, hedensk cirkus.« Der er så meget musikalsk ravage samtidig med, at alle tre medlemmer udfolder deres talent med fuld styrke.
Herfra er underholdningsværdien vedvarende med psykedelisk undergrundstechno på “Total Full Power Extreme Nuclear Confusion 2000” og den mere moderne jazzede ballade “Respektér en lukket dør”, som svæver mellem akkordbrydninger og en overflod af reverb. Men et af de helt store højdepunkter er det smukke kvindefrigørelsesnummer “Negirî”, der afrunder pladen i selskab med Luna Ersahin blandt andet fra bandet AySay. Her bliver sangerindens kurdiske rødder og trioens avantgardistiske dansemusik fusioneret i smuk forening. Med alt det i rygsækken er SPDS uden tvivl en vellykket debutplade, der hiver lytteren rundt i dansemanegen og samtidig viser gruppens fasttømrede sammenspil og originalitet. Udover, at det er svært at få danselegemerne i ro, så skubber de grænserne for, hvordan vi tænker om jazzmusik og forener ravefest med en historiefortælling om at starte et punkband. Og mon ikke, at der er flere der starter et punkband efter denne plade?
